Firmabiler: Traditioner står for fald

Se de mest populære firmabiler: Skoda Octavia og crossover-typer er nu også kommet til tops som danskernes foretrukne firmabiler.

Crossovers appellerer nu også til firmabilsfolket, viser opgørelser fra to store leasingselskaber.

Forretningsfolket har ellers ikke haft ry for at ville vige fra den slagne vej: Så det endte som regel med en stationcar af samme mærke som sidst – oftest en VW Passat eller en Ford Mondeo.

Men nu blæser der nye, dristigere vinde over valget af danskernes firmabiler. Der er større spredning i valget af biler, og færre vælger den klassiske dieselstationcar, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Blandt andet på grund af ændrede skatteregler men også faldende mærkeloyalitet, lyder det fra to af de store leasingfirmaer.

“Danskerne er blevet langt mere åbne for flere forskellige bilmærker, når de vælger firmabil,” siger Lars Eegholm, adm. direktør i Leaseplan Danmark til Jyllands-Posten.

Han fortæller videre, at der nu ikke længere én klar favorit, men mere tæt løb mellem modellerne.

Samtidig har nye bilmærker sneget sig ind på toplisterne. Ikke mindst Skoda Octavia (billedet), som i de første fire måneder af 2014 var den fjerde mest valgte firmabil. Samme tendens ses hos Nordania Leasing, hvor Skoda Octavia faktisk lå nummer 1 i første kvartal.

Redaktør på hvilkenbil.dk, Jens Velling, vurderer, at det er en stærk præstation af det tjekkiske mærke på den måde at udfordre premiummærker som Audi, BMW og Mercedes på deres hjemmebane.

“Skodas fremgang på firmabilsmarkedet er markant, da firmakunderne har ry for at være konservative i deres bilvalg og sædvanligvis lægger stor vægt på mærkets prestige. Selvfølgelig handler det også om, at Skoda er billigere end de tyske luksusmærker. Men samtidig er der en høj grad af mærkeaccept i at vælge en Skoda i et segment, hvor der ikke kun er mange mærker at vælge imellem, men hvor din arbejdsgiver oven i købet er med til at finansiere dit bilvalg,” siger Jens Velling, der har skrevet om biler i mere end 20 år.

Kunderne er friske på noget nyt
“Tidligere valgte mange det bilmærke, de kendte og var trygge ved. Hvis man altid havde kørt i tyske biler, kunne mange ikke drømme om at vælge en japansk. Men i dag er folk mindre loyale over for en bestemt producent, og et bilmærke er ikke længere nok til at holde på kunderne. Her er der sket et stort skift, og folk er parate til at prøve nye mærker, hvis blot de opfylder deres behov,” forklarer Lars Eegholm fra Leaseplan til Jyllands-Posten.

Det skifte betyder også, at de såkaldte crossovers – højbenede stationcars – vinder terræn hos firmabilskunderne.

Hos Nordania er den nye Nissan Qashqai  godt placeret, og man ser også, at kunderne tør prøve nye modeltyper som Audi Q3 – en højbenet udgave af Audi A3.

Det er dog ikke kun en ny og mere åben tilgang til verden blandt firmabilskunderne, der får dem til at vælge anderledes end tidligere.  En anden vigtig årsag er en ændring i reglerne for registrering fra 2012: Tidligere kunne nogle bilmærker holde beskatningsgrundlaget meget lavt, så de blev væsentligt billigere end andre. Men i dag er priserne på bilmærkerne  mere ensartet.

“Lovændringen har medført, at der er blevet flere firmabiler at vælge imellem til nogenlunde samme pris. Det er danskerne blevet gode til at udnytte, sådan at de vælger lige netop den bil, der passer præcis til deres behov, også selvom de måske ikke før har kørt i det bilmærke,« siger Lars Eegholm.

“Samtidig har kunderne fået øjnene op for, at de i nogle tilfælde kan få mere udstyr ved at skifte til andre modeller,” slutter han.

Fakta: LEASINGBILER TOP 5

Opel Insignia er populær hos begge selskaber.
Bemærk i øvrigt, at listerne bærer præg af, at der er nye generationer på vej af VW Passat og Ford Mondeo inden for kort tid, som en del kunder formodes at vente på.

Nordania
Skoda Octavia
Opel Insignia
Audi A3
Ford Mondeo
Nissan Qashqai

Leaseplan
BMW 3-serie
Ford Mondeo
Opel Insignia
Skoda Octavia
Renault Megane

(Tallene er for primo 2014) 

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here