Her er Audi’s Tesla-udfordrer

0
238

500 km rækkevidde, 500 hk og firehjulstræk pakket ind i skarpt SUV-look er Audi’s opskrift på, hvordan man bryder Teslas dominans blandt luksus-elbiler.

Op til septembers store biludstilling på tyskernes hjemmebane i Frankfurt, viser Audi de første, tegnede skitser til en eldrevet SUV, der formentlig får navnet Q6 e-tron.

Smagsprøven skal vise, at Audi gør sig klar til at tage udfordringen op fra californiske Tesla, der i dag sidder tungt på markedet for luksuriøse elbiler. Senere i år lancerer amerikanerne den længe ventede SUV Tesla X, der forventes at blive et endnu større hit end sedanen Tesla S. Dermed begynder Tesla at ligne en reel trussel for andre luksusmærker i en tid, hvor bilverdenen gør sig klar til at omstille til andre drivmidler som el og brint. En omstilling, der giver nye, teknologistærke mærker som Tesla en reel mulighed for at etablere sig blandt bilindustriens gamle giganter.

Ifølge Audi får den eldrevne SUV en rækkevidde på mere end 500 km – altså endnu mere end de 480 km, som den bedste Tesla tilbyder i dag. Rækkevidden er opnået ved hjælp af flere teknologiske kraftspring: Batterierne er en ny generation, en helt glat bund og bevægelige flapper på karrosseriet sørger for en rekordlav vindmodstand på 0,25 Cw og endelig sparer en ny platform vægt.

Batterierne er placeret midt i bilen under gulvet for at opnå det lavest mulige tyngdepunkt. Der er tre elmotorer – en foran og to bagude og dermed er Audis elektriske SUV også en firehjulstrækker, eller Quattro som Audi kalder det. Tyskerne opgiver ingen tekniske data for stilstudiet, men ifølge flere medier yder de tre elmotorer tilsammen, hvad der svarer til 500 hk og et moment på hele 700 Nm. Holder det, bliver bilen også på præstationer en reel Tesla-udfordrer.

Betjeningen sker ved hjælp af adskillige trykfølsomme skærme i den elektriske Audi-SUV.
Betjeningen sker ved hjælp af adskillige trykfølsomme skærme i den elektriske Audi-SUV.

Mellem Q5 og Q7
Bilen er relativt stor: Mindre end den enorme Q7, men længere end Q5. Massive sider og smalle vinduer sørger dog for en muskuløs og atletisk fremtoning i en stil, som Audi har døbt ’Aerostethics’.

Indvendig bliver betjeningen domineret af adskillige trykfølsomme skærme i høj opløsning – et designfif, som Audi låner fra netop Tesla.

Audi lover, at den endelige, produktionsklare el-SUV begynder at trille af samlebåndene i slutningen af 2018. Der er altså hele tre år til, og det understreger, at Tesla fortsat fører stort i elbils-kapløbet. Audis udfordrer ser spændende ud, men Tesla vil både lancere den lignende Model X samt en mindre elbil i Golf-klassen, inden Audi er klar med mærkets første, seriefremstillede elbil. Det skal blive spændende at se, om tyskerne når at indhente Teslas forspring.

Læs også: Tesla X kommer til efteråret

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here