High-tech i højsædet i ny Audi A6

Designet af femte generation af Audi A6 er forsigtig evolution, men teknisk får den tyske direktørlimousine den store tur med nye motorer og high-tech fra topmodellerne A7 og A8. Dansk debut til efteråret.

Mercedes har markant succes med E-klassen, BMW lancerede en ny 5-serie sidste år og så måtte det jo komme – svaret fra ærkerivalen med de fire ringe fra Ingolstadt, en ny Audi A6.

Traditionen tro skal man være kender for se de store nyheder i det udvendige design. Femte generation af Audi A6 er forsigtig evolution, men forandringerne ses ved andet og tredje blik. Mest markant er de svulmende skærme, der giver A6 lidt samme form som en Coca-cola flaske og får karrosseriet til at se mere muskuløst ud. En mere fladtliggende bagklap og tydeligere pressefolder over skærmene understreger det mere dynamiske look.

Foran får A6 en ny og hele 20 cm bredere udgave af den ikoniske Audi-kølergrill. På A6 når den helt ud til lygterne, der som standard får LED-teknik. Mod merpris kan LED-teknikken opgraderes til matrix-typen, der selv fordeler lyskeglen efter forholdene.

Lidt a la Tesla styres næsten alle funktioner i den nye Audi A6 ved hjælp af to skærme i midterkonsollen. Alt efter motor, er automatgearet enten 7-trins med dobbeltkobling eller et traditionelt otte-trins.
Lidt a la Tesla styres næsten alle funktioner i den nye Audi A6 ved hjælp af to skærme i midterkonsollen. Alt efter motor, er automatgearet enten 7-trins med dobbeltkobling eller et traditionelt otte-trins.

Større fælge på op til 21-tommer – 17 tommer bliver basis – får den nye A6 til at se større og bredere ud, men faktisk vokser den kun ganske få millimeter i længde, bredde og højde. A6 måler 494 cm fra front til bagende og matcher dermed E-klassen og 5-serien. Ifølge Audi er kabinen vokset yderligere og dermed fastholder A6 formentlig sin position som den mest rummelige af det tyske trekløver i direktørklassen.

Betjening med to skærme
Netop kabinen er der, vi for alvor finder de store nyheder i A6. Mest iøjnespringende med et auf wiedersehen til Audis velkendte MMI-betjening per drejehjul mellem forsæderne. I stedet får A6 samme såkaldte MMI Touch-betjening som topmodellerne A7 og A8: Stort set al betjening af ventilation, navigation, telefon, lyd osv. styres ved hjælp af to skærme, der er placeret over hinanden i midterkonsollen. Øverst en hovedmonitor på 8,8 eller 10,1 tommer, nederst en betjeningsskærm på 8,6 tommer. En ny og spændende detalje er, at tryk på betjeningsskærmen markeres med en let vibration i din finger – på den måde forsøger Audi at gøre det nemmere at betjene skærmen uden at du behøver kigge på den. Det skal blive spændende at afprøve i praksis, for netop nødvendigheden af at flytte blikket fra vejen er et stort minus ved de moderne betjeningsskærme.

De to skærme kan – formentlig mod merpris – udbygges med fuld digital instrumentering, som f.eks. kan vise navigation som vi kender det fra andre Audi-modeller.

Delvist autonom kørsel
Ikke overraskende opruster Audi især den nye A6 på elektronikken. A6 kan udstyres med et væld af assistentsystemer, bl.a. autonom kørsel på niveau 3 (5 er fuldautomatisk kørsel), tre assistentpakker med fokus på hjælp i byen, på langturen eller med parkeringen, mulighed for at bruge din smartphone som bilnøgle og så kan du dansk vellyd i 3D fra Bang & Olufsen i topudgaverne.

Mens den nuværende Audi A6 er en sand mester i komfort – og faktisk fortsat fuldt på højde med de nye udgaver af Mercedes E og BMW 5 – så satser ingeniørerne i Ingolstadt på denne gang at tilføre noget mere køredynamik. Faktisk tilbydes A6 fremover med fire forskellige undervogne: Standard, sport, adaptive støddæmpere og adaptiv luftaffjedring. Til overflod kan du bestille A6 med firehjulsstyring – fartafhængig styring med progressiv styring er altid standard.

Bagfra kendes den nye Audi A6 på samme, gennemgående kromliste som flagskibet A8. Skærmkasserne er også mere markerede.
Bagfra kendes den nye Audi A6 på samme, gennemgående kromliste som flagskibet A8. Skærmkasserne er også mere markerede.

Audi satser på diesel med el-hjælp
Fra start kan der vælges mellem fire motorer til A6 – og lettere overraskende er de tre af dem dieselmaskiner. Basis bliver den velkendte to-liters TDI, men ydelsen stiger fra 190 til 204 hk, og så skal vi vænne os til Audis noget uforståelige, nye modelbetegnelser. Basismotoren hedder ikke længere 2,0 TDI, men 40 TDI…

Derefter følger 45 TDI, en tre-liters V6-diesel med 231 hk og derefter samme motor med mere tryk på turboen og 286 hk – 50 TDI. Benzinfans vil drømme om 55 TFSI, en tre-liters V6-turbobenzinmotor med hele 340 hk. Senere følger både mindre og større motorer og Audi betegner dem alle som ’mild-hybrider’: Et lille batteri og et kraftigere el-system skal være med til at forbedre brændstoføkonomien, men Audi har endnu ikke opgivet forbrugstal for A6.

Audi A6 den femte får premiere på biludstillingen i Geneve 6. marts, men kommer først til Danmark en gang efter sommerferien – formentlig i løbet af efteråret. Sidst på året får den følgeskab af den version, de fleste danskere foretrækker; den endnu mere rummelige og praktisk Avant.

Læs også test af den nuværende A6: Ingen midtvejskrise for Audi A6

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here