Pick-up’er på optur i Europa

Amerikanerne elsker dem og nu satser flere mærker på at sælge flere pick-up’er på det europæiske marked. Mercedes, Renault og Fiat vil ind på et marked, der er domineret af Ford og Nissan.

I USA, Guds og bilernes eget land, dominerer pick-up’erne bilsalget. Amerikanerne elsker den solide og rustikke biltype med lad, hvor du kan have alt fra værktøj til byggematerialer ad libitum og som kan trække båden, hestetraileren eller den helt store campingvogn uden problemer.

På vore breddegrader er vi mindre begejstrede. Her rynker vi lidt på næsen af teknikken med stiv chassisramme, grove køreegenskaber og solid tørst. Derfor er biltypen mest udbredt hos gartnere og anlægshåndværkere, der virkelig har brug for en pick-up til hverdagens hårde slid. Så mens amerikanerne købte næsten halvanden million pick-up trucks i første halvdel af 2017, nåede det tilsvarende tal for Europa kun lige over 80.000 styk.

Men den forskel vil flere europæiske bilmærker nu lave om på, skriver branchebladet Automotive News Europe. Mercedes, Renault, Fiat og VW øjner muligheder for at udfordre de japanske mærker Nissan, Toyota og Mitsubishi samt amerikanske Ford, der hidtil har siddet ret alene på det begrænsede, europæiske marked for pick-up’er.

Nissan Navara er den tredje mest solgte pick-up i Europa. Mercedes og Renault laver deres egne udgaver i et forsøg på at få en bid af det voksende pick-up marked.
Nissan Navara er den tredje mest solgte pick-up i Europa. Mercedes og Renault laver deres egne udgaver i et forsøg på at få en bid af det voksende pick-up marked.

Marked fordoblet på fem år
Markedet er faktisk allerede i vækst. I årets første seks måneder steg det europæiske salg af mellemstore pick-up’er som bestselleren Ford Ranger med 19 procent. Fortsætter udviklingen, vil det årlige pick-up salg i Europa for første gang runde 200.000 – en fordobling på blot fem år. Der er med andre ord penge at tjene – også fordi flere bilmærker forudser, at det vil gå pick-up’er, som det er gået SUV-typerne: De bliver – næsten bogstaveligt talt – mere stuerene:

”Markedet har flyttet sig. Tidligere købte man en stor SUV, hvis man skulle trække en båd eller hestetrailer. I dag betyder skrappere miljøkrav og mindre motorer, at det ikke altid er muligt at bruge en moderne SUV til at trække med. Kunder med den slags behov behøver en pick-up i stedet,” forklarer Anton Lysyy, produktchef hos Renault til Automotive News.

Renault har derfor lanceret pick-up’en Alaskan, mens Mercedes er på vej med den tilsvarende X-klasse (billedet). Hos Fiat hedder pick-up’en Fullback og næste år er PSA-koncernen, der tæller Peugeot, Citroën og Opel, også med på vognen med en tilsvarende konkurrent. Kalkulen er, at de hver især ret hurtigt kan skabe et fornuftigt ’lokalt’ salg. Altså at Renault kan sælge en del Alaskan i Frankrig, Mercedes X-klasse skaber et nyt marked i Tyskland, Fiat Fullback i Italien osv.

Begrænset risiko
Investeringen og risikoen er til at overskue, for alle de europæiske bilmærker skyder genvej ind på pick-up markedet: Renault Alaskan og Mercedes X-klasse er begge en Nissan Navara i nyt design, mens Fiat Fullback er baseret på en Mitsubishi L200. Ford er der allerede med deres Ranger og det samme gælder VW, der lancerede deres egen Amarok i 2010.

Ford Ranger er suverænt den mest solgte pick-up i Europa. Nu får den øget konkurrence.
Ford Ranger er suverænt den mest solgte pick-up i Europa. Nu får den øget konkurrence.

Netop Amarok er et godt eksempel på, at bilmærkerne i stigende grad tror på en ’amerikanisering’ af det europæiske pick-up marked, hvor stadig flere bilkøbere vil vælge en pick-up af lyst i stedet for nødvendighed: Amarok fås i udgaver med masser af luksusudstyr og 6-cylindret motor og markedsføres som et hårdtarbejdende alternativ til en moderne SUV.

En udvikling, som man nikker genkendende til hos Mercedes i forbindelse med mærkets X-klasse pick-up:

”For 20 år siden var en SUV en robust, rustik kasseformet bil. Nu er de blevet elegante livsstilsprodukter i lækker finish. Hvilken kunde kører sådan en bil ud i vildmarken? Vi tror, at pick-up’er vil bevæge sig i en lignende retning som SUV’erne har gjort,” siger Volker Mornhinweg, chef for varevogne hos Mercedes.

De mest solgte pick’up’er i Europa:

1. Ford Ranger: 20.213
2. Toyota Hi-Lux: 15.779
3. Nissan Navara: 14.827
4. Mitsubishi L200: 11.002
5. VW Amarok: 8.884
6. Isuzu D-Max: 5.994

(Tal for første halvår 2017, kilde: JATO Dynamics)

Læs også: Gå Amarok-amok på hvide plader

[email protected]

1 COMMENT

  1. Så kan det måske være, at vi er så heldige, at Dacia vil have en lille bid af denne kage i DK med Duster Oroch.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here