Smugkig på næste Citroën Picasso

Mindre, skarpere, mere avanceret og alligevel let genkendelig. Sådan er næste generation af Citroën Picasso, som konceptbilen Technospace er forløber for.

Lav aldrig om på et vinderhold, lyder et kendt mundheld fra sportens verden. Og bilverdenen tør vi godt tilføje. Seneste eksempel på at man nødigt skifter holdets stjerne ud, er næste generation af Citroën Picasso, den franske bilfabriks storsælgende familieflytter. At dømme efter konceptbilen Technospace, der vises på biludstillingen i Geneve 7. marts og som er en forløber for 3. generation af Picasso, har Citroën nærmest ”lavet en VW Golf” med bilen: Designet lægger sig særdeles tæt op af den nuværende model, men under overfladen er teknikken helt ny.

Konceptbilen Technospace er forløber for næste Citroën Picasso. 3D-baglygter og bagklap, der åbner i fuld bredde kender vi fra bl.a. Audi.
Konceptbilen Technospace er forløber for næste Citroën Picasso. 3D-baglygter og bagklap, der åbner i fuld bredde kender vi fra bl.a. Audi.

Technospace er nogle få centimeter kortere end den nuværende C4 Picasso, men byder angiveligt på mindst lige så meget plads – bl.a. et bagagerum på 537 liter, der dermed trumfer forgængeren med 37 liter.

Ny platform til flere biler
Forklaringen er, at Citroën – i lighed med VW – benytter en ny platform, der kan bruges til et væld af biler i forskellige klasser. Samtidig sparer den nye arkitektur vægt – ifølge Citroën omkring 70 kilo. Den såkaldte EMP2-platform skal også bruges i en række nye Peugeot-modeller – og måske også i diverse Opel’er, hvis den tyske fabrik og den franske PSA-koncern går videre med planerne om at indgå et teknisk partnerskab.

Selv om Technospace således varsler en helt ny bil, spiller den videre på mange af de kendte og finurlige stiltræk fra C4 Picasso. Forruden fortsætter stadig op i taget, mens sideruderne er gjort ekstra dybe for at lette udsynet for de børn, der forventes at sidde på bagsædet.

Baglygter med ”3D-effekt” er et nyt stiltræk. I hvert fald for Citroën, for baglygterne ligner unægtelig noget vi kender fra flere Audi-modeller.

Indvendig i kabinen, som vi endnu ikke må se, sidder en 12-tommers trykfølsom skærm, der styrer bl.a. radio og kørecomputer. Vi gætter på, at den i lighed med lignende systemer også vil gøre det muligt at navigere og surfe på nettet – i hvert fald i de dyrere udgaver af næste Citroën Picasso.

Ifølge Citroën forvandles konceptbilen Technospace til en MPV i mellemstørrelsen i andet halvår af 2013. Senere kan vi forvente at se en forlænget ”Grand” udgave med plads til syv personer. Det endelige navn er endnu ukendt, men mon ikke Picasso fortsætter, efter at Citroën har betalt en formue for rettighederne til det kunstnerisk velklingende navn.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here