TEST: Ford Grand C-Max – klar til sidste omgang

BILTEST: Ford har givet sin kompakte familieflytter en ordentlig overhaling, men presses fra mange sider – og man bliver altså ikke stor af at hedde ‘Grand’.

Hvilken bil?
Ford C-Max og testbilen, den 14 cm længere variant Grand C-Max, der kan rumme op til 7 personer, kom på markedet i en ny version i 2010. De har nu fået et ret omfattende facelift bestående af ny front og nye baglygter samt en ny midterkonsol med opdateret infotainment og let ændrede instrumenter. Desuden er kabinen bedre støjisoleret. Vi tester her Ford Grand C-Max 2,0 TDCI 150 hk med PowerShift automatgear til knap 368.000 kr. Testbilen har en del ekstraudstyr i form af aktivt sikkerhedsudstyr og komfortudstyr, men underligt nok ikke 3. sæderække til ca. 12.000 kr. ekstra, der lige netop er en mulighed, den ‘almindelige’ C-Max ikke rummer. Ford Grand C-Max fås fra ca. 265.000 kr. med 100 hk benzinmotor.

Vidste du at?
Til forskel fra Ford C-Max, der har fire ‘almindelige’ døre, så har Ford Grand C-Max som standard skydedøre bagi. Det betyder, at baglygtedesignet på C-Max og Grand C-Max adskiller sig fra hinanden for at give plads til skinnen, som dørene glider bagud i. Fordelen ved skydedørene er åbenlyse; ingen problemer med ind- og udstigning til bagsædet på smalle p-pladser.

Men der er et par ulemper ved Grand C-Max’ skydedøre: De er lidt tunge at håndtere, ikke mindst for børn, og når dørene åbnes, glider de længere bagud end bilens bagende, hvilket betyder, at en person i et uopmærksomt øjeblik kan rammes af den skarpe dørkant.

Hvordan er førerpladsen?
Der er ryddet kraftigt op på instrumentbordet i Ford C-Max og Grand C-Max, hvor cirka halvdelen af knapperne er fjernet og samlet i touchskærmen. Det giver mere overskuelighed og ro for øjnene. Samtidig har materialer og design på instrumenter fået et pift, og alt i alt fremstår det nydeligt, men man kan godt se, at det hele er udtænkt for snart seks år siden. ‘Basics’ er dog på plads. Gearskiftet sidder hævet over gulvet lige ved hånden, og alle kan finde sig tilrette i tre-enigheden rat-pedaler-sæde.

Hvordan opleves kabinen?
Ford Grand C-Max’ indre er både bilens styrke og achilleshæl. I betragtning af en akselafstand på 279 cm – det samme som VW Touran – er benpladsen på anden sæderække skuffende. Til gengæld er indstillingerne for anden sæderække et rent kinderæg af kombinationsmuligheder. Blandt andet kan midterste sæde foldes væk, hvilket giver let adgang til de to ekstrasæder, der dog ikke findes i testbilen. Bagagepladsen er på 600 liter, hvilket ikke er overvældende men tilstrækkeligt i de fleste situationer.

Er sikkerheden i orden?
Ford C-Max og Grand C-Max er crashtestet af Euro-NCAP i slutningen af 2010. Siden er der sket meget med både testmetoder og sikkerhedsudstyr. Begge biler scorede dengang de maksimale fem stjerner, og Grand C-Max klarede sig faktisk bedst i kraft af en noget bedre standhaftighed i sidetesten og i den krævende pæletest, hvor Grand C-Max er stærk, mens den almindelige C-Max kun er på det jævne i pæletesten på grund af for stor påvirkning af brystkassen. Piskesmældtesten klarer begge biler perfekt, ligesom barnesikkerheden er god. Testbilen har både aktiv fartpilot og aktivt city stop, men det er ekstraudstyr til i alt 18.000 kr. Læs mere på sikkerbil.dk 

Hvordan kører den?
Typisk Ford er Grand C-Max en god køreoplevelse med direkte og velafbalancerede køreegenskaber og præcis styring. Ganske logisk er den større og tungere Grand C-Max ikke helt så adræt som C-Max, der mere minder om Focus i kørestil.

