TEST: Honda Civic er Golf-klassens bedst kørende

BILTEST: Honda Civic var i forrige generation Golf-klassens mest velkørende bil. Nu er den blevet endnu bedre – og designet er stadig lige så aparte.

Hvilken bil?
Civic er det sporty alternativ i klassen – og den har været populær. Omkring 4.000 styk er solgt på det danske marked. Honda nyder kælenavnet “den japanske BMW”, og der er noget om snakken. Fast undervogn, omdrejningsvillige motorer og god kvalitet i kabinen gør Civic særdeles attraktiv – hvis man vel at mærke kan leve med designet. Forrige Civic lignede et kompakt, hidsigt rumskib. Den nye er fladere og længere at se på – stadig en outsider, men ikke længere lige så harmonisk.

Vidste du at?
Undervognen i den forrige Civic er hård, måske for hård for de flestes smag. Derfor har Honda arbejdet målrettet på at gøre den mere harmonisk, blandt andet ved hjælp af væskefyldte bøsninger. Og det virker – Civic er blevet er væsentligt mere afbalanceret bil. Meeen også en lille smule mindre sjov…

 

Hvordan er førerpladsen?
Også her skiller Civic sig ud fra mængden. Speedometeret er digitalt og sidder øverst lige foran føreren, nedenunder sidder den store omdrejningstæller, der er et traditionelt ur. Hvor der i den gamle Civic sad en fræk, rød startknap til venstre for rattet, sidder der nu en grøn økoknap, og bilen startes med nøgle ligesom de fleste andre biler. Materialerne er klart bedre end i forgængeren og gode for klassen, mens midterkonsollen er lidt rodet med mange knapper.

Hvordan opleves kabinen?
Materialekvaliteten er højnet over hele linjen – og den var i forvejen god. Generelt er rigtig meget udstyr standard, når man køber Honda, og det gælder også her, hvor læderrattet, sædevarmen, det tozonede klimaanlæg, elruderne, elspejle og meget mere følger med alle udstyrsvarianter. Trods coupéformen er bagagerummet stort, 477 liter, og det sluger nemt en barnevogn. Bagsæderne er de fra Honda Jazz så kendte, hvor hynderne også kan klappes op, så der bliver plads bag forsæderne.

Er sikkerheden i orden?
Fem stjerner blev det til i EuropNCAPs test af den nye Civic. Også den særligt voldsomme test, hvor bilen glider sidelæns ind i en pæl, gav fine resultater med god beskyttelse af hoved og underkrop, mens brystregionen viste sig at være mere udsat. Beskyttelsen af fodgængere ved frontal påkørsel er over middel. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?

Køreegenskaberne er Honda Civics helt store force. Den nye, velafbalancerede undervogn tager noget af go-kart-fornemmelsen, men til gengæld opleves Civic som en mere brugervenlig bil, der nu også håndterer motorvej uden støj og hop.

Gearkassen skal nævnes, for den er meget vel den bedste i klassen med sine små løb og yderst præcise skift.

Hvordan er motoren?
1,8-liters motoren er en gammel kending fra forrige model, men den er optimeret, så den nu yder 142 hk mod tidligere 140, samtidig med at den har fået lavere brændstofforbrug. Motoren leverer en lang, lige momentkurve og lever (stadig) allerbedst ved høje omdrejninger. Civic er blevet udstyret med en øko-knap, der stækker motoren så meget, at alt det sjove forsvinder. Men til gengæld kan du så glæde dig over, at du udleder mindre CO2.

Passer prisen?
Ja. Lige nu fås Civic 1,8 Sport til en kampagnepris på 249.900 kr. (eks. lev.), og det er et fantastisk godt køb. For pengene får du en både sjov og ualmindeligt harmonisk (når det kommer til køreegenskaberne) bil. Men selv med den almindelige prislap på 282.900 kr. er Civic et godt køb.

Er der alternativer?
Golf-klassen er pakket med fine biler. Oplagt er det selvfølgelig at nævne VW Golf, der har lagt navn til klassen. Her får du for 278.994 kr. en Golf med en glimrende 1,4-liters turbobenzinmotor med 122 hk. Koreanerne er som altid også værd at kigge nærmere på. Selv den dyreste Kia Cee’d med 1,6-liters dieselmotor når kun op på 249.999 kr. Men ingen af alternativerne er lige så sjove at køre som Civic.

Konklusion:
For: Klassens sjoveste køreegenskaber, masser af plads, god kvalitet.
Imod: Designet vil helt klart dele vandene – men det gjorde forrige Civic jo også.
Hvilkenbil siger:

Det uharmoniske design koster Civic den sjette stjerne. Man skal jo se på bilen hver dag, når man går ud i carporten. Men Civic kører fantastisk, har rigeligt med udstyr og masser af plads. Og de indre kvaliteter får dig hurtigt til at glemme de ydre mangler.

FAKTA: Honda Civic 1,8 Sport
Vejl. pris, inkl. lev.: 254.o00 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 16,4 km/l
Længde/bredde/højde: 430/207/144 cm
Bagagerum: 477-1.210 liter
Vægt: 1.378 kg
Motor: 4 cyl., 1,8 liter
Effekt: 142 hk/174 Nm
0-100 km/t: 9,4 sek
Topfart: 215 km/t

Særligt standard udstyr (Sport):
17″ alufælge, læderrat og -gearknop, elruder, elspejle med varme, tozone klimaanlæg, elvarme i sæder.
Metallak: 6.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Af Jens Østergaard

1 COMMENT

  1. Hvor er det fattigt at trække en stjerne på grund af “uharmonisk udseende”, det lugter simpelthen af fejlkiggeri af værste skuffe. Udseende er en subjektiv vurdering og er der noget Honda ikke er, så er det uharmonisk (min subjektive vurdering).
    Jeg troede man skulle tilstræbe at være objektiv når man bedømmer biler, og man kan da ihvertfald ikke tillade sig at lade det koste en stjerne. Jens Østergaard – du er dumpet.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here