Hvilkenbils redaktør, Jens Velling, blogger om den nye Renault Clio, der med velkendt teknik og vellykket design er forvandlet fra farveløs familiebil til fransk fristelse. 
Meget kan man sige om den foregående Renault Clio, men den har hverken charme, selvtillid eller lækkert design. Det må jeg godt skrive, for jeg ejer selv én af slagsen: En sortmetallic 1,2 Expression med 75 heste, der er så lavt gearede, at den lille motor lyder som en overdimensioneret stavblender på motorvejen. Indenfor er der udsigt til et orgie af stenhård, musegrå plastic og på snoede sogneveje føles servostyringen mere syntetisk end Linse Kessler’s fortrin.
Træt af min Clio? Tværtimod! Til familiens behov – småture i byen, indkøb og transport af ungerne og deres venner til tennis, ridning, guitar og klaver – er Clio’en genial.
Man sidder højt, der er godt overblik gennem de enorme sideruder, bagsædet er blandt klassens mest rummelige og de franske fjedre sluger byens fartbump og frostrevner langt bedre end den stivbenede, knirkende, tørstige og tre gange dyrere Golf VI vi havde før.
Som Clio-connoisseur var det derfor særligt spændende at teste afløseren, Clio 4, for nylig. Især fordi den nye Clio grundlæggende kører videre med samme teknik, blot peppet op med en spændende, 3-cylindret 0,9 liters turbobenziner og lidt indbygget high-tech lir i form af en trykfølsom skærm med navigation.
Men – mon Dieu! – Clio 4 ser aldeles anderledes ud end min snusfornuftige, højloftede familie-voiture ude i indkørslen.
Renaults nye chefdesigner Laurens van den Acker har satset hele butikken på passion frem for praktik med nogle kurver og detaljer, der gør Clio 4 til miniklassens svar på ”haute car ture”.
Jeg synes, det er lykkedes over al forventning. Alpehuen af for van den Acker, der kompromisløst har forvandlet en lidt farveløs praktiker til en ”tres chic” bybil. Det er utroligt, hvad lavere taglinje, svulmende skærme og smalle sideruder gør for en bils udtryk. Indvendig er stilen gennemført med en lavere, mere sportslig kørestilling. Men ellers opleves de to generationer af Renault Clio ganske ens – Clio 4 kan ikke køre fra, at den står på samme ”bund” som Clio 3. Lige så lidt som Renault løber fra deres forkærlighed for let styretøj, blødte polstrede sæder og komfortabel affjedring.
Fint med mig. Jeg er – nøjagtig som Renault og van den Acker vil have mig til det – solgt på designet. Clio 4 forfører mig til at glemme, at bagsædepassagererne betaler prisen for den lavere, mere sportslige stil, at airbaggardiner og bagerste skivebremser er ofret for at spare penge – og at Clio slet ikke er noget godt tilbud, når/hvis introrabatten på 20.000 kr. pludselig holder op.
Jeg er ligeglad. Nogle gange er udseendet bare det vigtigste.
Læs mere:
Jeg syntes dette er en rigtig herlig bil, ejer nemlig selv en af slagsen!