TEST: Her er de bedste helårsdæk

3
1569

Helårsdæk skal både stå fast i kold sne og på sommervarm asfalt. Det er svært, men de bedste helårsdæk er i dag reelle alternativer til at skifte mellem sommer- og vinterdæk.

At lave et dæk, der kan styre og bremse tilfredsstillende i alt fra kold sne til varm asfalt er en nærmest umulig opgave. Men en ny dæktest foretaget af det tyske bilblad AutoBild viser, at de dygtigste dækfabrikanter i dag er blevet så skrappe til at finde den rigtige gummi- og mønsterblanding, at de faktisk løser den klassiske udfordring om både at blæse og have mel i munden.

AutoBild har testet ni nye helårsdæk og sammenlignet dem med et sæt gode sommer- og vinterdæk.

Testen byder på flere artige overraskelser. F.eks. står helårsdækket Uniroyal AllSeasonExpert bedre fast i sne end det anerkendte vinterdæk, som AutoBild bruger som reference.

Også på regnvåd vej gør det nye Uniroyal dæk en god figur. Først i høj sommervarme med en lufttemperatur på 25 grader og en asfalt-temperatur på hele 48 grader kommer den bløde gummiblanding til kort og forlænger testbilens bremselængde med halvanden vognlænge sammenlignet med sommerdækkene.

Med til historien hører, at AutoBild har valgt at teste dæk i den relativt store størrelse 15-tommer 195/65, der hører hjemme på biler som Skoda Octavia, Seat Leon og VW Golf. Det er en udbredt dækstørrelse, men jo bredere dæk og jo større bil, desto mere ”presses” helårsdækkenes evne til at være god i både kolde og varme temperaturer. Som hvilkenbil tidligere har beskrevet, har helårsdæk deres største berettigelse på mikro- og minibiler med lidt smallere dæk – det kan du læse mere om her: En varm anbefaling i en kold tid til helårsdæk

Bridgestones helårsdæk A001 går lidt anderledes til opgaven. Som det eneste helårsdæk bærer det ikke snefnug-symbolet, fordi det fra starten giver køb på de bedste vinteregenskaber for til gengæld at fungere lidt bedre på våd og tør vej. Ifølge de tyske ingeniører lykkes det dog kun delvist – Bridgestone A001 er hverken rigtig godt i sne eller på varm, tør asfalt, hvor bremselængden forøges.

To dæk ender dog med AutoBilds fulde respekt og bedømmelsen: ”anbefalelsesværdig”. Falken kendes normalt som et billigt og sjældent særligt overbevisende discountmærke, men helårsdækket Euro AllSeason AS200 overbeviser med ægte helårsegenskaber. Masser af vejgreb på våd vej, lav dækstøj og god kørekomfort hører til spidskompetencerne for Falken Euro All Season AS 200.

Goodyear Vector 4Seasons vinder AutoBilds nyeste test af helårsdæk.
Goodyear Vector 4Seasons vinder AutoBilds nyeste test af helårsdæk.

Sammenlagt testvinder er dog en god kending i denne disciplin; Goodyear Vector 4Seasons, som også hvilkenbil har særdeles gode erfaringer med. Som et ægte helårsdæk har det et solidt vejgreb i både sne og på tør vej og er samtidig komfortabelt og støjsvagt at køre med.

Fire gode helårsdæk:
Hankook Optimo 4S H730
Vredestein Quatrac 3
Bridgestone A001 Weather Control
Uniroyal AllSeasonExpert

…og to rigtigt gode:
Falken Euro AllSeason AS200
Goodyear Vector 4Seasons

Kilde: AutoBild

Læs også: Derfor skal du måske IKKE skifte til vinterdæk i år

jensv@hvilkenbil.dk

3 Kommentarer

  1. Jeg kan ikke forstå, at Goodyear er blandt det bedste, for dem jeg har, de larmer frygteligt.
    Så når det ikke skal være dem, hvad skal jeg så vælge til min Toyota Corolla st.car?

    • Hej Harly
      Er det de nye Vector 4Seasons, som du kører på? Det er dem, jeg selv har – og de er blandt de mest tyste dæk, jeg nogensinde har kørt på. Derimod kender jeg mange, der klager over støj fra deres Goodyear UltraGrip vinterdæk, når de har kørt et par sæsoner.
      MVH Jens, hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here