Nyt tilbud: Privatleasing uden udbetaling

Peugeot forsøger at genstarte privatleasing ved at droppe udbetaling og kreditgodkende kunderne automatisk. Men nærlæser man tallene, er det en tvivlsom forretning for forbrugerne.

Privatleasing var hot sidste år, men efter et regeringsindgreb i foråret har der været langt mellem de gode tilbud. Nu forsøger flere bilmærker at genoplive den tidligere så blomstrende forretning.

Peugeot går mest radikalt til værks. Under navnet Peugeot Express tilbydes privatleasing uden den forkætrede udbetaling/engangsydelse, der sædvanlig plejer at koste mellem 15.000 og 30.000 kr. Kravene til kundens kreditværdighed er også tonet ned. Blot man er 21 år gammel, har en månedlig bruttoindkomst på 15.000 kroner og i øvrigt ikke er opført i Ribers kartotek over dårlige betalere, er man godkendt af Peugeot.

Dermed har man adgang til at lease eksempelvis den nye Peugeot 208 fra 2.800 kr. om måneden over 36 måneder. Den lille 107 kan presses ned i 2.400 kr. månedligt med et årlig kørselsbehov på 15.000 km.

Men regner man på tallene er tilbuddet ikke specielt attraktivt: Efter tre år har man nemlig betalt 86.000 kroner for at køre i den mindste Peugeot 107. En ny kan købes for 84.000 kr.  Med lidt held indbringer den omtrent det halve, hvis den sælges efter tre år – dermed ligner privatleasing fortsat en dyr fornøjelse.

En anden udfordring for især unge privatleasere er, at de selv skal ud at forsikre bilen. For førstegangs bilejere vil det typisk koste 2.000 – 3.000 kroner om måneden at opnå kaskoforsikring.

Peugeot er ikke alene i forsøget på at sparke nyt liv i privatleasing. Fiat lokker med relativt attraktive 1,700 kr. i månedlig ydelse for Fiat 500. Det er tæt på de 1.500 kr. fra før indgrebet, der gjorde Fiat 500 til et ægte privatleasing-hit. Til gengæld er førstegangsydelsen hævet til 25.000 kr. og så er fordelen knapt så indlysende.

Hos Fiat’s fine ”storesøster”, smukke Alfa, kan man eksempelvis privatlease den kompakte MiTo til priser fra 2.500 kr. eller den større Giulietta fra 3.500 kr. månedligt. Men også her er der et minus, der fortsat får privatleasing til at se pebret ud: Engangsydelserne på henholdsvis 30.000 og 35.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here