Forskelsbehandling: Brintbiler fritages for afgift

0
295

Det er slut med nul-afgift på el-biler, men brintbiler er fritaget. Afgørende for brintbilens udbredelse, mener dansk importør.

Det danske system for bilafgifter fortsætter med lappeløsninger og undtagelser.

Mens det for ganske nyligt er vedtaget af et flertal i Folketinget, at el-bilernes fritagelse for registreringsafgift skal udfases trinvis, er der fortsat afgiftsfritagelse for brintbiler.

Det betyder uforstyrret udsigt til, at der kommer en stribe nye Toyota Mirai-brintbiler – og senere sandsynligvis Honda FCV’er – ud på de danske veje.

Folketingets beslutning om fortsat at fritage brintbilerne for afgift frem til 2019, mens elbilerne langsomt og frem til 2020 skal helt op på samme afgiftsniveau som andre biler, er vigtig for overhovedet af få løbet den helt nye teknologi i gang, lyder det fra bilbranchen.

“Vi er glade og lettede over, at afgiftsfritagelsen fortsætter. Det betyder, at vi kan fortsætte vores planlægning uhindret,” siger Anders Tystrup, pressechef hos Toyota Danmark til finans.dk og fortsætter:

”For så ny en teknologi er det afgørende for både bilproducenter og tankstationerne, at have de bedste vilkår fra starten,” siger han.

Danmark er foregangsland for brintbiler, og har som det eneste land et helt landsdækkende net af brinttankstationer. Danmark er da også et af kun tre europæiske lande, som får de første Mirai.

I første omgang er afgiftsfritagelsen en billig omgang for statskassen, da der kun indregistreres ganske få brintbiler.

I alt sender Toyota i 2016 beskedne 700 biler ud i Europa. Den danske Toyota-importør får kun tildelt 25 biler, som kan erhvervsleases for 6.000 kr. om måneden.

Mirai kører ca. 500 km på en tankfuld brint, som man i første omgang kan tanke på en halv snes anlæg herhjemme. Topfarten er 180 km/t og 0-100 km/t tiden klares på ca. 10 sekunder.

Læs også: Danmark får Toyota brintbil først

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here