TEST: Suzuki Splash er en mini med maxi plads

BILTEST: Suzuki Splash er noget så usædvanligt som en mini med plads til hele familien – undtagen barnevogn. Alt er lidt højere i Splash: Taget, kørestillingen og kvalitetsfornemmelsen.

Hvilken bil?
Suzuki Splash kiler sig ind mellem lavprismini’en Alto og den lidt større og smarte Swift. Idéen med den blot 3,7 meter lange Splash er at skabe maksimal plads i mini-klassen. Ved at gøre Splash høj, sidder man mere opret i kabinen, hvilket ikke blot øger benpladsen for og bag, men samtidig giver dig et godt overblik bag rattet og letter ind- og udstigning. Splash fik en mindre overhaling sidste år med ny, trecylindret motor og mere udstyr.

Vidste du at?
Suzuki lancerede Splash i 2008 i samarbejde med Opel, der kaldte den tyske udgave for Agila. Begge biler bygges på Suzukis fabrik i Ungarn og er baseret på Suzuki-teknik. Agila sælges ikke længere i Danmark. I 2011 var Splash blandt de 50 mest solgte bilmodeller herhjemme. En faceliftet udgave er på vej senere i år – læs artikel.

Hvordan er førerpladsen?
Høj og gedigen. Udsynet er langt bedre end i de lavbenede trillinger Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo. Med store forsæder, kraftige betjeningsgreb og solide plastmaterialer spores ingen discountfornemmelser. Rattet kan kun justeres i højden, men sammen med det højdejusterbare forsæde er det muligt for selv høje chauffører at finde en fornuftig kørestilling.

Hvordan opleves kabinen?
Splahs’ størrelse taget i betragtning er bagsædet forbløffende rummeligt. Tricket med at sidde opret som på en køkkenstol virker; benpladsen er godkendt til de fleste voksne.

For børnefamilien er det et plus, at der er god udsigt fra bagsædet. Det giver ro på bagsmækken og mindsker risikoen for køresyge.

Taberen i regnestykket er bagagerummet, der kun har plads til 202 liter. Omvendt forvandles Splash let til en regulær flyttekasse på hjul, hvis man lægger splitbagsædet ned.

Er sikkerheden i orden?
Splash er blandt de mere sikre biler i miniklassen, med gode karakter for både frontal- og sidekollision. I alt opnåede Splash fire ud af fem stjerner, da EuroNCAP crashtestede den i 2008. I sidekollisioner vil andre biler ramme den relativt høje Splash lavt og sideairbaggardiner beskytter passagerer på både for- og bagsæde.

Hvordan kører den?
Trods sit høje tyngdepunkt kører Splash sikkert og stabilt, også under pres. Køreglæden har den arvet fra den forrige generation Swift, som den deler undervogn med. At Splash kører på store 15-tommer hjul frem for konkurrenternes 14-tommer, medvirker til en veloplagt køreoplevelse. Affjedringen er fast men ganske komfortabel – kun på skarpkantede ujævnheder virker Splash en smule stiv i betrækket.

Hvordan er motoren?
Med mindre man ofte kører langt og hurtigt, vil basismotoren række til de flestes behov.

Med tre cylindre har den et herligt snerrende soundtrack, der får de 68 heste til at lyde af mere.

Gearskiftet ligger lige ved hånden og gør det sjovt at holde dampen oppe på den lille maskine. Oppe i fart falder mekanikken til ro og så er det svært at argumentere for den 32.000 kroner dyrere 1,4 med fire cylindre og 94 hk. Basismotoren er simpelthen sjovere. Motorvejskørsel spolerer dog normforbruget på 20,8 km/l, fordi den høje Splash skal flytte meget luft.


Passer prisen?
Ja, især i basisudgaven, der med elruder foran, fjernbetjent centrallås og varme i forsæderne ikke opleves skrabet. Alligevel er Splash 5.000 kroner billigere i dag end ved introduktionen i 2008. Sammenlignet med de billigere minibiler, retfærdiggøres Splash’s merpris af mere plads og federe finish.

Er der alternativer?
Nedefra presses Splash af minier som Chevrolet Spark, Hyundai i10, Kia Picanto og trillingerne C1, 107 og Aygo, der alle koster noget under 100.000 kroner. Omvendt er ekstra 10.000 – 15.000 kroner adgangsbilletten til større biler som Seat Ibiza, Hyundai i20 eller Kia Rio. Reelt befinder Splash sig i sin egen klasse lige midt imellem.

KONKLUSION:
For: Intelligent pladsudnyttelse, kørestilling med udsigt og friske køreegenskaber.
Imod: Beskedent bagagerum.
Hvilkenbil siger:

Suzuki Splash har sin helt egen niche som højloftet mikro-MPV, der vil tiltale både den lille familie og efterlønneren med sarte rygstykker. Splash er en spændende outsider blandt minibilerne.

FAKTA: Suzuki Splash 1,0 GL

Vejl. pris, inkl. lev.: 114.000 kr.
Anslået kontantrabat*: 9.000 kr.
Årlig ejerafgift: 560 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år (100.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 20,8 km/l
Længde/bredde/højde: 372/168/159 cm
Bagagerum (min/max): 202/1050 liter
Vægt: 1.050 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter, benzin
Effekt: 68 hk/90 Nm
0-100 km/t: 14,7 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standard udstyr:
El-ruder for, fjernbetjent centrallås, splitbagsæde, højdejusterbart rat og forsæder, 15” hjul, varme i forsæder, kørecomputer.
Metallak: 3.500 kr., cd-radio: 3.700 kr.
GLS Aircon koster 17.000 kr. mere og har bl.a. aircondition, indfarvede spejle og håndtag, el-spejle, læderrat med radiobetjening, cd-radio og omdrejningstæller. *Rabat anslået af hvilkenbil.dk.

[email protected]

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here