Mazda 6 får skærpet stilen

Et bredere smil og et helt nyt, lækkert interiør skal holde stormtropperne fra Ford og VW på afstand, når næste års Mazda 6 ruller ud på slagmarken.

Efter næsten to år, hvor det normalt så blodige firmabil-marked næsten har lignet et øde ingenmandsland, er fronterne atter trukket op. Ford er langt om længe klar til at lange nye Mondeo’er over disken, og klassens feltmarskal VW Passat, har fået helt ny uniform med længere mellem pressefolderne.

Mazda 6, som kom i 2012, har nydt godt af at være eneste friske indslag på markedet, men helt i mærkets ånd, har den store japaner ikke tænkt sig at strække våben, bare fordi tyskerne opruster.

Støjisoleringen er forbedret 10 pct.
Med en helt ny, dybere grill med mere “3D-effekt”, nye LED-forlygter og ikke mindst en helt gennemrenoveret kabine, vil Mazda 6 fortsat friste de mest friske af firmabilisterne.

Siden 626 blev til 6 har Mazda gjort, hvad det har kunnet, for at opbygge et image som klassens køreglade alternativ. Det gælder fortsat i seneste aftapning, selv om 6’eren gradvist er blevet mere tyst og komfortabel.

Således lover japanerne også, at den faceliftede model har fået forbedret støjisoleringen med 10 procent – og op til 25 procentm når bilen kører på særligt ujævne overflader.

Motorprogrammet er uændret
Fans af det direkte styretøj, den kontante affjedring og det knivskarpe klik-klik-gearskifte har dog ingen grund til at frygte, at 6’eren er blevet udvandet.

Mazda 6 kabinen får den store tur med bedre materialer og ny, nærmest svævende trykfølsom skærm.
Mazda 6 kabinen får den store tur med bedre materialer og ny, nærmest svævende trykfølsom skærm.

Ifølge Mazda bliver der nemlig ikke pillet ved bilens grundlæggende egenskaber, ligesom motorprogrammet, der består af hele Skyactiv-programmet, kører uændret videre i den nye bil.

Ét område, hvor Mazda har fået lidt kritik i den direkte sammenligning med Mondeo og Passat er i kabinen. Selv om ergonomien er i top, kan 6’er-stuen fremstå en kende dyster med dens sort-i-sort-design.

Her sætter Mazda nu ind med en grundig opdatering. Hele det eksisterende instrumentbord er blevet flået ud og erstattet med et, der minder kraftigt om det, du finder i den kække Mazda 3. Den integrerede touch-skærm er trukket ud og sidder for sig selv i toppen af panelet, materialerne er angiveligt af en højere kvalitet end hidtil og sidst men ikke mindst kan 6’eren nu udstyres med kontrast-hvid læder på dele af instrumentbordet.

Håndbremsen er elektronisk
Som en lille kuriøs slutbemærkning kan nævnes, at Mazda 6 nu desuden endelig fås med elektronisk parkeringsbremse.

Skidt hvis du er typen, der elsker at lave håndbremsevendinger, godt hvis du er typen, der holder af aflæggerplads, armlæn og kopholdere.

Læs også testen: Diesel klæder Mazda 6 stationcar 

carstenn@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here