TEST: Stilsikker spanier med tysk teknik

Prisnedsættelser har bragt Seat Ibiza tilbage i kampen i Polo-klassen.

BILTEST: Seat Ibiza er tysk VW-teknik pakket ind i stilsikkert, spansk design. Det går ud over pladsen på bagsædet, men bag rattet er Ibiza en køreglad fornøjelse.

Hvilken bil?
Seat Ibiza er det spanske bilmærkes udgave af moderkoncernen VWs populære Polo og den snusfornuftige tjekkiske aflægger Skoda Fabia: Alle de vigtige dele som motorer, gearkasse og hjulophæng kommer fra de samme hylder. I VW-familien spiller Seat Ibiza rollen som trekløverets frække, prisbillige indslag med et godt øje til det yngre publikum.

Foran sidder man som i en større bil i Seat Ibiza, regningen betales på bagsædet.

Vidste du at?
Bag Ibizas markante design står belgiske Luc Donckerwolke, der også slog stregerne til supersportsvognen Lamborghini Gallardo. Donckerwolke designede også den første Skoda Fabia, som mange finder mere stilren end den nuværende Fabia II.

Hvordan er førerpladsen?
Indbydende. Sammenlignet med Skoda Fabia er kabinen rykket længere tilbage, hvilket omvendt placerer gearstangen længere fremme, hvor den ligger bedre for hånden. Den lille forskydning giver indtryk af at sidde i en større bil. Betjeningen er overskuelig med klare instrumenter, en cd-radio uden alt for mange knapper samt fingervenlige drejegreb til ventilationen. Plastkvaliteten er mere sammensat: Øverst blød og lækker, hård og skarpkantet længere nede. Men forsæderne støtter alle de rigtige steder.

Hvordan opleves kabinen?
Regningen for at forkæle fører og passager betales på bagsædet. Heromme er benpladsen beskeden og den vigende, coupé-agtige taglinje trykker frisuren på bagsædepassagerer over 175 cm. Til gengæld er bagagerummet på knapt 300 liter blandt klassens mest forslugne, men et praktisk splitbagsæde er først standard i Reference-udgaven. Familien med børn bør finde 15.000 kr. ekstra til stationcarudgaven ST. Med højere til loftet og 430 liters bagagerum er her plads til både strithår og barnevogn.

Er sikkerheden i orden?
Seat Ibiza scorede alle fem stjerner i Euro NCAP crashtesten. Fire airbags er standard – og det dækker over to sideairbags af den høje type, der rækker op og beskytter hovedet ved sidekollisioner. Men kun ved forsæderne – der er ikke tale om ægte gardinairbags, der også beskytter bagsædepassagererne.

Hvordan kører den?
Nærmest underholdende. Som i Polo og Fabia er styretøjet let, men præcist og med en god formidling af kontakten mellem bil og vej. Bremserne er kraftige og nemme at dosere, mens gearkassen skifter med korte bevægelser og en lækker mekanisk præcison. Seat, der ofte markedsføres som VW-familiens fyrige spanske fætter, har blødt affjedringen op og rammer et fint kompromis mellem komfort og køreglæde. Støjen fra vind, dæk og motor er anstændigt undertrykt op til dansk motorvejsfart.

Hvordan er motoren?
Seat Ibiza fås med et væld af motorer. 1,4 liters benzinmotoren med 85 heste er kultiveret og støjsvag og klæder bilen. Seat lover 16,1 km/l – vi nåede kun beskedne 12,8 km/l. Et magtfuldt alternativ er VW-familiens fine 1,2 liters turbobenziner med 105 hk og masser af moment, men så stiger prisen 40.000 kr. fordi den er koblet til det omfattende Style-udstyr. Langturspendleren bør se stort på gangkulturen og vælge den tre-cylindrede 1,2 liters diesel, der går over 29 km/l.

I Ecomotive-udgaven med dieselmotor kører Seat over 29 km/l.

Passer prisen?
Prisnedsættelser har bragt Seat Ibiza tilbage i kampen i Polo-klassen. Faktisk rækker 124.000 kr. til en tre-dørs Ibiza med tre-cylindret 60-hestes motor og basisudstyr, men de sidste 24.000 kr. til den kraftigere, mere praktiske og bedre udstyrede 1,4 Reference med fem døre, er givet godt ud. Den sparsommelige diesel 1,2 TDi Ecomotive til 160.000 kr. er et stærkt tilbud til bilisten, der kører langt.

Er der alternativer?
VW Polo har federe finish og mere udstyr, men koster næsten 50.000 kroner mere med samme motor. Skoda Fabia lokker med markant mere plads og en formidabel turbo-benzinmotor til omtrent samme pris, men kan ikke konkurrere med Ibiza på stil. Det kan koreanske Kia Rio til gengæld og med en 109 hestes 1,4 liters motor er den en seriøs udfordrer, der endda er 4.000 kr. billigere. Lægger man vægt på køreglæde, er Ford Fiesta 1,25 Ambiente til 163.000 kr. også værd at overveje. Senere i år vil den nye Peugeot 208 også udfordre Seat Ibiza.

Konklusion:
For: Fine køreegenskaber, indbydende førerplads, markant stil.
Imod: Beskeden bagsædeplads, relativt højt benzinforbrug.
Hvilkenbil siger:

Seat Ibiza er velkørende tysk VW-kvalitet pakket ind i spansk design. En interessant cocktail for den stilbevidste bilkøber på et stramt budget. For børnefamilien findes der bedre alternativer.

[email protected]

FAKTA: Seat Ibiza 1,4 Reference

Seat Ibiza er velkørende uden at være på højde med en klasseduks som Ford Fiesta.

Vejl. pris, inkl. lev.: 148.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.520 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 16,9 km/l
Forbrug i test: 12,8 km/l
Længde/bredde/højde: 405/169/144 cm
Bagagerum (min/max): 292/938 liter
Vægt: 1.165 kg
Motor: 4 cyl., 1,4 liter, benzin
Effekt: 85 hk/130 Nm
0-100 km/t: 11,8 sek
Topfart: 177 km/t

Særligt standard udstyr:
Fjernbetjent centrallås, el-ruder for, multiusterbart rat, splitbagsæde, cd-radio, højdejusterbart førersæde.
Aircon koster 7.800 kr.
Hvilkenbiltip: Vælg Copa-pakken til 15.000, der inkluderer aircon, 15” alufælge, el-spejle, tågelygter med kurvelys samt indfarvede spejle og håndtag.
Metallak: 5.000 kr.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here