Fiat-chefs pludselige død udgør risiko

0
2

Sergio Marchionne – succesrig chef for Fiat-Chrysler – er pludseligt død og det efterlader koncernen i en usikker situation. På få dage er aktiekursen dykket næsten 10 procent.

Geni, mirakelmager og redningsmand. De positive tillægsord har klæbet til Fiat-Chrysler koncernens øverste chef, Sergio Marchionne, siden han i 2004 overtog styringen af den dengang kriseramte Fiat-koncern. Så meget desto større er chokket over Marchionnes pludselige død, der blev annonceret onsdag den 25. juli efter få dages sygdom. Nu viser det sig, at kun de allernærmeste vidste, at 66-årige Marchionne faktisk havde været syg og i behandling i et helt år, inden han udåndede på et schweizisk hospital. En situation, der kan kaste Fiat-Chrysler ud i en reel krise, og som allerede har skåret næsten ti procent af koncernens aktieværdi.

Omverdenen – herunder bestyrelsen for Fiat-Chrysler – troede nemlig, at Sergio Marchionne var indlagt på hospitalet for at få ordnet et mindre alvorligt problem med sin ene skulder. Siden har rygtet været, at den kæderygende og konstant arbejdende Marchionne havde kræft. Det er dog ikke blevet bekræftet, tværtimod lyder den officielle forklaring, at komplikationer i forbindelse med skulderoperationen udløste en massiv blodprop i hjernen, der sendte Marchionne i dyb og uhelbredelig koma.

Reddede både Fiat og Chrysler
Marchionnes dødsfald kommer blot en måned efter, at han lancerede en ambitiøs plan for Fiat-Chrysler for de kommende fem år. Med vanlig mod og vilje til at skære igennem, ville Marchionne bl.a. skære Fiat ned til kun at producere de to mikrobiler Fiat Panda og Fiat 500 samt aflæggere af sidstnævnte som crossoveren 500X. Også de amerikanske mærker Jeep og Chrysler skulle satse mere på SUV- og crossover-modeller – altså biler, som der både er efterspørgsel og profit på. Under Marchionnes ledelse har især Jeep øget salget markant. Hans kongstanke var at satse på mærker og modeller, som det bedst kan betale sig at fremstille. Af samme grund skulle kendte bilmodeller som Fiat Punto og Tipo pensioneres hurtigst muligt.

Dermed fulgte Marchionne op på lignende, svære beslutninger, der har vist sig at være rigtige og gav ham et ry for at være blandt bilindustriens mest fremsynede chefer. Således reddede Sergio Marchionne ikke blot den amerikanske Chrysler-Jeep koncern fra en truende konkurs, hans fusionerede den også succesfuldt med den italienske Fiat-koncern og skabte markant vækst i indtjeningen begge steder. Indtjening, der er helt nødvendigt for den kommende omstilling til eldrevne og senere selvkørende biler.

Sammenlignes med Steve Jobs
Efter planen skulle Sergio Marchionne gå på pension i april 2019. Spørgsmålet er, om hans pludselige død kan afspore den positive men også nødvendige udvikling hos Fiat-Chrysler? Investorerne er tydeligvis nervøse. Flere businessmedier sammenligner hans abrupte bortgang med Apple’s legendariske chef og grundlægger Steve Jobs, der pludseligt døde af kræft. I den seneste årsrapport fastslår Fiat-Chrysler selv, at Marchionne var så vigtig, at hans kommende pensionering blev betegnet som en risiko for koncernen.

Marchionnes død har også åbnet for en diskussion om, hvor privat man kan tillade sig at være om sygdom hos chefer med så stor betydning for en stor koncern som Fiat-Chrysler. Faktum er, at Marchionnes pludselige død har tvunget koncernen til at træffe nogle meget hurtige beslutninger på direktionsgangen. Ny koncernchef er briten Michael Manley, der er hentet på chefgangen hos Jeep. I bilindustrien venter man nu på, om Manley og bestyrelsen vil følge Marchionnes stadig friske femårs-plan – eller måske vælge at lægge kursen om?

Læs også: Ny plan for Fiat – punktum for Punto

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation