Gratis forsikring er Renaults nye våben i priskrigen

0
266

Priskrigen fortsætter i bilernes mindste klasser. Nu lokker Renault med et års gratis forsikring på Twingo og Clio. For unge bilister svarer det til en årlig besparelse på mere end 10.000 kr.

Alle midler tages i brug i den stadig mere tilspidsede kamp om kunderne. Det gælder især blandt de mindste biler, hvor godt en håndfuld modeller nu sælges for 80.000 kr. Meget billigere bliver det næppe og så skal der alternative tilbud til for at lokke kunder i butikken. Hos Renault hedder lokkemidlet ét års gratis forsikring på Twingo og Clio – uanset køberens alder.

Særligt for unge førstegangs-bilejere kan det være en god forretning. Ifølge Renault svarer det til at bilister under 25 år sparer op til 11.430 kr. på forsikringen det første år. Selvrisiko slipper man dog ikke for. Bilkøbere under 25 år må selv betale de første 5.000 kr. af en eventuel skade, bilkøbere over 25 år slipper med 3.000 kr.

”Alle ved at kombinationen af ungdom og bilforsikring er en dyr affære. Men med Renaults nye tilbud, hvor bilforsikringen er betalt, hvis man finansierer gennem Renault Finans, slipper man for en dyr forsikring, som nogle gange er det, der sætter en stopper for bildrømmene”, siger pressechef Søren Hyltoft hos Renault Danmark.

Renault skal finansiere billånet
Den gratis forsikring er altså kombineret med et krav om at finansiere bilkøbet gennem Renault finans. Med en rente på 3,95 procent ligner det dog også et fornuftigt tilbud for de førstegangs-købere, der ikke har en brugt bil at bytte med, men selv skal finansiere hele den nye bils pris.

Gratis forsikring og lav rente er kun et supplement til de tilbuds-priser, der præger småbilsmarkedet i disse måneder. Således er fortsat klækkelige kontantrabatter på Renaults mindste modeller: 10.000 kr. på Twingo, mens Renault giver 40.000 kr. for din gamle bil, uanset stand, hvis du køber en Clio.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here