VW Taigo: Crossover i coupé-klæder

taigo

BILTEST: Mini-SUV-coupé kalder VW den vellykkede Taigo, der placerer sig mellem T-Cross og den faceliftede T-Roc.

Hvilken bil?

Antallet af modeller skåret over den samme læst er i bilverdenen utallige, og med Polo har Volkswagen lagt grunden til crossoveren T-Cross og nu også den coupé-agtige Taigo. Platformen er den samme, de fysiske mål adskiller sig kun ganske lidt, og ved at trække en smule hist og her samt foretage en minimal variation i udstyr og drivlinjer har man pludselig en palette af minibiler.
Stordriftsfordelene er til at få øje på, hvilket er godt, når VW skal udvikle nye elbiler, mens en gigantisk diesel-svindel-bøde stadig belaster regnskaberne.
Tæt på de tre i samme familie er også T-Roc, der står på samme, men let modificerede platform udviklet til Golf.
I VW-familien er Taigo den fikse model. Den coupé-formede bagdel appellerer til dem, der ikke tænder på T-Cross’ og T-Rocs kasseform, men gerne vil bevare de forhøjede bekvemmeligheder. T-Cross er 410 centimeter lang, T-Roc 424 og Taigo 427. T-Roc har fire centimeter mere mellem akslerne end de to andre. Bagagerummet i T-Cross sluger 455 liter, T-Roc 445 og Taigo 440.
Bag rattet i Taigo er SUV-fornemmelsen knap så udpræget som i T-Cross og T-Roc, da man sidder en smule lavere. Hvis udgangspunktet er den 3-cylindrede 1,0 liters turbomotor med 110 hestekræfter, DSG-gearkasse og Style-udstyr, koster Taigo 310.000 kr. T-Cross er 3.000 kroner dyrere.
Grundlæggende er de tre mindste VW-crossovers altså meget tæt på hinanden, hvor T-Roc efter det nylige facelift står som den lidt mere fine.
I denne test er Taigo omdrejningspunktet, og testudgaven er netop førnævnte til 310.000 kr. Den fås fra 265.000 kr. med 95 heste og 5-trins manuel gearkasse. Foretrækker man den 4-cylindrede 1,5 liters motor med 150 hk og DSG-gear, er merprisen i forhold til den 110 hestes 20.000 kr. – altså står den i 330.000.

Vidste du at?

Dagens testbil er en brasiliansk folkevogn, født som VW Nivus i maj 2020, udbredt til andre markeder i Sydamerika samme sommer og lanceret i Europa i juli 2021 under navnet Taigo.

Taigo nåede Danmark i år, og den europæiske adskiller sig kun på ganske få punkter fra den sydamerikanske. Europa-versionen produceres i Pamplona i Spanien på samme fabrik som Polo og T-Cross.
Danskerne har taget pænt imod Taigo – efter de første seks måneder af 2022 er den nummer 23 på den danske salgsliste med 977 solgte. T-Roc er den mest populære VW med 1.435 solgte, samlet nummer fem på listen, Polo er nummer 15 med 1.029 solgte. T-Cross er nummer 25 med 830 solgte. Til sammenligning valgte kun 447 danskere i årets første seks måneder tidligere tiders storsælger VW Golf. Den er helt nede på 59.-pladsen.

Hvordan er førerpladsen?

Man sidder fint i de sportssæder, der hører til Style og R-Line. Det er nemt at finde sig godt til rette, og alt er indrettet logisk, omend jeg godt kunne ønske mig, at fartpilotens pauseknap på rattet sad tættere på venstre tommelfinger i stedet for at være den knap, der er længst væk.
Rigtig godt er det, at aircondition, elbagrude og sædevarme betjenes med dreje- og trykknapper. Mindre godt er det, at en bil til 310.000 kr. ikke har regnsensor og automatisk nedblænding af bakspejlet. Pakken med de to bekvemmeligheder koster 9.000 kr., og så får man 2-zonet klimaanlæg med, desværre af VW-typen, hvor man nærmest skal “swipe” for at regulere temperaturen. Det ser fancy ud, men virker ikke overbevisende.
Test-Taigoens grønne stylingpakke kamuflerer ikke, at man har brugt en del hård plast, og så er det altså en kikser, at kopholderne i midterkonsollen kommer i konflikt med midterarmlænet, når man trækker det frem. Samme kopholder-skavank lider T-Roc under.
Hvor den første model T-Roc var decideret rustik i sit indvendige materialevalg, er den nye mere lækker, og dermed er den relativt høje pris på en måde retfærdiggjort. Men helt sige sig fri for musegrå, stenhård plast på f.eks. det øverste af dørsiderne kan T-Roc ikke.

