Skift til sommerdæk nu

0
502

Vinterdækkenes bremselængde øges betragteligt, når det bliver varmere. Samtidig øges sliddet med op til 10 pct. sammenlignet med sommerdæk, viser tyske undersøgelser.

Ifølge eksperterne er der flere gode grunde til at skifte til sommerdæk nu. Ikke alene kan du spare penge og brændstof, men der er også en risiko forbundet med at køre på vinterdæk, når vejbanen bliver varmere.

Først og fremmest bør du skifte rettidigt til sommerdæk af sikkerhedsmæssige grunde.

Ifølge Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed har omfattende tyske dæktests dokumenteret, at det går kraftigt ud over sikkerheden, hvis man undlader at afmontere vinterdækkene.

”Når det bliver rigtig varmt, øges bremselængden betragteligt med vinterdæk i forhold til sommerdæk. Ved en lufttemperatur på 35 grader kan bremselængden med vinterdæk være op til 16 meter længere ved 100 km/t. Desuden viser de tyske tests, at vinterdæk er mindre stabile i kurver, når bilen er fuldt lastet. Det betyder mere vaklende kørsel i de lange motorvejskurver,” siger han i en pressemeddelelse fra Euromaster.

Eksperterne er også enige om, at der er dårlig økonomi i at køre på vinterdæk om sommeren.

En dækfabrikant dokumenterede for nogle år siden, at vinterdæks levetid mindskes med cirka 10 pct., hvis man kører med dem i den varme årstid. Desuden oplyser Volker Nitz, at man sparer brændstof med sommerdæk, der er konstrueret til tør vej.

”Der er mange gode grunde til at skifte til sommerdæk, når vintervejret taber kampen til foråret ved indgangen til april. Ofte kan man gøre en bedre handel på det tidspunkt end senere på foråret, og samtidig er udvalget større, så det er lettere at finde de helt rigtige dæk til ens bil, behov og budget, siger Carsten Kure, der er marketing- og retailchef hos Euromaster.

Redaktør på hvilkenbil.dk Jens Velling mener, at nogle bilister med fordel helt kan droppe at skifte mellem vinter- og sommerdæk ved at vælge helsårsdæk.

”Med et relativt lille kørselsbehov i en lille bil, kan de bedste helårsdæk være et fint alternativ til at skifte mellem sommer- og vinterdæk.”

Overvejelsen har aldrig været mere relevant påpeger redaktøren:

”I takt med, at vi kører i stadig mindre biler, bliver bilernes hjul nemlig også mindre. En udvikling, der forbedrer argumenterne for at spare vinterdækkene væk. Sagen er, at jo smallere dæk, desto bedre vejgreb på vådt og glat underlag,” siger Jens Velling og forklarer, at mange ejere af små biler samtidig har et moderat kørselsbehov og ofte bor i byområder.

Læs mere om helårsdæk.

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here