Google bygger sin første bil

0
1056

Google – mest kendt som en populær søgemaskine – testkører fremtidens bil: Et selvkørende ‘kinderæg’, der hverken har rat eller pedaler, men snart kan køre 160 km/t.

Normalt forbinder vi navnet Google med verdens mest udbredte søgemaskine, når vi skal surfe på internettet. Men den amerikanske IT-gigant har appetit på andre brancher. En af dem er bilindustrien – og Google er længere, end de fleste ved.

Siden 2009 har Google udviklet og testet teknik til selvkørende biler. Den mulighed er ikke mindst opstået på grund af Google Maps, der er godt i færd med at kortlægge hele verden, baseret på fotooptagelser af alverdens veje – også kendt som Google Street View og Google Earth.

Google ligger inde med så enorme kortdata, at firmaet har opnået en førerposition, når det gælder den viden, der skal bruges til at udvikle selvkørende biler. Google samarbejder allerede med flere store bilmærker om at udvikle selvkørende biler og forleden viste IT-giganten så prototypen på deres egen, selvkørende bil.

Den slags har vi hørt om før. Bilfabrikker som Volvo, Mercedes og Toyota er langt fremme med autonome biler, men Google tager teknikken et skridt videre. Prototypen, der for første gang blev sluppet løs for offentligheden på en lukket, californisk parkeringsplads, ligner ikke blot et forstørret Kinderæg på hjul. Bilen er også uden rat og pedaler og klarer sig altså fuldstændig uden input fra sine to passagerer.

Ifølge Sergej Brin, medgrundlægger af Google, skyldes det en radikal nytænkning af bilen. I fremtidens metropoler drømmer man nemlig ikke om at eje sin egen bil. Fremover vil bilen blive betragtet som en service. Derfor tilkalder du en førerløs Google-mobil via din smartphone, der så kommer og samler dig op og kører dig til dit bestemmelsessted, inden den selv parkerer eller måske kører videre efter næste passager.

For nutidens bilister – især dem, som godt kan lide at køre bil – lyder det måske som et science fiction mareridt. Men ikke for de yngre generationer. Er man født på denne side af årtusindeskiftet, vil man hellere eje en smartphone end sin egen bil. Fod på egen speeder er ikke længere den ultimative, materielle drøm – og det afspejles meget godt af de kommentarer, der følger med YouTube-videoen af Google-bilen. Især personer, der endnu ikke er gamle nok til at have kørekort, udtrykker begejstring.

Foreløbig er der dog tale om en prototype, der højst kan køre 40 km/t og endnu ikke bliver sluppet løs i rigtig trafik. Lygterne, der forestiller menneskeøjne, er da også kun klistret på det æggeformede karrosseri. Men ifølge Google er teknikken allerede nu så udviklet, at Google-mobilen – trods manglen på rat og pedaler – vil være væsentligt sikrere at køre i end en almindelig bil. Det gælder også, når teknikken snart er finpudset, så den selvkørende bil kan køre helt op til 160 km/t.

Ifølge Google kan man allerede om to år være klar til at lancere den selvkørende bil på markedet. Andre eksperter regner med, at autonome biler får sit kommercielle gennembrud på det vigtige tyske bilmarked i 2020.

Se video her om Googles selvkørende prototype.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here