Høje brændstofpriser får os til at køre mindre

brændstofpriser

Voksende olie- og brændstofpriser, der nu øges af invasionen af Ukraine, får mange bilister til at ændre deres kørsel, viser ny undersøgelse.

Prisen på olie er tæt knyttet sammen med prisen på benzin og diesel, og de galoperende oliepriser, især grundet krigen i Ukraine resulterer i, at mange bilister kører mindre for at sænke kørselsomkostningerne.

I en ny undersøgelse foretaget af Applus Bilsyn i februar bliver 1.322 bilister spurgt, om de stigende benzin- og dieselpriser påvirker deres brug af bilen? Her svarer næsten hver femte bilist, at de kører mindre på grund af stigende brændstofpriser. Ca. 14 procent svarer, at de overvejer at lade bilen stå i garagen som følge af de høje priser.

”Jeg forstår godt, at en del bilister vælger at køre mindre, fordi der er flere hundrede kroners forskel på at tanke bilen op en, to eller tre gange om måneden. Samtidig spiller det sandsynligvis også ind, at danske forbrugere ovenikøbet oplever stigende energipriser i husstanden på både vand, varme og elektricitet. Det kan betyde, at flere leder efter steder at spare og derfor bl.a. skærer i bilkørslen,” siger John Gantzhorn, teknisk konsulent hos Applus Bilsyn i en pressemeddelelse.

Ukraine-krise kan øge prisen yderligere

Undersøgelsen blev afsluttet lige inden Rusland invaderede Ukraine. Derfor kan tallet blive højere i de kommende uger, hvis priserne – som forventet – stiger yderligere, oplyser Applus Bilsyn.

En liter oktan 95 blyfri benzin kostede 1. marts 2022 15,09 kroner i listepris hos OK Benzin. Til sammenligning kostede den under 10 kroner i foråret 2020, lige efter at corona lukkede Danmark ned. Altså en stigning på over 5 kroner pr. liter og mere end 50 procent på knapt to år.

Udviklingen i prisen på en liter diesel har været tilsvarende stejl.
Den koster i dag 13,69 mod 8,59 kroner i april 2020. En stigning på næsten 60 procent.

Både benzin og diesel er dermed markant dyrere end før corona-pandemien pressede priserne ned.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here