Masser af hightech i faceliftet Polo

1
polo

VW Polo får en markant overhaling. LED-lygter, digital instrumentering og centerairbag bliver standard. Til gengæld er det slut med diesel.

Det er lige efter bogen, når VW nu løfter sløret for den opgraderede Polo. Fire år efter at fabrikken lancerede sjette generation af publikumsfavoritten Polo, er det nemlig tid til den klassiske ansigtsløftning, der skal holde midtvejskrisen – og konkurrenterne – fra døren.

VW gør det helt klassisk med nye lygter for og bag. Både nye i formen og nu med LED-teknik som standard. Foran er det auf wiedersehen til LED-kørelyset med det mærkværdige knæk midtvejs. I stedet får vi et kækt opadbøjet svaj ude i hjørnerne, der giver Polo et mere positivt udtryk. Bagtil bliver baglygterne todelte og væsentligt bredere og smallere end de firkantede udgaver på den aktuelle Polo. Fast LED-lys er standard, mens topmodellerne kan udstyres med adaptive lygter, der tilpasser lyskeglen til omgivelserne. Det er usædvanligt i miniklassen.

polo
Baglygterne på Polo bliver todelte som på Golf 8. LED bliver standard.
Airbag mellem forsæderne

Men VW leger med mere end lygterne. Polo opgraderes også med overraskende meget ny teknik. Mest iøjnefaldende bliver digitale instrumenter fremover standard: Basismodellen, der bare hedder Polo, og den lidt dyrere Life får en otte tommers skærm, mens Style og R-Line breder sig over 10 tommer. I midterkonsollen er infotainmentskærmen enten otte eller ni tommer bred.

I modsætning til den faceliftede storebror Golf beholder Polo et selvstændigt betjeningspanel til ventilationen. Dog betjenes udgaver med klimaautomatik ikke længere med knapper, men trykfølsomme felter. Desværre fristes vi til at skrive, for de trykfølsomme felter kræver, at man kigger på det område, som man berører. Du kan altså ikke skrue op og ned for varmen i blinde, så betjeningsmæssigt er der tale om et tilbageskridt.

Sikkerheden bliver til gengæld helt up-to-date, for mellem forsæderne får den nye Polo en centerairbag. Den forhindrer to forsædepassagerer i at skade hinanden ved påkørsler fra siden.

Aktive LED-lygter bliver ekstraudstyr – ligesom den LED-stribe der løber mellem forlygterne på R-Line udgaven her.

Adaptiv fartpilot vil formentlig være standard, mens det bliver muligt at tilkøbe såkaldt niveau 2 autonom kørsel. Det betyder, at Polo under de rigtige betingelser på en motorvej kan accelerere, bremse og styre selv ved hastigheder op til 210 km/t. Helt selvkørende er Polo dog ikke, for der er tale om en ’hjælpende hånd’: Chaufføren skal fortsat holde hænderne på rattet hele tiden.

Dansk premiere i september

Med faceliftet er det også farvel til dieselmotorer i Polo. Den kendte 1,6 liters TDI ryger bogstaveligt talt ud af programmet, fordi den bliver for dyr, hvis den skal leve op til EU’s miljøkrav.

Benzinmotorerne er gamle kendinge. Basis bliver en trecylindret én-liters maskine uden turbo med 80 heste. Derefter følger samme motor med turbo og enten 95 eller 110 hk. De to første med fem-trins manuelt gear som standard, mens begge turbomotorer også kan fås med syv-trins automatgear med dobbeltkobling.  

Toppen bliver GTI med 200 hk, mens vi formentlig også får semi-GTI versionen med 1,5 liters motor med 150 hk.

Nyt rat a la Golf 8 og digitale instrumenter bliver standard i Polo. Ventilationen betjenes med trykfølsomme overflader.

De sidste detaljer og danske priser kender vi først, når vi kommer tættere på den danske premiere. Den finder sted i september. I Tyskland forventer man ikke prisstigninger, så et godt bud er, at Polo holder prisen, men frister med sine nye detaljer som LED-lygter og digitalinstrumenter.

I øvrigt skal du formentlig være hurtig, hvis du vil have den nuværende Polo: Ifølge importørens hjemmeside kan den nu kun bestilles som lagermodel. 

jensv@hvilkenbil.dk

1 KOMMENTAR

  1. Jeg har lige læst om den nye VW Polo. Og min undren er som på VW Golf 8; Touchbetjeningen er et problem. Det er vi jo vant til fra vores iPhone og iPad. Min VW Golf 8 e-hybrid er 3 mdr. og det er nemt at betjene. Man har indtryk af, at der bare skal være et eller andet at kritisere.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation