Giv en undervognsbehandling i julegave

Skrøner: Du kan sagtens rustbeskytte bilen om vinteren. Jo før desto bedre, lyder det fra FDM og Teknologisk Institut, der anbefaler supplerende undervognsbehandling til alle biler.

Hvis du ikke lige ved, hvad du skal give din ægtefælle eller partner i julegave, så er en undervognsbehandling af familiens ’motoriserede kane’ måske en idé – selv om hovedparten af danske bilister tror, det er bedst at rustbeskytte bilen om sommeren og dårligst om vinteren.

En ny undersøgelse foretaget af Applus Bilsyn blandt 1.465 bilister viser, at 75 pct., eller omregnet små 2 mio., af landets bilister vurderer, at sommeren er det optimale tidspunkt for at rustbeskytte bilen. Kun én procent svarer ’om vinteren’, mens 24 pct. svarer ’om foråret’ eller ’ved ikke’.

Men bilisterne tager altså fejl af, hvornår det er bedst at rustbeskytte bilen. For sandheden er, at der ikke er nogen årstid, der er bedre end andre.

Det forklarer netvirksomheden Autodo.dk, som formidler rustbeskyttelse mellem kunderne fra godt 120 Applus Bilsynshaller rundt om i landet og 23 lokale rustbeskyttelsescentre.

Bilerne vaskes og tørres
”Det er tilsyneladende stadig en udbredt vurdering blandt danske bilister, at en bil tager bedst imod rustbeskyttelse om sommeren, fordi vejret er mere tørt. Sådan har det været, men ikke længere. I dag vasker centrene først bilerne fuldstændig rene for snavs, salt og is for så at tørre. Det betyder, at de tager optimalt imod rustbeskyttelsesolien. Efter behandlingen er der et optimalt luftmiljø til at tørre bilerne i. Rustbehandlingen er derfor lige effektiv uanset årstiden,” fortæller kvalitetschef Jonas Machholm hos Autodo.

Spørgsmålet er så, om ens bil så trænger til rustbeskyttelse, eller om den kan vente? Det kan du for eksempel få tjekket gratis hos Applus Bilsyn i forbindelse med bilsynet. Men du kan også bare få det konstateret på det autoværksted, hvor du normalt får lavet service på din bil.

‟Er rustbeskyttelseslaget slidt af, er det en god idé at få en ny rustbeskyttelse på bilen med det samme – før vinteren kommer, og der opstår rust,” siger adm. direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen.

Beskyt fra dag ét
Spørger du FDM og Teknologisk Institut, hvornår du skal rustbeskytte din bil, er svaret enkelt: Jo før, jo bedre.

Alle nye biler bør rustbeskyttes fra ny for at forlænge bilens levetid, da bilerne ikke er produceret til det danske klima, lyder anbefalingen.

Teknologisk Institut og FDM fremhæver, at den gælder alle biler – også biler med galvanisering. Og ikke mindst, hvis du vælger at investere i en af mikro-bilerne i 100.000 kroners-klassen, da de som regel er meget sparsomt rustbeskyttet fra fabrikkens side.

FAKTA: Læs alle FDM og Teknologisk Instituts anbefalinger om rustbeskyttelse af bilen her

Læs også: Danskernes favoritbiler mangler rustbeskyttelse

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here