TEST: MX-5 RF – klassiker med kostbar klaphat

BILTEST: Fra blød kasket til hård klaphat – Mazda MX-5 roadster med klassisk stof-kaleche fås nu med fast tag, der kan foldes ned bagi. Det ser godt ud, men støjer mere end originalen med stofkaleche.

Hvilken bil?
I slutningen af 2015 sendte Mazda fjerde generation af roadsteren MX-5 på gaden i Europa – mindre, lettere, stærkere og billigere end nogensinde. Nu har den klassiske MX-5 fået en rap fætter: Mazda MX-5 RF (Retractable Fastback) med nedfældelig hardtop. Med et tryk på en knap har du åben himmel over de to sæder. Bortset fra det fikse foldetag, der koster 45.000 kr. ekstra i forhold til en ‘almindelig’ MX-5’er, er interiøret identisk, og det samme er motorerne. Her holder Mazda fast i de klassiske sugemotorer, der med et frækt vræl fra udstødningen og lynhurtig reaktion på gassen giver ægte sportsvognsglæde. Det gælder både for basisudgaven på 1,5 liter med 131 hk, som fås fra lige under 350.000 kr., og 2,0 med 160 hk til 419.000 kr. inkl. levering, som vi tester her.

Vidste du at?
Enhver kan se det. Mazda MX-5 og ikke mindst MX-5 RF, som vi tester her, ser brandgodt ud. Men begge er også blevet belønnet af fagkundskaben med den prestigefulde ‘Red Dot’-designpris ‘Best of the Best’. Henholdsvis i 2015 og 2016. Kriterierne, der ligger til grund for kåringen, er blandt andre innovation, funktionalitet, ergonomi og kvalitet. ”Form møder funktion i det tredelte, automatisk nedfældelige tag på MX-5 RF. Det tager bare 13 sekunder at åbne eller lukke taget, og bevægelsen er i sig selv et imponerende skue. MX-5 RF kombinerer egenskaberne og designet fra en coupé med følelsen af vind i håret, som har været en del af MX-5-oplevelsen siden lanceringen af første generation i 1989,” fremhæver den 39 personer store jury bestående af designere, professorer og journalister.

Hvordan er førerpladsen?

At glide ned i MX-5 RF’s intime siddebrønd er som at tage en håndsyet kørehandske på. Rattet er tyndt, læderbetrukket og står næsten lodret, som det skal i en ægte sportsvogn. Her er klassiske viserinstrumenter med kromringe og selvfølgelig er omdrejningstælleren placeret i centrum.

Men funktionaliteten i MX-5 er up to date med trykfølsom skærm, og fra rattet kan du styre radio, telefon, fartpilot og kørecomputer. Rattet kan kun justeres op-ned, men det betyder mindre, når forholdet mellem rat, pedaler og de velformede bucketsæder er rigtigt afstemt. Selv om du er op til 190 cm, kan du finde sig til rette og nyde en mærkbar forbedring af beskyttelsen mod vejr og vind, når MX-5 RF kører topløs. Der er dog en del turbulens og vindstøj omkring det åbne tag, som irriterer.

Hvordan opleves kabinen?
Indfarvede dørpaneler i samme farve som bilen giver sammen med røde syninger på alt fra gearknop til instrumentbræt ægte sportsvogns-stemning. Mange steder er der anvendt hård plastic, som kan modstå lidt vind og vejr – og måske en enkelt regndråbe – men knapper og greb klikker præcist og alt er skruet solidt sammen. Klimaautomatik, der selv reagerer på, om taget er oppe eller nede, er en lækker detalje. Især fordi du benytter enhver lejlighed til at klappe taget ned. Det almindelige handskerum er sløjfet og erstattet af et lille opbevaringsrum mellem sæderne, et bag passagersædet og plads til instruktions- og servicebog i bagagerummet, der med sine knap 130 liter kun rækker til en weekendtur for to.

Er sikkerheden i orden?
Mazda MX-5 måtte nøjes med fire ud af fem stjerner i Euro NCAPs crashtest i 2015, da den ikke fås med automatisk nødbremse. Bortset fra dén detalje klarer MX-5 sig faktisk godt. Og vi må antage, at RF-udgaven med sin særlige tagkonstruktion er lidt stivere i karossen end roadsteren, der selv uden det faste tag er hårdfør i alle crashtest-discipliner. Dog med en mindre anmærkning i pæletesten, hvor bilen slynges sidelæns ind i en pæl. Her blev noteret forhøjet belastning af førerens brystkasse. Til gengæld er den lave sportsvogn særdeles blid ved fodgængere, formentlig på grund af den lange, aktive motorhjelm, der popper op ved sammenstød for at mildne slaget. Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Så sjovt som man helt havde glemt, det kan være at køre bil.

Mazda MX-5 RF byder på en køreoplevelse, der til fulde matcher mange langt større og dyrere sportsvogne. Balancen og styringen er skarp som et samurai-sværd og giver MX-5 et stærkt underholdende mekanisk nærvær.

