VW opgiver nyt supergear

Dieselgate kaster fortsat lange skygger over VW’s udviklingsafdeling. Seneste offer bliver det annoncerede automatgear med 10 trin – pengene skal bruges på flere elbiler.

Dieselskandalen, hvor VW i 2015 blev taget i at snyde med udstødningen fra 10 millioner dieselbiler, kaster fortsat lange skygger over koncernen. Seneste offer bliver de avancerede automatgear med 10 trin og dobbeltkobling som VW annoncerede i 2014.

”Jeg måtte opgive prototypen for et par måneder siden,” siger VW’s motorchef, Friedrich Eichler, til branchebladet Automotive News.

Dermed fortsætter VW-koncernen med at skære og prioritere hårdt i budgetterne. Dieselskandalen forventes at koste VW over 200 milliarder kroner i bøder og tilbagekøb af ulovlige biler, og de penge skal ikke mindst findes i koncernens fremtidsplaner. Modeludvalget skal indskrænkes og kostbar ny teknologi, der kun kan sælges i mindre stykantal luges helt ud af regnskaberne.

Udover penge til at rydde op efter ‘dieselgate’, har VW også brug for penge til koncernens satsning på elbiler, der hurtigst muligt skal afløse de nu så uønskede dieselbiler.

Det er i øvrigt ikke første gang, at VW lægger det 10-trins DSG gear i graven. Allerede i september 2015 på omtrent samme tid som dieselskandalen detonerede i USA, var der rygter fremme om, at det ville blive for dyrt at færdigudvikle det avancerede automatgear. Rygterne blev dog aldrig bekræftet og først nu er det officielt, at VW opgiver det 10-trins automatgear.

Konkurrenterne har 9 trin
Fordelen ved et automatgear med mange trin er, at motoren altid kan køre med det antal omdrejninger, der er mest effektive og dermed spare brændstof. Ulempen er, at flere trin øger kompleksiteten og omkostningerne samt muligheden for fejl. Ikke desto mindre får moderne automatgear stadig flere trin: BMW benytter en automatgearkasse med otte trin i mange modeller, mens Mercedes og Lexus er oppe på ni trin.

Læs også: VW-koncernen på vej med 30 elbiler

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here