Fornyelse af højbenet fransk bestseller

Renault Captur får et midtvejs-facelift. Den kompakte franske crossover er klassens absolutte bestseller, så Renault nøjes mest med kosmetiske opgraderinger. Dansk premiere i september.

’Never change a winning team’ som fodboldtrænerne ynder at sige. Måske har Renault skævet lidt til fodboldens verden da den kompakte crossover skulle have det traditionelle midtvejs-facelift, for de er gået forsigtigt til værks. Et hurtigt blik i salgsstatistikkerne forklarer hvorfor: Sidste år langede Renaults forhandlere i Europa 216.000 Captur ud over kantstenen. Et solidt salg der gør Captur til den suverænt bedst sælgende crossover i Europa – ikke bare i sit eget segment, men generelt for alle SUV- og crossover-biler.

Godt gået af den kompakte franskmand, der tog markedet med storm i 2013. Dengang var det stort set kun landsmanden Peugeot 2008, der kunne byde på lidt konkurrence, men siden fik konkurrenterne travlt ved tegnebordet og nu vrimler det med aktuelle og kommende konkurrenter som Opel Crossland X, Kia Stonic, Seat Ateca, Citroën C3 Aircross og Hyundai Kona.

Bagfra er LED-baglygter den mest synlige nyhed på den faceliftede Captur.
Bagfra er LED-baglygter den mest synlige nyhed på den faceliftede Captur.

Med sin solide bestseller-position i ryggen får Captur dog mest kosmetiske opgraderinger. Kofangerne er ændret en smule, mens der er LED-kørelys for og bag – foran i Renaults karakteristiske C-formede signatur.

Indvendig er materialerne forbedret en smule, blandt andet med mulighed for ægte læderrat i topudgaven, der også får blødt de stenhårde plasticflader på instrumentpanel og dørsider en smule op. Sæderne, der er lidt svampede i den nuværende udgave, opgraderes også i de dyrere udgaver af Captur.

Ingen automatisk nødbremse
Hvad angår aktiv sikkerhed kan den faceliftede Captur dog ikke helt køre fra sin alder. Fremover kan Captur ganske vist fås med bl.a. blindvinkel-alarm, men automatisk nødbremse er ikke en del af ansigtsløftningen.

Til gengæld er Captur-programmet fortsat præget af, at Renault ikke fedter med udstyret og fortsat trykker priserne i bund. Billigste Captur med Life-udstyr som aircondition, fartpilot og R&Go multimediesystem begynder ved 164.000 med levering. For 20.000 kroner ekstra rykker man op i Zen-udgaven med bl.a. navigation, alufælge og nøglefri betjening.

Farveglade Renault-fans kan også glæde sig over yderligere et par farver på paletten. Captur fås med særlige fraver til taget, så det er muligt at vælge mellem 30 forskellige farvekombinationer.

Indvendig ligner Captur også sig selv, men de rustikke overflader skal angiveligt være blødt op i den nye udgave.
Indvendig ligner Captur også sig selv, men de rustikke overflader skal angiveligt være blødt op i den nye udgave.

Motorprogrammet pilles der ikke ved. Det består fortsat af tre muligheder: Turbobenzinmotorer med enten 90 eller 120 hk og en enkelt, meget nøjsom dieselmotor med 90 hk og et snitforbrug på 28,7 km/l.

Den fornyede Captur kommer til Danmark i løbet af september.

Læs også testen af originalen fra 2013: Captur har stilen i højsædet

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here