Tesla gør klar til facelift af Model 3

0
30
facelift model 3

Tesla er angiveligt ved at omlægge produktionen på fabrikken i Shanghai til et facelift af Model 3. Blandt nyhederne er ’swipe’ gearvælger.

Rygterne har rumsteret længe: Tesla er lige på trapperne med et facelift af Model 3. Egentligt meget naturligt, eftersom Model 3 blev lanceret i 2017 og derfor er på vej ind i sit syvende modelår. Det er ofte den normale livscyklus for en bilmodel, inden den udskiftes af en helt ny model.

Men intet er som bekendt helt normalt hos Tesla. Alt tyder da også på, at Model 3 får sin tredje ansigtsløftning og dermed skal køre videre flere år endnu. I 2019 fik modellen sit første facelift – det såkaldte ’chrome delete’, der gjorde alle kromlister sorte og også omfattede en mindre opgradering af kabinen. Teknisk fik Model 3 ved samme lejlighed en varmepumpe, der var med til at forøge rækkevidden med 40-50 km.

Denne gang kalder insidere og medier faceliftet for ’Project Highland’ eller bare ’refresh’. Tesla selv har ingen kommentarer, men adskillige medier omtaler nidkært hver eneste nyhed om den kommende opfriskning af verdens mest solgte elbil. Senest har en dronepilot filmet en let camoufleret Model 3 på Teslas egen testbane omkring fabrikken i Fremont i Californien, hvor bilen også fremstilles.

Rat i nyt design

Optagelserne viser flere interessante detaljer. Bl.a. at chaufføren tilsyneladende ’swiper’ på betjeningsskærmen, umiddelbart inden bilen begynder at bakke. På nettet udlægges det som om, at den faceliftede Model 3 dropper gearvælger-stilken og i stedet bruger skærmen som elektronisk gearvælger. Fremgangsmetoden bruges allerede i Model S, og flugter dermed med Teslas ønske om hele tiden at forenkle og standardisere produktionen af modellerne.

Rattet ser også ud til at få et nyt design. Tilsyneladende får det flere knapper, hvilket kan indikere, at Tesla måske også dropper stilken til afviserblinket til fordel for knapper.

Anonyme kilder hos Tesla siger, at kabinen i det hele taget bliver mere ’elegant’ og ’sporty’. Det skriver nyhedstjenesten Bloomberg.

Nye standardhjul 

Billederne viser også et nyt fælgdesign på det, der ser ud til at blive de nye, 18-tommer standard-fælge. Vi går ud fra, at de også fremover kommer med hjulkapsler af plastic, der skal reducere vindmodstanden til gavn for rækkevidden.

Tidligere i år har flere medier vist et billede af faceliftet Model 3 uden camouflage på fronten. Billedet afslører en mere traditionel forreste kofanger – stadig uden luftindtag eller grill – og smalle forlygter uden den Porsche-agtige ’overbygning’ på dagens Model 3.

Om billedet viser det kommende design vides ikke, men det skulle ligge fast, at både kofangeren og lygter for og bag får nyt design. Samtidig bliver ’refresh’ udgaven en smule længere. Det skyldes dog kun ny udformning af kofangerne, for grundlæggende ændres der ikke på Model 3. Drømmer man for eksempel om en praktisk, stor bagklap, bliver man skuffet.

Samlebånd skal omstilles

Til gengæld hæver Bloomberg at Tesla er så langt med faceliftet, at man er begyndt at omstille samlebåndene på fabrikken i kinesiske Shanghai til den nye, faceliftede model. For at undgå flere spionfotos i at slippe ud – noget, Tesla traditionelt har godt styr på – bliver medarbejderne angiveligt bedt om at låse deres mobiltelefoner inde, inden de træder ind på fabrikken.

At produktionen nærmer sig hænger meget godt sammen med Teslas gentagne prisnedsættelser på Model 3. Det er før set i bilindustrien, at priserne sættes ned til sidst i en bilmodels livscyklus for at gøre klar til næste model i produktionen og samtidig få solgt ud af fabriksnye biler på lager.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here