Hvordan opleves kabinen?

Taigo-bagagerummets 440 liter er klart et plus, men coupé-taglinjen kan gøre livet besværligt for høje passagerer i bagsædet. Her er de firkantede T-Cross og T-Roc mere generøse i højden.
Selvom T-Roc qua platformdelingen med Golf burde tilbyde mere plads til benene på bagsædet, er det ikke tilfældet.
T-Roc-bagagerummet tager til bagsæderyglænenes overkant kun fem liter mere end Taigo.

Er sikkerheden i orden?

Selvom Taigo kom til verden i Brasilien, er der ikke givet køb på sikkerheden. Den blev af Euro NCAP-testet i år til de maksimale fem stjerner. Stor ros til VW for at vælge den tilgang og ikke gå Renault-vejen, som franskmændene gør med billigmærket Dacia. Taigos kollisionssikkerhed er imponerende, den har centerairbag mellem forsæderne, hvorimod den kun lige trækker de fem stjerner hjem i kategorien aktive sikkerhedssystemer.
T-Roc er en ældre konstruktion og ikke sikkerhedstestet efter faceliftet i år, så dens Euro NCAP-resultat er fra 2017 og siger ikke meget om sikkerheden efter 2022-standarderne. Centerairbag har den ikke, men den har nogenlunde samme aktive sikkerhedsudstyr som Taigo, så mon ikke der er grund til at føle sig nogenlunde tryg.
Fælles for begge er en relativt kraftig C-stolpe, der ikke gør noget godt for udsynet skråt bagud, når man spejder efter cyklister. 

Hvordan kører den?

Både Taigo og T-Roc opfører sig som klassiske VW’er: Letkørt, undervognen er stram, men på ingen måder ukomfortabel, ujævnheder opsuges gelinde, og styretøjet er ekstremt let, særligt ved lav hastighed.
T-Roc-testbilen var en R-Line og dermed udstyret med 18 tommer fælge. Det vil jeg ikke anbefale, for her fordufter noget af komforten, og støjen bliver på visse typer asfalt generende.
Parkeringssensorerne virker efter princippet “better safe than sorry”, og det skal de sådan set ikke klandres for. Men det er lidt irriterende, når en bagvedkørende ved et lyskryds formaster sig tæt på, men ikke så tæt på at det er kriminelt. Dét reagerer den meget følsomme p-sensor på, så køkørsel akkompagneres af bip og dut.

Hvordan er motoren?

Livet er efterhånden for kort til manuel transmission, så DSG-gear synes at være et must.

Merprisen for dobbeltkoblingsgearkassen i en Taigo er 20.000 kr. Men helt lydefrit fungerer den ikke, da den ofte er tøvende i forhold til, hvilket gear den skal vælge, når man kører omkring hjørner, ligesom igangsætning kan foregå lidt abrupt. Man kan, hvis irritationen tager over, vælge at skifte selv med kontakterne på bagsiden af rattet. Oppe i fart og under de fleste forhold fungerer DSG-gearet dog aldeles fremragende.
Den 3-cylindrede 1,0-turbobenziner i test-Taigoen gør et virkelig fint stykke arbejde. Snurrer under de fleste forhold let, knurrer godt nok ved acceleration, men er generelt et behageligt bekendtskab. Opgraderingen til den 4-cylindrede 1,5 koster 20.000 kr. – det er rimeligt i forhold til at få en mere harmonisk motor med lidt flere muskler i mellemgulvet. Ret beset løser den lille motor dog de fleste opgaver uden at falde igennem og vil i manges øjne ikke retfærdiggøre en opgradering.
T-Roc fås som Golf kun i én udgave med den lille motor og manuel gearkasse. Den 4-cylindrede 1,5’er koster i Style-versionen 365.000 kr., altså 35.000 kr. mere end Taigo Style med samme motor. Den motor er særdeles harmonisk, og jeg har et svagt punkt for den.

Passer prisen?

Niveauerne i Volkswagen-koncernen er givet på forhånd. Audi er dyrest, derefter følger VW, Skoda og Seat. Dermed være sagt, at VW som udgangspunkt hører til i den lidt dyrere ende.
Polo 1,0 med 110 hk, DSG-gear og Style-udstyr koster 272.000 kr., opgraderingen til mini-SUV-coupeen Taigo er 38.000 kr., til T-Cross 41.000 kr.
Merpriserne er godkendt, men igen skal VW lige rives i næsen for i alle tre at tage omkring 9.000 kr. for regnsensor, automatisk nedblænding af bakspejlet og 2-zonet klimaanlæg. Den pakke burde være standard.
Den lidt større T-Roc er repræsentativ i sammenligning med Taigo, hvis motoren er den 4-cylindrede 1,5’er med 150 hk og Style-udstyr. Taigo koster 330.000 kr., T-Roc 365.000. Sidstnævnte har med Style-udstyr regnsensor, automatisk nedblænding af bakspejl, men ikke LED-Matrix-lygterne, som Taigo har.
Altså koster en lidt bedre udstyret og i praksis lige så rummelig Taigo på Polo-platformen 340.000 kr., hvor T-Roc med LED-Matrix koster næsten 380.000 kr., og den merpris er umiddelbart vanskelig at retfærdiggøre.

