TEST: Seat Toledo – ”raumwunder” uden temperament

0

BILTEST: Den er muligvis tysk inden i og spansk uden på, men i Seat Toledo klinger det slogan lidt hult. Sjovt bliver det aldrig i den latinske udgave af Skoda Rapid.

Hvilken bil?
Seat Toledo er en forhjulstrukket 5-dørs hatchback i den lille mellemklasse. Selv om den ligner en sedan, har den altså en stor bagsmæk. Seat er i gang med den fjerde generation af Toledo, der blev lanceret i slutningen af 2012. Vi har prøvekørt den eneste diesel i modellens motorprogram – den 105 hestes  1,6 TDI Ecomotive – med 5-trins manuelt gear i Style udstyrsniveau.

Vidste du at?
Skoda Rapid, der nu i øvrigt introduceres som såkaldt Spaceback, og Seat Toledo er teknisk identiske biler. Nogle påstår, at der er mere Skoda end Seat i Toledo, og det er ikke så mærkeligt, for bilen er udviklet af Skoda på basis af en forlænget Fabia, og produktionen foregår da også på Skoda-fabrikkerne i Tjekkiet.

Hvordan er førerpladsen?

Stål fra Toledo har ry for at være ekstra hårdt. Helt så hård er plasten i kabinen ikke, men tæt på, og der er meget af den. Det virker fjendtligt.

Det er ikke den standard, vi forventer fra Volkswagen-koncernen. Til gengæld er instrumentbordet nydeligt rent i linjerne, og alting sidder hvor det skal. Sæderne er faste – nogle vil nok synes for hårde – og man sidder godt. Også de langbenede. Det læderbetrukne rat kan justeres både i højde og længde.

Hvordan opleves kabinen?

Kabinen er et reelt ”raumwunder”. De 2,6 meter mellem bilens aksler er optimalt udnyttet, så benpladsen på bagsædet er rigelig – selv med langbenede folk foran.

Bagsædet er meget plant, hvilket gør, at der kan sidde tre voksne, men samtidig er det lavt placeret uden særlig god siddekomfort. Bagagerummet på 550 liter, der kan blive til 1490 liter med splitbagsædets rygge lagt ned, er imponerende – masser af reel plads, men også en høj læssekant. Buldren fra det store lastrum generer i kabinen.

Er sikkerheden i orden?
Ja. Seat Toledo gør en rigtig god figur i Euro NCAP-testen og scorede i 2012 fem ud af fem mulige stjerner. Også den hårdhændede pæletest klarer bilen næsten til topkarakter. Der er ikke meget at kritisere – kun i piskesmældstesten lever Toledo ikke helt op til de bedste og scorer kun 2,6 ud 4,0 mulige point. Seat Toledo deler i øvrigt testdata med Skoda Rapid. Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Det er så som så med køreglæden. Det spanske temperament og de fyrige køreegenskaber, som Seats marketingafdeling ellers fremhæver, findes ikke i Toledo. Særligt affjedringen bagtil er ikke vellykket. Det er som om bagakslen ikke formår at opfange ujævnheder og bump, hvilket resulterer i en ubehagelig buldren for ørerne i kabinen, fordi kabine og bagagerum ikke er adskilt i hatchback’en.

Hvordan er motoren?
På papiret ser præstationerne i den 1,6 liters TDI fine ud, men i praksis er virker motoren træt og træg. Den leverer ikke en god køreoplevelse. Kræfterne skal nærmest vrides ud af maskinen med et hårdt tryk på speederen. Den fine 1,4 TSI benzinmotor med 122 hk fås til samme pris – endda inklusive 7-trins DSG-automatgear. Vi siger det bare… også selv om den ikke kører lige så langt på literen.

Passer prisen?
For en bil i den størrelse er prisen på 234.000 kr. umiddelbart OK. Men det er et prisniveau, hvor konkurrencen er skarp som et samuraisværd, og alternativerne er rigtig mange.  Og pludselig virker Seat Toledo dyr. Søsterbilen Rapid til 224-240.000 kroner, alt efter om man vælger Ambition eller Elegance udstyr, klarer det ikke bedre.

Er der alternativer?
Eneste direkte konkurrent er Rapid. Men i prislejet klemmes Toledo fra alle sider. For eksempel af Skoda Octavia – Årets Bil 2014 – fra 203.000 kr. På alle måder en bedre bil, der byder på endnu mere plads. 1,2 TSI benzinmotor og Ambition udstyr fås til samme pris som testbilen.  Vil man have dieselmotor, fås  1,6 TDI også i Octavia i det lavere Active udstyrsniveau til 238.000 kr. Ford C-Max og Ford Focus stationcar med den fine 100 hk Eco-boost motor lokker også. For ikke at tale om Seats egen Leon, der begynder ved 194.000 kr.

Konklusion:
For: Masser af plads, gennemprøvet VW-teknik.
Imod: Modvillig motor, kedelige køreegenskaber, kun to års garanti.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Et lille søvnigt siesta-gab og tre stjerner bliver det til Seat Toledo. Svært at se berettigelsen i markedet, og ikke vores valg, hvis der er 230.000 kr. at købe bil for. Men bevares, i billigste udgave til 158.000 kr. er der plads til familien for skillingerne – til næsten 10.000 mindre end den tilsvarende Skoda Rapid.

Læs også testen af Seat Toledo’s søsterbil: Skoda Rapid er discount på den dyre måde

FAKTA: Seat Toledo 1,6 TDI 105 hk Style
Vejl. pris, inkl.  lev.: 234.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 14.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.000 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 25,0 km/l
Forbrug i test: 18,8 km/l
Længde/bredde/højde: 448/171/146 cm
Bagagerum (min/max): 550/1.490 liter
Vægt: 1.265 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbodiesel
Effekt: 105 hk/250 Nm
0-100 km/t: 10,4sek
Topfart: 190 km/t

Særligt standard udstyr (Style):
16” alufælge, opvarmede el-sidespejle, klimaanlæg/afkølet handskerum, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, fartpilot, 4-vejs justerbart rat , højdejusterbart fører- og passagersæde, soundsystem med aux-in og USB-tilslutning, kørecomputer, splitbagsæde, stop-start automatik.
Metallak: 5.300 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

henrikh@hvilkenbil.dk

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation