Fiat sætter (høj) pris på Panda

Fiat Panda sælger godt - men er alligevel udrydningstruet.

Med startpriser fra 104.000 kr. bliver Fiat Panda dyrere end forventet. Med aircondition koster den 2.000 kr. mere end VW Up! Dansk premiere 21. april.

Fiat’s charmerende lille udfordrer i bilernes miniputklasse, Panda, er en af årets mest imødesete nyheder. Når den får dansk premiere 21. april begynder priserne ved 104.000 kr. (inkl. lev.) Det er dyrere end forventet og kan blive en hæmsko for den ellers lovende Panda.

Panda dumper nemlig ned i en klasse, hvor konkurrencen på pris kun kan beskrives som nådesløs. En skrap udfordrer som Kia Picanto begynder helt nede ved 92.000 kroner, etablerede konkurrenter som Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107 koster godt 100.000 kr. med fem døre, mens den populære VW Up! faktisk er 2.000 kr. billigere, hvis der skal aircondition i Panda.

Set i det lys virker 104.000 kr. for en Panda med to-cylindret 0,9 liters motor, intet splitbagsæde, ingen radio og ingen fjernbetjening af centrallåsen en anelse pebret.

Skal den slags behageligheder med i Panda-pakken, stiger prisen til 114.000 kroner – eller hele 124.000 kr. hvis der hertil skal lægges aircondition.

Fiats såkaldte ‘squircle’ – cirkel-firkant – design, går igen over alt, også i kabinen.

Sikkerheden er dog i top med antiskrid og seks airbags som standard. Og så vil mange nok mene, at Fiat Panda har en trumf i form af sit design, der kombinerer det nuttede minibils-look med en mere rå offroader-udstråling. Muligheden for at opgradere den spændende Twin Air motor med turbolader, der presser 85 heste ud af den to-cylindrede maskine med den ualmindeligt frække snerren, er også unik i klassen.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here