Er der alternativer?

Skoda Kamiq, Seat Arona, Renault Captur, Peugeot 2008, Ford Puma, Toyota C-HR og Honda HR-V befinder sig alle i feltet omkring Taigo.
Taigo er med sin coupéform lidt for sig selv, men lad os bare tage Taigo 1,0 TSI 110 hk DSG Style med klima, regnsensor og automatisk nedblænding af bakspejlet til knap 320.000 kr. som omdrejningspunktet. I så fald har vi – nævnt fra billigst til dyrest, alle med automat- eller dobbeltkoblingsgear:
Seat Arona med både FR- og Xperience-udstyr koster 270.000 kr., Skoda Kamiq Style 294.000 kr., Renault Captur med 140 hk 308.000 kr., Ford Puma 1,0 ST-Line med 125 hk 328.000 kr., hybriden Toyota C-HR med C-HIC-udstyr og 122 hk 365.000 kr., hybriden Honda HR-V Advance med 131 hk 369.000 kr. og endelig Peugeot 2008 Allure med 130 hk og sikkerhedspakke til 375.000 kr.
Dermed ender vi jo nærmest med, at Taigo slet ikke er så tosset prissat.

Konklusion:

For: Køreegenskaber, motor, bagagerum.
Imod: Pletvist billigt interiør, ingen elektrificering, kun to års garanti.
Hvilkenbil siger: 

I tilfældet VW Taigo er jeg lige ved at finde transformationen fra crossover til crossover-coupé vellykket. Pladsen er fin, drivlinjen fungerer med visse DSG-undtagelser fint, det generelle udstyrsniveau er højt, men det skuffer, at et par udstyrs-selvfølgeligheder koster ekstra, ligesom mængden af hård plast i kabinen er temmelig udbredt.
Den faceliftede T-Roc er klart en bedre bil end den første T-Roc, men merprisen fra en tilsvarende motoriseret og udstyret Taigo er i overkanten.

FAKTA: VW Taigo 1,0 TSI 110 hk DSG Style

Vejl. pris, inkl. lev.: 310.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Billigste: 264.995 kr. (1,0 TSI 95 hk man. gear Life)
Privatleasing: 3.799 kr./måned. Førstegangsydelse 10.000 kr. (15.000 km/år, leasingperiode 36 måneder). Billigste: 3.299 kr. (1,0 TSI 95 hk man. gear Life)
Årlig ejerafgift: 1.200 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Fem stjerner (2022)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 427/176/152 cm
Bagagerum: 440 liter
Vægt: 1.225 kg
Anhængervægt: 1.100 kg (m. bremser)
Benzinmotor: 3 cyl., 1,0 liter, turbobenzin
Ydelse: 110 hk
Forbrug (EU-norm): 16,9 km/l (134 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 15,9 km/l
0-100 km/t: 10,9 sek
Topfart: 191 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, Travel Assist, aktiv vognbaneassistent, træthedsovervågning, SOS-nødopkald, LED Matrix forlygter med fjernlysassistent, adaptiv undervogn, aircondition, 4 x elruder, p-sensor for og bag, elektrisk justering af sidespejle m. varme, højdeindstillelige sportsforsæder m. varme og lændestøtte, digitalt cockpit, DAB-modtager, 6 højttalere, bluetooth, Apple CarPlay og Android Auto, 2 USB-C for og 2 USB-C bag, 17 tommer alufælge.

Metallak: 2.995-9.495 kr.
DK-pakke (2-zonet klimaanlæg, bakkamera, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, Light Assist): 8.895 kr.
Anhængertræk (m. aftagelig krog): 10.995 kr.
Tonede ruder bag: 3.095 kr.
DK-komfortpakke (nøglefri betjening, digital cockpit pro, induktiv opladning af mobiltelefon): 8.895 kr.
Lydanlæg Beats (forstærker, subwoofer, 300 W output): 8.495 kr.
Navigation Discover Pro (inkl. 8 tommer touchskærm og vejskiltegenkendelse): 12.595 kr.
Styling pakke grøn: 1.995 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here