Skoda har de gladeste kunder

Ingen griner længere ad Skoda, og i Danmark har det tjekkiske bilmærke i dag de mest tilfredse kunder og den største stigning i salget, fastslår undersøgelse.

Hvordan fordobler man værdien af en Skoda? Man fylder tanken op.

Engang for efterhånden længe siden grinede hele Danmark af komikerparret Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards Skoda-vittigheder. Siden købte mægtige Volkswagen den tjekkiske bilfabrik og siden har det været Skoda’s tur til at grine hele vejen hen i banken. Godt hjulpet af tysk teknik og et veldefineret image som den fornuftige families bilvalg, er Skoda i dag et af Europas stærkeste bilmærker.

Ikke mindst i Danmark har Skoda godt fat i kunderne. Ifølge en undersøgelse foretaget af bureauet Brandhouse i samarbejde med avisen Børsen, har Skoda de gladeste kunder blandt alle bilmærker på det danske marked. Godt 60 pct. af de danske Skoda-ejere vil anbefale mærket til andre og med stor sandsynlighed købe en Skoda igen, viser undersøgelsen, der offentliggøres i dag. Dermed giver engang så latterliggjorte Skoda baghjul til mærker som Toyota, Hyundai, Opel og VW, der indtager de fire næste pladser på top 5-listen over de mest tilfredse bilejere.

At et bilmærke kan gå fra at være klassens sorte får til at være klassens mest vellidte duks på et par årtier, er lidt af en bedrift, mener Stiig Helgens Binggeli, adm. direktør i Brandhouse.

”De fleste husker, at Skoda var et mærke, der var til grin, før VW overtog det. Derfor er placeringen ikke bare bemærkelsesværdig, men et lille mirakel rent brandingmæssigt,” siger Binggeli til Børsen.

Hos Skoda mener direktør Henrik Blom ikke at placeringen er tilfældig:

Der sad nogle brede skuldre på de mennesker, der valgt Skoda dengang i 80erne og starten af 90erne, hvor mærket ikke ligefrem var det ypperste. Og den type forbrugere er nok lidt mere loyale,” siger han til Børsen.

Samtidig har Skoda arbejdet målrettet med at gøre kundeoplevelsen hos Skoda-forhandlerne så positiv som mulig. Helt ned til de små, men vigtige detaljer, er personalet trænet i at hilse pænt goddag og smile til nye kunder, holde øjenkontakt under en samtale og vende tilbage med svar på spørgsmål som kunderne stiller.

Og det virker tilsyneladende på andet end tilfredsheden. Godt hjulpet af den populære mikrobil Citigo – Skoda’s udgave af den endnu mere populære VW Up – er Skoda-salget steget hele 116 pct. i første halvår af 2013. Dermed er Skoda p.t. det fjerde mest solgte bilmærke i Danmark.

Kilde: Customer Centric Survey 2013, baseret på interview med 12.000 danskere om deres oplevelser med i alt 201 virksomheder, som de har handlet med i år.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here