Bilsalget tilbage på sporet i maj

VW tog guldmedaljen som det mest solgte mærke i Danmark i 2018. Bl.a. fordi Golf her blev den mest solgte i sin klasse med 6.209 styk.

Bilsalget har atter fuld fart på – især mellemstore biler som Nissan Qashqai og VW Golf hitter, mens salget af de mindste biler er på vej mod en halvering på to år.

Bilsalget er tilbage i overhalingsbanen i højeste gear. I maj blev der indregistreret 22.541 nye personbiler, svarende til en stigning på 1 procent sammenlignet med sidste år, oplyser De Danske Bilimportører.

Korrigeret for normale sæsonudsving steg bilsalget 1,7 procent fra april til maj, oplyser Danske Bank. Dermed steg bilsalget for anden måned i træk, men er dog ikke tilbage på niveauet fra starten af året, efter en større tilbagegang i marts. Men med fremgang i april og maj er bilsalget i årets fem første måneder nu kun 1,6 pct. efter rekordåret 2017.

Det tyder på, at bilsalget vil stige i løbet af 2018. Der er i følge Danske Banks privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen flere forklaringer på, at vi køber flere biler.

“Både fordi lavere bilafgifter gør det billigere at købe en række biltyper, og fordi mange danskere oplever en forbedret privatøkonomi i år. Det skyldes navnlig, at lønningerne generelt stiger noget hurtigere end priserne, og når friværdierne samtidig vokser i store dele af landet, så er der mere luft i økonomien – også til bilkøb,” siger privatøkonomen.

Hun mener dog, at en joker kan være de nye standarder for, hvordan nye bilers brændstofeffektivitet opgøres, når der skiftes fra den nuværende NEDC-norm til en mere realistisk WLTP-standard senere i år, da det kan få betydning for registreringsafgifterne.

Salg af mikrobiler halveret
Salgstallene for maj understreger, at der sælges flere større biler i 2018 end tidligere. Omvendt ser det ud til, at de helt små biler, der ikke har fået en afgiftsreduktion, er blevet mindre populære.  Eksempelvis udgjorde mikrobilerne ca. 21 pct. af det samlede bilsalg for to år siden, mens det i dag kun er ca. 10 pct. Altså mere end en halvering, oplyser De Danske Bilimportører.

Ser vi nærmere på hvilke mærker og modeller, der solgte bedst i maj, er det minien Peugeot 208, der er tilbage som topsælger med 958 indregistreringer. Nissans Qashqai crossover er igen rykket op i graderne og snupper 2. pladsen med 870 solgte. Volkswagen Golf (billedet) kom ind på en 3. plads i maj med 641 indregistrerede biler.

Volkswagen er igen i maj det mest solgte mærke efterfulgt af Peugeot og Renault.

FAKTA: De 20 mest solgte modeller i maj

Peugeot            208                     958
Nissan              Qashqai             870
Volkswagen    Golf                    641
Renault            Clio                    622
Volkswagen    Passat                542
Volkswagen    Up!                     438
Toyota              Yaris                  438
Volkswagen    Polo                    438
Skoda               Fabia                  437
Skoda               Octavia              425
Volkswagen    Touran               422
Renault            Captur               380
Ford                  Fiesta                 368
Mercedes         A-Klasse            362
Citroen             C3                       361
Toyota              Aygo                   339
Peugeot            308                     332
Suzuki              Baleno                301
Mercedes         C-Klasse            291
Audi                  A4                       289

Læs også: Salget af høje biler tager et højdespring

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here