Teknologi-oprør: 2014 vil byde på ændringer i vores værdier og måden vi lever og kommunikerer med hinanden på, spår global trend-analyse fra Ford.
Træk stikket, sluk for mobilen og lad skærmen gå i sort. Behovet for at vende ryggen til teknologi-eksplosionen og være off-line er en voksende bevægelse, som vil blive forstærket i 2014. Det viser en global trend-analyse lavet af Ford Motor Company. Analysen, Looking Further with Ford 2014, som er udarbejdet med baggrund i de nyeste videnskabelige undersøgelser om forbrugeradfærd, sætter fokus på 10 trends i 2014.
Ifølge analysen står vi over for et ‘teknologi-oprør’, der opstår i spændingsfeltet mellem moderne menneskers behov for at ’være på’ og muligheden for at være ’off-line’ for at få tid til refleksion og nærvær med familie og venner. Teknologi-eksplosionen med dens grænseløse muligheder – og til tider anmassende tilstedeværelse – har nemlig fremprovokeret en stærk nostalgisk trend. Vi vil tilbage til dengang før verden gik af lave, tilbage til det, der er genkendeligt og trygt.
Vi kan ikke vende ryggen til teknologien, men det er interessant, at den konstant accelererende teknologiske udvikling også har startet en ny, stærk mod-kultur, der handler om refleksion. Vi ser en kultur, som i stigende grad ønsker at stoppe op og værne om de nære, værdifulde fællesskaber, forklarer Fords fremtids- og trend-manager Sheryl Connelly.
Ford måler og registrerer ændringer i det sociale-, teknologiske-, miljømæssige- og politiske landskab for at forstå den globale forbruger-adfærd – og hvordan adfærden kan påvirke bilindustrien.
-Det er afgørende, at vi ved, hvor vores kunder er på vej hen, når vi skal udvikle nye biler og nye services, siger Sheryl Connelly. Vi vil jo gerne være de bedste til at møde kunderne, hvor de er, ligesom vi også er nødt til at tage bestik af alle de omskiftelige samfundsforhold, der har direkte indflydelse på, hvordan fremtidens transport kommer til at foregå.
Rapporten er fuld af flere overraskende og tankevækkende eksempler på, hvor meget teknologien allerede styrer vores liv og måde at være mennesker på – og hvad vi gør for at håndtere den digitale virkelighed.
Lad telefonen være – eller betal regningen
Det gælder for eksempel manglen på nærvær, når mange af os ikke kan lade være med at tjekke smartphonen ved middagsbordet, eller når vi er sammen med venner og familie. Modsvaret findes i fænomenet ‘telefon-stabling’, hvor venner stabler deres mobiltelefoner op på bordet eller bardisken, når de mødes i byen. Den i selskabet der først tager sin telefon for at tjekke Facebook eller læse mails, ‘taber’ den venskabelige konkurrence om at være nærværende og skal betale regningen.
En anden trend går på vores ønske om at købe produkter med en historie. I dag, hvor mange produkter laves på de samme fabrikker i Kina og kan købes i de samme koncept-forretninger verden over, har det engelske striktrøje-firma Grannies Inc. fundet en unik forretningsmodel: På hjemmesiden vælger du ikke blot dit eget design på trøjen, halstørklædet eller huen – du vælger også, hvilken bedstemor, der skal strikke det til dig. Dermed får kunden en personlig forbindelse med i købet, hvilket både gør varen unik og øger chancen for, at kunden vender tilbage.

Fremtiden byder næppe på hjemmestrikkede Ford-modeller, men da bilkøb ofte er forbundet med følelser, er det indlysende vigtigt for Ford at kunne afkode forandringer i forbrugsmønstrene. Allerede i dag ved man, at yngre forbrugere ikke betragter bilen som et vigtigt statussymbol. Alene det faktum, at en bil nærmest er i vejen i mange af verdens voksende metropoler, er en åbenlys udfordring for bilindustrien – og én som Fords trend-analyse skal forsøge at finde svar på.
Du kan læse mere om, hvilke trends der kommer til at influere på vores valg af bil – og ikke mindst måden, som vi lever vores liv på – herunder:
10 vigtige forbruger-trends i 2014
1. Teknologi-revolutionen vil accelerere. Vi vil blive konfronteret – og forstyrret – af en allestedsnærværende teknologi, som vil forandre måden vi lever-, arbejder- og kommunikerer på.
2. Nostalgi på fremmarch. Vi vil tilbage til dengang før verden gik af lave, tilbage til det, der er genkendeligt og trygt.
3. Søgen efter mening. Vi er ikke blot forbrugere, der køber produkter, vi vil i stigende grad efterspørge identitet og autencitet og dermed også en anden form for nærhed til leverandørerne.
4. Status. Det bliver mere udbredt at nedtone sin succes udadtil.
5. Validering. I en verden af digital selviscenesættelse, vil der opstå et stigende krav om validering af hvem vi egentlig er.
6. Teknologi-skizofreni. Begrebet FOMO (fear of missing out – frygten for at gå glip af noget) vil i stigende grad blive udfordret af det modsatte begreb JOMO (joy of missing out – glæden ved at vælge fra). På den ene side tager vi alle nye teknologiske muligheder til os, på den anden bliver vi stadig mere bevidste om, hvad vi egentlig værdsætter i vores liv.
7. Mikro-øjeblikke. Alverdens information og underholdning er kun få klik væk og vi fylder tilsyneladende hver en ledig stund med viden og produktivitet – på bekostning af refleksion og nærvær.
8. Myten om multitasking. I en digital verden af massive informationsstrømme, og krav om konstant multitasking på alskens digitale platforme, bliver det stadig tydeligere, at når vi gør alt på én gang, går det ud over både kvaliteten – og sikkerheden – i det vi foretager os.
9. Kvinder på fremmarch. Ændringer i demografi og kultur, vil understøtte kvinders synlighed og betydning i både det private- og offentlige rum. Kønsrollerne er under forvandling.
10. Nyt miljø-fokus. Verden har været fikseret på grøn bæredygtighed, men fokus er ved at ændre sig fra øko-chic livsstil til dyb bekymring for klodens dyrebare vand.
Læs hele Fords trend-analyse 2014 (på engelsk) via linket her.