Ny Variant: Lettere, rummeligere VW Passat på vej

I løbet af foråret 2014 er VW klar med 8. generation af den populære firma- og familiebil. Modulplatform letter VW Passat for 80 kg.

VW Passat den 8. er så småt på vej. Ifølge det tyske bilblad Auto Bild ruller arvtageren til den nuværende Passat, som kom på markedet i 2010, ud fra fabrikken til næste år – sandsynligvis i maj. Limousine og Variant – Volkswagen–sprog for stationcar – lanceres samtidig, hvilket er nødvendigt, da Passat-købere foretrækker stationcarudgaven.

Passat VIII bygger på den såkaldte MQB-platform, der er skalérbar og dermed også danner grundlag for Polo og Golf VII. Det betyder, at den nye variant af Passat sandsynligvis kan byde på mere plads i kabinen. Ifølge Auto Bilds oplysninger vokser akselafstanden nemlig med otte centimeter til 2,79 meter, hvilket især kommer bagsædepassagererne til gode, på trods af, at bilen med en længde på 4,75 meter bliver to centimeter kortere.

Også bagagerummet vokser – fra 603 til 625 liter.

I forhold til den nuværende Passat forventes det, at Passat VIII slanker sig med cirka 80 kg. Det giver både bedre præstationer og lavere brændstofforbrug.

Motorprogrammet ser ifølge Auto Bild sådan ud: På benzinsiden er indgangsmotoren den 1,4 liters med 122 hk, mens toppen bliver en 2,0 TSI med hele 279 hk. Dieselmotorerne strækker sig fra 109 hk til 231 hk. (se i øvrigt faktaboks herunder)

Passat har for ganske nylig fejret 40 års jubilæum. I juli måned 1973 blev den første Passat, designet af Giugiaro, sendt på markedet. I starten af 1974 fulgte stationcarversionen, som i dag tegner sig for over 70 pct. af Passat-salget.

Fakta: Motorer i Passat VIII:

Benzin:
1.4 TSI, 122 hk/200 Nm
1.4 TSI, 150 hk/250 Nm
1.8 TSI, 184 hk/300 Nm
2.0 TSI, 224 hk/350 Nm
2.0 TSI, 279 hk/400 Nm

V6-motoren forsvinder dermed helt ud af motorprogrammet.

Diesel:
1.6 TDI, 109 hk/250 Nm
2.0 TDI, 150 hk/340 Nm
2.0 TDI, 184 hk/400 Nm
2.0 TDI, 231 hk/600 Nm

Kilde: Auto Bild

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here