Opladelige biler står nu for en fjerdedel af bilsalget

0
Ladehybriden VW Golf GTE fra 2019, er en af de 'gamle' biler, der beholder alle stjerner i NCAP-testen.

Salget af opladelige biler går hurtigere end forventet. Knap 25 procent af de nye biler i den forgangne måned havde elmotor og opladerstik.

15.526 indregistreringer i april viser, at salget af nye biler har vristet sig fri af krisen. Særligt når man sammenligner med bilsalget i januar og februar 2021, hvor samfundet var lukket ned.

I årets første fire måneder er der kommet 59.423 nye biler ud på de danske veje. Det er på niveau med samme periode i 2020, som også var præget af nedlukninger.

”Bilsalget i 2021 har haft en meget svær start pga. corona-nedlukningen. Dog har vi de sidste par måneder set, at bilsalget har gjort flot comeback og allerede har indhentet det tabte. Vi håber, at denne udvikling vil fortsætte med at blomstre resten af året,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

Opladelige biler fortsætter fremgang

De grønne teknologier satte et markant aftryk på bilsalget i den forgangne måned. Hver fjerde nyregistrerede bil var enten en opladningshybrid eller en elbil. Særligt ladehybriderne markerede sig ved at udgøre hele 18,3 procent af nyregistreringerne. Elbilerne stod for 6,5 procent af de nyregistrerede biler i april.

”Udbredelsen af opladelige biler går hurtigere end forventet. Hvis stigningstakterne fortsætter i samme tempo, stiller det for alvor krav til, at vi hurtigt får udbygget lade netværket i hele Danmark,” siger Mads Rørvig.

Med 15.526 nyregistreringer i april kom bilsalget lidt ned på jorden igen efter et stærkt comeback i marts, hvor 23.734 nye personbiler fik nummerplader på – flere end i januar og februar tilsammen.

Statistikken over de mest solgte mærker og modeller i april er endnu ikke klar fra De Danske Bilimportører.

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation