FM-båndet lever videre på din bilradio

Ifølge Dansk Folkeparti dropper regeringen planerne om at droppe FM-båndet. Dermed kan to millioner danske bilejere fortsat lytte til nyheder, musik og trafikmeldinger på deres bilradio.

Danske radiolyttere – og ikke mindst to millioner danske bilejere – får alligevel lov til at lytte til radio via FM-båndet. Også efter 2021 som regeringen ellers havde foreslået som skæringsdato for en nedlæggelse af det gamle FM-bånd. Men nu er forslaget taget af bordet i de aktuelle forhandlinger om et samlet medieforlig. Det fortæller Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, til DR i en pause fra forhandlingerne.

”Det med at slukke FM-båndet, den er stendød. Så det skal vi ikke diskutere længere, men alt andet er stadig i spil,” siger Morten Marinus til DR.

Hos den danske bilklub FDM er der stor tilfredshed med de nye planer:

”I FDM er vi glade for, at regeringen nu har opgivet at fremskynde tidspunktet for nedlæggelse af FM-båndet. Vi har været stærkt kritiske over for forslaget, da det ville have medført en milliardregning for de danske bilister, og en forringelse af muligheden for, at trafikanterne kan modtage de vigtige trafikmeldinger, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM til fdm.dk.

Kunne have kostet milliarder
Dermed gælder det eksisterende medieforlig på området. Ifølge det kan FM-båndet først blive nedlagt, når 50 procent af al radiolytning foregår digitalt via DAB-systemet – inklusive radiolytning i biler.

Var forslaget om at nedlægge FM-båndet fra 2021 kunne det have påført dansk bilister en milliardudgift til udskiftning af bilradioer, der kan tage det digitale DAB-signal. Trafiksikkerhed blev derfor et modargument, fordi en hurtig nedlæggelse af FM-båndet ville afskære mange danske bilister fra vigtige trafikmeldinger.

Der er ingen tekniske udfordringer ved at fortsætte med både FM-bånd og DAB-signaler – de to systemer kan sagtens fungere sideløbende.

Læs også: Regeringen vil slukke for din bilradio

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here