Det imponerende er, at lige så let og adræt den godt ét ton ‘tunge’ MX-5 er, lige så komfortabelt placerer den dækkene på asfalten. Bilen ’tilgiver’ tilmed stort set alle kørefejl og manøvrer og er stort set umulig at få til at skride ud. Mazda MX-5 RF er stærkt vanedannende – både at se til og køre. Lange ture på motorvejene side om side med utallige lastvognstog er dog ikke den lave sportsvogns favoritdisciplin; man får snart lyst til at dreje fra og snuppe en bugtet landevej i stedet.

Hvordan er motoren?
Klassisk opbygget og perfekt til en lille sportsvogn som MX-5. Mazda benytter ikke turbolader men i stedet omdrejningsvillige, firecylindrede motorer med ultrahøj kompression.

I testbilen med den store 2-liters motor med 160 hk er resultatet en motor, der pisker op i omdrejninger ved det mindste vip med speederen. Den tigger om at blive kørt godt ud i gearene, selv om der er masser af bundtræk i motoren.

Kræfterne kædes perfekt sammen med den korte gearvælger, der klikker gearene på plads med en præcision, som sad tandhjulene i et Seiko-ur. Fordelen ved Mazdas sugemotorer er også, at de har et mere realistisk forhold til forbrugsopgivelser end dowsizede turbomaskiner. Brochuren lover 14,5 km/l – vi nåede uden at spare på accelerationerne et snit på 15,6 km/l.

Passer prisen?
I nogen grad. 419.000 kr. for en formidabel køreoplevelse under åben himmel når vejret tillader det, og et look, der vender hoveder over alt, hvor du kommer frem samt udstyr som klimaanlæg, fartpilot, fuld-LED lys og læderindtræk er nærmest fundet for pengene. Basisudgaven med en 1,5 liters motor med 131 hk, der først mister pusten ved 7.000 omdrejninger kan du endda få for 349.000 kr. inkl. levering. Det er priser, der sætter de få konkurrenter på plads. Eneste problem; du får det samme i fætteren med kaleche til en pris, der er 45.000 kr. lavere. Samtidig døjer den klassiske MX-5 roadster heller ikke med den vindstøj, som tagkonstruktionen på MX-5 RF desværre skaber.

Er der alternativer?
Ja…og så alligevel ikke. Mazda MX-5 RF har ingen direkte konkurrenter, da ingen andre mærker tilbyder en to-personers sportsvogn med hårdt, elektrisk foldetag til under 500.000 kr. Så alternativerne finder vi enten blandt langt dyrere biler eller blandt de klassiske roadstere. Værste konkurrent er som nævnt fætteren, den klassiske MX-5 med ‘blød hat’ i stedet for testbilens hårde – og fordyrende – klaphat. Et andet alternativ er også – næsten – en Mazda MX-5: Fiat 124 Spider. Bortset fra designet og Fiats velkendte 1,4 liters momentstærke turbobenzinmotor med 140 hk er al teknik ned til sidst møtrik hentet fra Mazda MX-5 takket være et japansk-italiensk samarbejde. Fiat Spider koster 529.000 kr. inkl. levering – hele 110.000 kr. mere end Mazda MX-5 RF…

Konklusion:
For:
Køreglæde og udseende i særklasse
Imod: Pris i forhold til roadster-udgaven, vindstøj, trang hvis du er lang
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
Mazda MX-5 RF ser blændende ud med sit foldetag, der pakker op og ned på knap 15 sekunder. Men alligevel kommer RF’eren den til kort: Den er 45.000 kr. dyrere end MX-5 med klassisk stofkaleche og den flotte tagkonstruktion skaber desværre en del turbulens og vindstøj som skæmmer køreoplevelsen uden tag. Det koster en stjerne i forhold til Mazda MX-5 Roadster, der kører de maksimale 6 stjerner i hus.

Læs også tests af konkurrenterne:

Mazda MX-5 er mesterlig minimalisme

Spider – ninja forklædt som belladonna

FAKTA: Mazda MX-5 RF 2,0 (Retractable Fastback)

Vejl. pris, inkl. lev.: 419.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.960 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 4
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 14,5 km/l (CO2 161 g/km)
Forbrug i test: 15,6 km/l
Længde/bredde/højde: 392/174/123 cm
Bagagerum: 127 liter
Vægt: 1.045 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, benzin
Effekt: 160 hk/200 Nm
0-100 km/t: 7,4 sek
Topfart: 215 km/t

Særligt standard udstyr 2,0:
Klimaanlæg, højdejusterbart læderrat med betjening af radio, fartpilot og kørecomputer, Bluetooth, regnsensor, lyssensor, elspejle, lædersæder, varme i sæder, linjevogter, fuld LED-forlygter og kørelys 17-tommer alufælge.

Ekstraudstyr:
Metallak: 7.000 kr. Navigation: 8.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here