Saab genopliver 9-3 stationcar

0

Den genopstandne bilproducent åbner kundecenter og gør klar til at udvide porteføljen fra én til to modeller: Efter sedanen følger 9-3 stationcar.

Inden for it-verdenen opererer man med de to begreber “frontend-” og “backend-udvikling”. Frontend’en handler om alt det, du ser som bruger, og backend’en er udviklingen af den dybe, grundlæggende teknik.

Noget lignende foregår hos Saab, der som bekendt kom på svensk-kinesiske hænder i 2012, da selskabet NEVS overtog konkursboet efter først GM siden Spyker-bagmand Victor Müller.

Svenskernes backend-folk knokler lige nu med at få den første testflåde af eldrevne Saab 9-3’ere klar til kineserne, samtidig med, at der udvikles på en helt ny modelserie baseret på den såkaldte Phoenix-platform.

Altimens dette arbejde pågår, forsøger frontend’erne at holde gryden i kog ved at bygge og sælge nye udgaver af den 12 år gamle Saab 9-3. Og nu får frontend’erne lidt tørt krudt til kanonen. NEVS’ kommunikationschef bekræfter nemlig over for autoblog.com, at Saab så småt er klar til at genoplive stationcar-udgaven af 9-3’eren.

Den såkaldte Sportcombi, som byder på lidt (men ikke meget) bedre plads til familien, var en populær vare, da den kom på markedet i 2004. Men om den kan rokke det store ved salget i dag er nok tvivlsomt.

Saab 9-3 Aero Sedan, som er det officielle navn på NEVS’ nuværende bil, sælges udelukkende via NEVS’ svenske hjemmeside, og kunder må drage til Saabs hjemby Trollhättan for at afhente bilen.

Her bliver de til gengæld fra og med udgangen af april modtaget i et nyåbnet kundecenter, hvor NEVS’ svenske ledelse giver hånd og viser rundt på fabrikken og Saabs bilmuseum. En kundepleje, der ikke er ulig den, de ekstremt velhavende kunder oplever hos hyperbilsproducenten Pagani – uden sammenligning i øvrigt.

Nye sæder…fra Volvo
Køberne kan i øvrigt forvente en tryg og velkendt oplevelse, når de sætter sig bag rattet i den genoplivede Saab, uanset om det er 9-3 sedan 9-3 stationcar. NEVS’ synlige ændringer af bilen i forhold til Saab’s sidste Griffen-model begrænser sig nemlig til nye logoer, ny radio og nye sæder.

Sidstnævnte er identiske med dem, der sidder i en Volvo XC90 og i følge testkørerne fra det svenske medie Teknikens Värld byder de på god rygstøtte – men sæderne fylder mere end de gamle, så pladsen på bagsædet er ikke ligefrem forbedret.

Saab 9-3 fås i øjeblikket udelukkende med GM’s 2-liters “Family II”-turbobenziner fra blandt andet Opel Insignia. Men da denne maskine er under udfasning, ventes en alternativ motor introduceret på et senere tidspunkt.

Ifølge netop Teknikens Värld overvejer NEVS ligefrem at konstruere en ny motor baseret på Saabs egenudviklede, såkaldte Södertälje-motor, der har rødder helt tilbage til 1972. Seneste evolution af motoren blev udfaset med forrige generation 9-5 i 2010. Kinesiske BAIC ejer i dag rettighederne og produktionsværktøjerne til denne motor.

[email protected]

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation