Tesla slår igen: 1.100 hk og 840 km

model s model x

Tesla moderniserer Model S med helt nyt interiør og ny drivline med nærmest ufattelige præstationer. SUV’en Model X får samme tur.

Da Tesla i 2012 lancerede Model S havde verden aldrig set mage til elbil: Velskabt, rummelig, med lang rækkevidde og ikke mindst præstationer, der gav selv eksotiske supersportsvogne baghjul.

Siden har bilverdenen ikke været helt den samme. Udviklingen er gået Teslas vej. Ikke mindst fordi den californiske upstart har angrebet bilproduktion på en ny måde; snarere som et IT-produkt end et klassisk industriprodukt.

Men konkurrenterne er begyndt at vågne op. Porsche har f.eks. stor succes med deres meget sportslige Taycan og ude i horisonten lurer nye rivaler som amerikanske Lucid, der varsler en Model S-konkurrent med op til 1.080 hk og en rækkevidde på 827 km.

Nu slår Tesla igen. Med så meget kraft, at man næsten kan høre både suk og støn fra ingeniørerne hos Porsche og Lucid og alle de andre, der arbejder med at holde trit med Tesla. Tjek selv de rå nøgletal for topudgaven af den kraftigt moderniserede Model S med tilnavnet Plaid+:

model s
Små justeringer gør Model S til den produktionsbil i verden, der har den laveste luftmodstand.

809 kW (1.100 hk)
0-100 km/t: under 2,1 sek.
Topfart over 320 km/t
Rækkevidde mindst 840 km

Det er præstationer, der giver den hurtigste Porsche Taycan Turbo S seriøst baghjul. Vel at mærke til en markant lavere pris. Mens en Tesla Model S Plaid+ skal koste 1.399.000 kr., tager Porsche 2.050.000 kr. for deres elektriske topmodel.

663 km i basisudgaven

Nu er det trods alt de færreste danskere, der har råd til nogle af de to biler. I virkeligheden er det måske også mere interessant, hvad der sker med mere normale udgaver af Model S.

Du kan f.eks. ’nøjes’ med en Model S Plaid uden +. Så har du stadig 1.022 hk at lege med, er næsten lige så hurtig, men har ’kun’ en rækkevidde på 623 km. Til gengæld er prisen på 1.151.000 kr. noget lavere.

model s
Kabinen i Model S er fuldstændig forandret. Den centrale skærm er på 17-tommer og kan drejes. Bemærk ‘rattet’…

Langt de fleste vil dog vælge ’basisudgaven’ Long Range. Især fordi prisen så ryger ned på 823.000 kr. og fordi 250 km/t på toppen, 0-100 km/t på 3,2 sekunder og en rækkevidde på 663 km er mere end rigeligt.

Den moderniserede Model S er også spændende, fordi den fortæller endnu en historie om, at Tesla ikke gør som traditionelle bilmærker. Model S har efterhånden ni år på samvittigheden. Det er en menneskealder plus det løse i bilindustrien, hvor biler sædvanligvis har en levetid på seks år, inden de får en afløser.

Mere rorpind end rat

Med Model S gør Tesla noget andet. Platformen er bevaret og det – i øvrigt meget tidløse design – fortsætter også næsten uændret. Men drivlinen får det sidste nye i elmotorer og batteriteknologi, hvilket er forklaringen på de markante spring i præstationer og rækkevidde. Og så er kabinen fuldstændig ny – ja nærmest radikalt forandret: Som i den mindre Model 3 er den centrale betjeningsskærm nu i bred- i stedet for højformat, men her på hele 17-tommer. Her styrer du stort set alle funktioner i bilen, mens en 12-tommers skærm bag rattet giver dig overblik over fart, rækkevidde, navigationsangivelser osv.

Ikke overraskende taler vi IT vs. 2.0 her. Du er altid online og kan se film og endda spille spil på den store skærm, der har indbygget gaming-processor. Lydanlægget har 22 højttalere og aktiv støjreduktion, og både for og bag kan der trådløst oplades to mobiltelefoner ad gangen.

Den store Model X med mågevingedørene får samme opgraderinger som Model S.

En radikal detalje er ’rattet’, der mere ligner noget fra en flyvemaskine og slet ikke har en øvre krans. Stilkene til lys og vinduesviskere er væk – betjeningen er i stedet integreret i ’rorpinden’.

Som sædvanlig er Tesla ude i god tid med nyhederne. Vi nærmer os nytår, før den vilde topmodel Plaid+ kommer til Danmark, mens Tesla kan levere Model S som Long Range og Plaid til september. Det samme gælder SUV’en Model X, der får samme overhaling som Model S, men foreløbig kun er på vej som Long Range og Plaid.

[email protected]

6 Kommentarer

  1. Spændende. Mh rattet, er der mon så variabel udveksling så hjul drejer meget mere ved samme ratudslag ved lave hastigheder end ved høje? Jeg har da tit brug for at snurre rattet hele vejen rundt fx v en parkering… Det kan man måske også uden den øvre del af rattet, meeeen…

    NB. mon ikke I mener “lodret” (og det er i øvrigt også en tilsnigelse, måske mere “næsten lodret”) : “… centrale betjeningsskærm på placeret vandret…”. Også et “på” for meget 🙂

    • Du har ret Martin, nogle gange går det lidt stærkt her på skriveværkstedet 🙂 Og ja, du skal regne med en ret markant variabel udveksling på styretøjet, ellers giver ‘rorpinden’ ikke rigtig mening.

  2. PS. Selv om det er cool med 1100 hk, så er det vel egentligt tåbeligt. Jeg lyder nok gammel, men hvem har brug for mere end det halve i vores daglige trafik? Det er jo trods alt en “almindelig” familiebil med bagsæder og stort baggagerum, som skal køre blandt alle os andre.

    • Det handler om drømme. Og om at vise, at Tesla stadig har overhånden i forhold til konkurrenterne. VW havde Phaeton at vise frem. Men kunderne købte en Golf.
      Folk drømmer måske om en Tesla af de hurtige, som vises her. Men de køber en model 3 eller en billigere udgave af model S.

  3. Ja, det virker som om det kæmpe forspring af nytænkning Tesla havde med model S i 2013 faktisk er intakt. Og jeg ville ikke have noget imod 1100 hk. Men ærlig talt, så var jeg nok lige så lykkelig med under det halve…

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here