Gå Amarok-amok på hvide plader

Pickup: Nu kan du snart køre VW ’the american way’ – med hele familien og en Europa-palle ombord i den nye Amarok.

Om kort tid har du mulighed for at køre Volkswagen – og alligevel skille dig temmelig meget ud fra mængden.

Vejen er at gå ’the american way’ og vælge VW’s Amarok, en pickup, der for første gang kan bestilles hos de danske Volkswagen-forhandlere som varebil til privatkørsel med fem-personers kabine.

“Pickup-biler har i Danmark først og fremmest spillet rollen som et praktisk og robust arbejdskøretøj, men den opfattelse vil den nye Amarok V6 TDI rokke ved,” lyder det fra Volkswagen i Danmark.

Med en ny seks-cylindret TDI dieselmotor, otte-trins automatgearkasse og et luksuriøst interiør byder Amarok på kvaliteter, der normalt forbindes med SUV’er i premium-klassen som VW Touareg, Audi Q7 m.fl..

Den nye 3-liters V6-turbodieselmotor byder nu på endnu mere saft og kraft. Allerede fra 1.500 o./min. yder den sit maksimale drejningsmoment på 550 Nm, hvilket er hele 27 pct. mere end i den hidtidige topmodel i Amarok.

Kantede linjer og kraftige hjulkasser - VWAmarok dyrker det klassiske pickup-look.
Kantede linjer og kraftige hjulkasser – VW Amarok dyrker det klassiske pickup-look.

Ved introduktionen fås motoren i to versioner med henholdsvis 204 og 224 hk, men til foråret introduceres en 163 hk-version af samme motor – nok til en lidt mere spiselig pris for afgiftsplagede danske familier. Priserne vender vi tilbage til.

0-100 km/t på 7,9 sek.
Den nye TDI V6’er rækker til ret sportslige præstationer. En Amarok med 224 hk klarer accelerationen fra 0-100 km/t på blot 7,9 sekunder og har en topfart på 193 km/t.

En lang udveksling på de øverste gear i den 6-trins manuelle gearkasse eller den 8-trins automatgearkasse sænker omdrejningstal og brændstofforbrug ved konstant høj fart. Den nye Amarok V6 TDI kører ifølge EU-normen op til 12,8 km/l (204 hk) og 13,5 km/l (163 hk) ved blandet kørsel og har et CO2-udslip på 199 g/km.

Afhængig af motoreffekt kan Amarok V6 TDI fås med tre forskellige drivlinjer: baghjulstræk og to versioner af 4MOTION-firehjulstræk, hvoraf den ene har Torsen-differentiale, permanent firehjulstræk og 8-trins automatgear, og den anden har firehjulstræk med tilkobling via et tryk på en knap. Et nyt Servotronic-styretøj bliver standard på alle versioner af Amarok og skulle ifølge VW lette manøvrering med bilen ved lavere hastigheder og give større præcision ved højere hastigheder.

I forbindelse med introduktionen af den nye V6-motor er der også sket lidt med designet på Amarok – uden at designerne dog er gået amok. Blandt andet har bilen fået et nyt frontdesign og et nyt instrumentbord.

Trækker 3,5 ton
Med en længde på 525 cm og en bredde på 223 cm (inklusive sidespejle) leverer Amarok ladplads, som man kan forvente af en klassisk pickup. Ladet kan rumme en Europa-palle, og Amarok kan laste lige over et ton og trække op til 3,5 ton.

VW Amarok V6 TDI indregistreret som varebil på hvide plader koster fra 641.190 kr. for en 204 hk Comfortline og 701.190 kr. for en 224 hk Highline. Begge priser plus leveringsomkostninger.

Instrumentpanelet er kantet og lidt rustikt, men her er klimaanlæng og trykfølsom betjeningsskærm som i VW's dyrere modeller.
Instrumentpanelet er kantet og lidt rustikt, men her er klimaanlæng og trykfølsom betjeningsskærm som i VW’s dyrere modeller.

Priserne for den nye Amarok V6 TDI som varebil på gule plader begynder ved 287.295 kr. ex. moms inkl. afgift for en 204 hk Comfortline og 308.995 kr. for en 224 hk Highline.

Den nye Amarok V6 TDI kan allerede bestilles og kan ses og prøves hos Volkswagens erhvervscentre fra midten af oktober.

Volkswagen er ikke alene om at tilbyde danskerne en pick-up på hvide plader. Nissan har også set trenden og taget Nissan Navarra 4×4 Double Cab på programmet som personbil med plads til fem, der må trække helt op til 3500 kilo.

Navara leveres enten i en 160 hk udgave med enkelt turbo eller i en kraftigere 190 hk udgave med dobbelt turbo med 450 Nm. Priserne starter ved fra 509.000 kr. plus levering.

FAKTA: Hvad er en pickup?
Pickup trucks er uhyre populære i USA, hvor der findes utallige modeller. En pickup truck er en let lastvogn med en lukket kabine og et åbent lad med lave sider og bagklap. Oprindelig et arbejdsredskab med meget lidt komfort, men i 1950’erne begyndte de amerikanske bilkøbere at købe pickupper som livsstilsbiler, og i 1990’erne brugte mindre end 15 procent af ejerne af pickup trucks dem primært til arbejdsopgaver. I dag bruger amerikanerne mest pickups som personbil og biltypen tegner sig for omkring 18 pct. af den samlede bilsalg i USA.

Herhjemme er den mest kendte pick up nok en Toyota Hi-lux, som er ret udbredt i landbruget.

Kilde: Wikipedia

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here