Kåring: Mercedes C har klasse som brugt bil

Mercedes C-klasse vinder titlen som ’Årets Brugtbil 2015’. Den er et godt køb, fordi priserne er rimelige, driftssikkerheden høj og så får du indbygget prestigeværdi med i købet.

Der er klasse over Mercedes C-klasse årgang 2007-2011 som brugtvogn.

Mærket med stolte traditioner og en duft af overklasse er med C-klassen kommet inden for økonomisk rækkevidde for en bredere skare af købere, og ikke mindst derfor er den netop blevet kåret til ’Årets Brugtbil 2015’.

Med 180 point vinder den kåringen foran Nissan Qashqai 2010-2014 med 135 point og Opel Insignia 2008-2013 på tredjepladsen med 80 point. På 4. og 5. pladsen kom Peugeot 508 2010-2014 og Citroën DS3 2010-2014.

Sejren var ifølge juryen, der består af eksperter fra Applus Bilsyn og FDM samt en række motorjournalister, overbevisende, og det er der mange grunde til.

”Den vigtigste er, at Mercedes-Benz C-klasse er hamrende godt skruet sammen. Den har et flot tal i britiske Reliability Index, og er bedste mellemklassebil i årets TüV Report, der indsamler data fra de tyske synshaller og fra bilmagasinet Auto Bilds klagedatabase. Den anden store synsvirksomhed i Tyskland, DEKRA, har også udelukkende sat grønne mærkater på Mercedes-Benz C-klasse i modelrække W204. Og med høj pålidelighed er første forhindring på vejen mod toppen vel overstået,” lyder det i begrundelsen.

Stort udvalg
I årene 2007 til 2011 var Mercedes C-klasse en populær firmabil. Det betyder, at udvalget er stort, og derfor er priserne lavere end bilkøberne normalt forventer af en Mercedes.

Udsalgspriserne starter da også helt nede ved 150.000 kr., men her er det kun udtjente taxaer, og det kan godt betale sig at ofre lidt mere, og få et lavere km-tal, råder eksperterne i juryen. Udvalget er nemlig pænt stort. De bedste køb starter ved 250.000 kr. og op til 350.000 kr.

Et af de tunge lod på vægtskålen i konkurrencen om at blive Årets Brugtbil er totaløkonomien.

For selv om de fleste Mercedes-Benz C-klasse handles til priser mellem 280.000 kr. og 350.000 kr., taber de ikke værdien så hurtigt som for eksempel de andre finalister Peugeot 508 og Opel Insignia. Dermed bliver den samlede omkostning, alt inklusive, 2,92 kroner pr. km. i en C200 til 280.000 kr. i indkøb. Det er ganske rimeligt for en tysk prestigebil.

Bilkøbere der overvejer de klassiske valg blandt de brugte firmabiler, bør kigge på en Mercedes C-klasse som alternativ. Den er kun lidt dyrere end en tilsvarende Mondeo eller Passat, siger analytiker på Bilbasen.dk Jan Lang til jp.dk.

Han bakkes op af forfatter til Brugtguiden Steen Bachmann fra Bilmagasinet:
”C-klassen er en ægte Mercedes-Benz med et glimrende kompromis mellem sport og komfort, billig at holde kørende, og der er et stort udvalg. Den findes både som sedan og stationcar og med manuelt eller automatgear – det er med andre ord en bil til stort set ethvert behov,” lyder det fra brugtvognseksperten. Steen Bachmann vurderer, at mange af de brugte C-klasse-modeller på markedet er tidligere leasingbiler, der generelt er velholdte og har fuld servicebog, hvilket er vigtig for, at bilen er et trygt køb.

Heller ikke hos FDM kan man berette om nævneværdige problemer med C-klassen, der generelt er velkonstrueret. Eneste minus er et lidt højt reservedelsindeks.

Læs også vores test af den nye C-klasse: Mesterlig Mercedes C

Fakta: Årets brugtbil 2015

Mercedes C-klasse (2007-2011) 180 point – heraf ni førstepladser
Nissan Qashqai (2010-2014) 135 point
Opel Insignia (2008-2013) 80 Point
Peugeot 508 (2010-2014) 95 Point
Citroën DS3 (2010-2014) 65 point

Ved afstemningen afgiver hvert jurymedlem henholdsvis 15, 10 og 5 point til tre af de fem finalebiler, og en Facebook-afstemning på BilBasens Facebook profil vægter som ét jurymedlem.

Fakta: Vindere af Årets Brugtbil gennem tiden:

2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia Ceed, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here