Et mere luksuspræget image skal adskille Peugeot mere fra Citroën og hjælpe PSA-koncernen over et rekordstort 2012-underskud på næsten 40 mia. kr.
PSA-koncernen, der med mærkerne Peugeot og Citroën er Europas næststørste bilproducent, kom ud af 2012 med et rekordstort underskud på 5 mia. euro (ca. 37 mia. danske kr.) Det får nu den franske bilproducent til at skifte strategi, rapporterer branchebladet Automotive News: Fremover skal Peugeot være det fine og lidt dyrere bilmærke, mens Citroën skal fortsætte som det brede mainstream-mærke, der hverken er luksus eller discount.

Hvordan det ændrer Peugeot-modellerne er endnu uvist, men ifølge Automotive News er GTI-udgaven af Peugeot 208 og den kommende crossover-udgave af samme model, Peugeot 2008, eksempler på, hvordan Peugeot fremover vil adskille sig fra konkurrenterne. Midlerne er mere livsstil, sport og køreglæde – bløde værdier som Peugeot forventer at de kan forlange flere hårde kontanter for. Faktisk fik Peugeot mere for deres biler i 2012 end året før – til trods for en markant nedgang i salget på 13 pct. Peugeot og Citroën har været særligt hårdt ramt af den fortsatte økonomiske krise i Sydeuropa, fordi koncernen har sine største markeder i lande som Frankrig, Spanien, Portugal og Grækenland.
Kendt men vanskelig strategi
Strategien om at løfte et bilmærkes image op i prestige-klassen for derved at kunne forlange tilsvarende prestige-priser, er lige så velkendt som den er vanskelig. For få år siden forsøgte Opel det samme – uden held. ”Det er nemt nok at føje mere indhold til et bilmærke for at gøre det mere attraktivt for bilkøberne, men det kan tage år før kunderne faktisk reagerer på det”, forklarer Philippe Houchois, en analytiker hos investeringsbanken UBS til Bloomberg TV.
Udover planerne om at tilføre Peugeot mere prestige, skal PSA-koncernen gennem en skrap sparekur. Sidste år fandt PSA’s ledelse besparelser for mere end 8 mia. kr., og i 2013 skal der spares yderligere 7 mia. kr. Det er også nødvendigt, for PSA taber angiveligt mere end 50 mio. kr. hver eneste dag.