Minister: Antallet af elbiler skal fordobles i 2014

Minister for klima, energi og bygninger, Martin Lidegaard (R), der selv har en elbil som ministerbil, vil gøre det lettere at være elbilist i Danmark.

Skal man tro ministeren, venter der måske elbilen en form for gennembrud herhjemme i 2014. Det fortæller han til Politiken.

”Mit mål er, at vi får fordoblet antallet af elbiler i år. Vi har cirka 1.580 biler nu, og vi skulle gerne op på lidt over 3.000 i den samlede bestand”, siger han til Politiken fra bagsædet af sin nye ministerbil – den amerikanske Tesla Model S (billedet).

Den udmærker sig blandt andet ved at have en rækkevidde på op til 502 kilometer på en enkelt opladning af batteriet. Og det var det, der fik Martin Lidegaard til at skifte fra diesel til el. Han havde i nogen tid ønsket sig en elbil som ministerbil, men først med Teslaens ankomst på markedet sidste år kom der en bil, der kan opfylde en ministers kørselsbehov.

Ministeren vil også gerne gøre det lettere for andre elbilister at komme rundt i landet. Ifølge Martin Lidegaard er der fra statens side iværksat en udbudsrunde, som skal give flere ladepladser til elbiler på motorvejsnettet gennem Jylland, Fyn og Sjælland. Dertil kommer, at Tesla vil opføre sit eget net hurtigladere tre steder i landet – ved Farøbroen, Odense og Aarhus. Dog forbeholdt Teslas biler.

Regeringen bruger også kontante lokkemidler for at få flere elbiler på gaden, fortæller han til Politiken.

Vi har afsat 40 millioner kroner til såkaldte strategiske partnerskaber med kommuner og private virksomheder, der gerne vil afprøve elbiler. Vi kan give tilskud til eksempelvis ladestandere. Og der er helt overvældende interesse for det. Så på det grundlag tør jeg godt sige, at vi får en vækst, når det gælder elbiler”, siger Lidegaard.

Selv om Tesla og de andre el-biler herhjemme er fritaget for registreringsafgift tyder meget dog på, at der skal mere til for at gøre de danske bilister elektriske. Mens bilsalget slog alle rekorder i 2013, er salget af miljøvenlige elbiler nemlig fladet ud. Således blev der kun solgt 647 eldrevne biler herhjemme i 2013 – en tilbagegang fra 663 i 2012. Også selv om f.eks. Tesla S kom på markedet i 2013, og forbrugerne generelt fik flere el-biler at vælge imellem. Dermed står elbilerne for beskedne 0,3 pct. af det samlede danske bilsalg på 182.198 biler.

Elbiler boomer i Norge
Udviklingen i Norge går stik modsat. Her blev salget af elbiler fordoblet i 2013. Mens det danske elbil-salg stagnerer, sætter det nemlig rekord hos vores broderfolk. Sidste år kom der 10.496 nye elbiler ud at køre på de norske veje. Dermed blev den samlede bestand af elbiler næsten fordoblet til godt 20.000 køretøjer ifølge tal fra Norsk Elbilforening.

I Norge gør man dog også en særlig indsats for at få flere elbiler på vejene. Som herhjemme er eldrevne biler fritaget for afgifter, men hertil kommer flere kontante fordele for norske elbil-ejere: I Norge slipper elbiler også for moms, må køre i busbaner, har gratis parkering, er fritaget for at betale bompenge og beskattes særligt lempeligt som firmabiler. Endelig er den norske strøm væsentligt billigere end den danske.

I Danmark er der til sammenligning opstået usikkerhed om elbilens fremtid, fordi regeringen endnu ikke har besluttet, om afgiftsfritagelsen for elbiler også skal gælde efter 2015, hvor den nuværende ordning udløber.

Læs også: Danskerne er ligeglade med elbiler  

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here