Grand C-Max kan begå sig i byen men er i sit es på lande- og motorvej, hvor vi blandt andet bemærker et behageligt lavt støjniveau i kabinen, komfortabel affjedring og et retningsstabilt styretøj, der ikke kræver konstante korrektioner.

Hvordan er motoren?
Den 2-liters TDCI turbodiesel er finpudset og fås nu med enten 150 eller 170 hk i Grand C-Max. I 150 hk udgaven, der efter vores smag giver rigeligt power til bilen, kan man vælge mellem manuelt 6-trins gearskift eller det automatiske Power Shift, som testbilen er udstyret med. Merprisen for PowerShift er 23.000 kr., hvilket man kan overveje af komforthensyn, men det koster ca. 10 pct. på brændstofforbruget – i hvert fald på papiret. Testbilen er opgivet til 20 km/l., men vi nåede kun et snit på 15 km/l. i testugen.

Passer prisen?
Både og. Ford Grand C-Max er billigere end sin direkte konkurrent VW Touran, der har en startpris på omkring 290.000 kr. – og dermed er ca. 25.000 kr. dyrere – men som også er en nyudviklet og mere moderne bil med bedre plads til både passagerer og bagage og som standard har syv sæder, hvilket koster 12.000 kr. ekstra til Grand C-Max. Når vi kommer op i de dyrere modelvarianter løber Touran dog hurtigere op i pris. Den direkte Touran-pendant til testbilen koster således 45.000 til 75.000 kr. mere afhængigt af udstyrsniveau. Ford Grand C-Max er også interessant som firmabil, da den har en noget lavere beskatningsværdi end VW Touran – 275.000 kr. mod 312.000 kr. med mindre dieselmotorer, uden at udstyrsniveauerne dog er direkte sammenlignelige.

Er der alternativer?
Ja, et par oplagte ud over VW Touran, der også kalder sig ‘Grand’ – og i lidt højre grad end C-Max er det. Først Citroën Grand C4 Picasso med mere plads end Ford Grand C-Max, flot design, gennemtænkt indretning og fine køreegenskaber. Lige nu med 120 hk BlueHDI diesel og Seduction-udstyr til 304.000 kr. eller med automatgear til 334.000 kr. Det andet alternativ er Renault Grand Scenic med 7 sæder, 110 dieselheste og automatgear til en aggressiv pris på godt 290.000 kr.

Konklusion:
For: Stærk motor, fine køreegenskaber og lavt støjniveau.
Imod: Nogle år på bagen, pladsudsnyttelse, kun 2 års garanti.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Ford Grand C-Max og C-Max har fået et fint facelift udvendig med Aston Martin-lignende front og nye baglygter. På plads, teknik og aktivt sikkerhedsudstyr er Grand C-Max ikke i front, men køreegenskaber og støjdæmpning hører til de bedste i klassen. Sammen med en fornuftig pris sikrer det fire stjerner.

Læs også test af konkurrenterne:

VW Touran har tur i den

Grand C4 Picasso er stor ‘haute car ture’

Kia Carens er gennemført gennemsnitlig

Friske kræfter til fed Zafira Tourer

Pris gør Renault Scenic til familiebilernes Godfather

FAKTA: Ford Grand C-Max 2,0 TDCI 150 hk PowerShift, 5 pers.
Vejl. pris, inkl. lev.: 368.000 kr.
Anslået kontantrabat*: 18.000 kr.
Årlig ejerafgift: 4.500 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5 (2010)
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 20,0 km/l
Forbrug i test: 15 km/l
Længde/bredde/højde: 452/183/168 cm
Bagagerum (min/max): 600/1867 liter
Vægt: 1.605 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 150 hk/370 Nm
0-100 km/t: 10,7 sek
Topfart: 200 km/t

Særligt standard udstyr (Titanium):
Regnsensor og automatisk nedblændeligt bakspejl, LED kørelys, opvarmet forrude med sprinklerdyser, 16″ alufælge, 2-zone klimaanlæg, varme i forsæder, højdeindstillelige forsæder, start/stop knap, LED kabinelys samt LED natbelysning, kromlister ved ruder og frontgrill.
Metallak: 6.800 kr. (*Rabat anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here