Mini dumper priserne

Det britiske bil-ikon har altid været berygtet for maxi-priser, men markante prisfald gør pludselig Mini til et realistisk køb. Besparelser på op til 96.000 kr.

Meget kan man man sige om Mini, men priserne har der aldrig været noget småt over. Vil man nyde det britiske stil-ikon med de fabelagtige køreegenskaber og den britiske coolness så slidstærk som Rolling Stones’, er det bare at betale ved kasse ét: 237.000 kr. for basismodellen med tre døre, 75 hk og en udstyrsliste, der vil få en Hyundai til at ruste af skam, er immervæk en pris, der kan få selv den mest stoiske englænder til at løfte begge øjenbryn af bar misbilligelse…

Nu kan englænderen – og alle os andre – passende vippe med bowleren i stedet. Mini følger den generelle stemning af udsalg på bilmarkedet og sætter priserne ned.

Ganske eftertrykkeligt endda. Førnævnte basis-Mini bliver 34.000 kroner billigere og begynder altså ved 203.000 kr. inkl. levering. Stadig pebret javel, men Mini begynder at ligne et realistisk alternativ til de lidt mere kostbare konkurrenter i klassen som Alfa MiTo, Citroën DS3 og VW Polo.

Rigtigt sjovt bliver det, hvis man er i markedet efter en åben bil: Cabriolet-udgaverne af Mini får barberet op til 96.000 kroner af de tidligere, vejledende priser. At det er en mærkbar økonomisk bet for de danskere, der for nylig har investeret i en Mini, er en helt anden og mindre god historie…

Besparelser på udvalgte Mini-modeller (inkl. lev.):

(Model: Ny pris/Du sparer)
Mini Cooper: 241.000 kr. /57.000 kr.
Mini Cooper D: 257.000 kr./ 55.000 kr.
Mini Cooper Cabrio: 338.000 kr./ 71.000 kr.
Mini One Clubman: 251.000 kr. /57.000 kr.
Mini Cooper D Countryman: 349.000 kr. /25.000 kr.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here