Kør trygt på helårsdæk – også i din SUV

0
helårsdæk
Helårsdæk bliver stadig bedre. Ikke bare til små biler med beskedent kørselsbehov. Nu er de også gode nok til store, tunge SUV-biler, fastslår tysk test.

Helårsdæk er noget bras, der til nød kan bruges til de helt små biler af bilister med et meget beskedent kørselsbehov. Og hvis sneen endelig falder, bør du nok lade bilen stå og tage bussen i stedet…

Sådan har automatreaktionen ofte lydt, når talen er faldet på helårsdæk. Den forkætrede dæktype der kombinerer egenskaberne fra sommer- og vinterdæk har altid haft svært ved at blive accepteret.

Men de senere år er der sket noget. I USA og Asien har man i årtier kørt på helårsdæk. Nu vinder de også frem blandt kræsne bilister i Nordeuropa. God hjulpet af ny teknologi og stadig fugtigere og mindre hvide vintre.

Resultat ‘gør indtryk’

I det tyske bilmagasin AutoBilds seneste dæktest vinder helårsdæk yderligere terræn. Sædvanligvis seriøse AutoBild har denne gang testet helårsdæk i størrelse 17-tommer til mellemstore SUV-biler som f.eks. VW Tiguan, Honda CR-V og Audi Q5. De tyske dæktestere er selv overraskede over resultatet, som de mener ‘gør indtryk’ og ligger ‘forbløffende tæt’ på rene sommer- og vinterdæk.

Kort fortalt skyder de bedste helårsdæk alle kendte fordomme ned. De formår faktisk at forene egenskaberne på vinter- og sommerdæk: De står godt fast på sne og is og har samtidig korte standselængder på tør asfalt. Til overflod er både støjniveau og slid lavt. Især det sidste er overraskende, for rent teknisk er helårsdæk mere et vinter- end et sommerdæk. Gummiblandingen er blød og mønstret lidt grovere, men ifølge AutoBild giver det hverken mere støj eller slid.

Kun hvis man sammenligner helårsdæk med de bedste dæk til henholdsvis sommer- og vinterbrug, bliver de overgået. Men altså på ingen måde udkonkurreret. De bedste helårsdæk kører uden problemer lige op med gennemsnitligt gode sommer- og vinterdæk.

AutoBild konkluderer, at helårsdæk – selv til større SUV-biler – er blevet et reelt alternativ. Kører du på helårsdæk sparer du også udgifter til et ekstra sæt dæk og eventuelt dækhotel samt tid og udgifter til det halvårlige dækskift.

Michelin og Bridgestone er bedst

Ret beset kører du også altid på relativt frisk gummi, fordi du slider dækkene op i løbet af tre-fire år. Skifter du mellem sommer- og vinterdæk, kan dækkene måske blive dobbelt så gamle, inden mønstret er slidt ned. Og det er et minus, fordi jo ældre dækket er, desto hårdere bliver gummiet og så reduceres vejgrebet.

AutoBilds test af helårsdæk bliver ikke mindre troværdig af, at det for en gangs skyld ikke er et tysk dækmærke, der vinder. Hæderen går i stedet til franske Michelin og japanske Bridgestone. De to vinder-helårsdæk får begge prædikatet ‘forbilledlig’ og er uden svagheder. Begge formår den svære kunst at stå fast på is og sne i vinterføre og samtidig styre og bremse effektivt på både tør og regnvåd asfalt i sommertemperaturer. Ret imponerende for det svarer faktisk til den kendte disciplin at have mel i munden og blæse samtidig…

Du kan læse bedømmelsen af de 10 testede helårsdæk herunder:

Test af 10 helårsdæk

Størrelse 235/65 R 17 tommer til bl.a. VW Tiguan, Honda CR-V og Audi Q5

1. Forbilledlig: Bridgestone Weather Control A005
Allround-talent med fremragende egenskaber under alle vejrforhold. Høj styrepræcision og dynamisk opførsel på våd vej. Kort bremselængde på tør og våd vej.

1. Forbilledlig: Michelin CrossClimate SUV
Imponerende på sne og is, dynamisk-sportslig opførsel på tør vej, højeste sikkerhedsreserver ved aquaplaning og præcise styreegenskaber.

3. Godt: Continental AllSeasonContact
Allround-talent med bedste vinteregenskaber, sportslig på våd vej, præcis styring med god feedback og lav rullemodstand. Svagheder: Let forlænget bremselængde på tør vej.

3. Godt: Hankook Kinergy 4S² X
Premiumdæk med stærke vinteregenskaber, høj sikkerhedsreserve ved aquaplaning, dynamisk opførsel på våd vej og støjsvagt. Svagheder: Let forlænget bremselængde på tør vej.

5. Godt: Goodyear Vector 4Seasons Gen-2 SUV
Helårsklassiker med afbalancerede egenskaber, stabile køreegenskaber under alle vejrforhold og særlig lavt støjniveau. Svagheder: Let forlænget bremselængde på tør vej.

6. Tilfredsstillende: Falken EuroAll Season AS 210
Høj traktion og kort bremselængde på sne og god mod aquaplaning.
Svagheder: Let forlænget bremselængde på våd vej, understyring på våd og tør vej.

7. Tilfredsstillende: Toyo Celsius
God i sne.
Svagheder: Middelmådigt vejgreb og understyring på våd og tør vej, forsinket styrereaktion og forhøjet rullemodstand.

8. Ikke anbefalelsesværdigt: Kleber Citilander
Gode vinterkvaliteter, god komfort.
Svagheder: Kun tilfredsstillende egenskaber på tør og våd vej, forsinket styrereaktion, svømmende opførsel på tør vej og lang bremselængde på våd vej.

9. Ikke anbefalelsesværdigt: Nankang Cross Seasons AW-6 SUV
God på sne, fair pris.
Svagheder: Begrænset vejgreb på tør og våd vej, farligt lang bremselængde på våd vej, svømmende opførsel på tør og våd vej.

10. Ikke anbefalelsesværdigt: Pirelli Scorpion Verde All Season
Støjsvagt, god pris.
Svagheder: Middelmådigt vejgreb på sne og våd vej, ringe sikkerhed mod aquaplaning, understyring på våd vej og farligt lang bremselængde på våd vej.

En varm anbefaling i en kold tid til helårsdæk

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation