Ny fransk Cactus er kun til Kina

C3-XR er en Citroën Cactus til kineserne – og kun dem: Citroën sender ikke den mere afdæmpede C3-XR til Europa af frygt for at stjæle kunder fra søsterbilen Peugeot 2008.

Mens en gigant som Ford laver ‘verdensbiler’, går andre bilmærker imod ‘samme-model-til-hele-verden’ filosofien.

Et godt eksempel er franske Citroën, der i stigende grad gør en dyd ud af at skræddersy en række nye bilmodeller til det enorme kinesiske marked. Vi har tidligere set særlige Kina-udgaver af både den almindelige C- og den mere luksusprægede DS-serie, og nu er turen kommet til en kompakt crossover målrettet det kinesiske marked.

Navnet er C3-XR, og den er interessant, fordi den giver et ret præcist indtryk af, hvordan en ‘one-size-fits-all’ Cactus kunne have set ud, hvis ikke franskmændene havde haft modet til at lancere den innovative Cactus til os europæere.

C3-XR er nemlig baseret på samme teknik som Cactus, men designet er væsentligt mere mainstream. Ifølge Citroëns nye topchef, Linda Jackson, er C3-XR nøje designet til det kinesiske marked, hvor man ønsker god indvendig plads, biler der ser store ud og næsten altid har automatgear.

Af samme grund kører C3-XR med en 1,6 liters motor med fire cylindre modsat den tre-cylindrede 1,2 liter med eller uden turbo, der trækker Cactus.

Ifølge Citroën selv passer den næsten teknisk identiske Cactus bedre til europæisk smag – og derfor udelukker den franske bilfabrik også at sende C3-XR til Europa, selv om den måske kunne samle nogle af de købere op, der måske finder Cactus lige lovlig fræk.

Økonomisk vil det formentlig heller ikke kunne betale sig for Citroën. Dels ønsker man ikke at stjæle salg fra søsterbilen Peugeot 2008 i den fælles Peugeot-Citroën koncern PSA, dels skal C3-XR udelukkende fremstilles i Wuhan i Kina.

C3-XR spiller en vigtig rolle i Citroën ambitiøse vækstplaner for ‘riget i midten’: Allerede i dag sælger Citroën omkring 40 pct. af sine biler i Kina, men franskmændenes målsætning er, at mere end hver anden Citroën skal sælges i Kina i den nærmeste fremtid.

Læs også: Cactus er en funky flyder

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here