Køer sender lastbiler ud på landevejene

Motorvejene bliver næsten dagligt lammet af ulykker og køer. Derfor vil Dansk Industri sætte bulldozere ind for at rydde op i en fart.

Du har sikkert selv prøvet det – at sidde i kø i timevis på motorvejen på grund af en ulykke. Det er også hverdag for langturschauffører. Derfor har flere vognmænd givet deres chauffører ordre til at undgå motorvejen i myldretiden, fordi risikoen for at blive fanget i en kø er stor.
Det giver trængsel og øget risiko for ulykker på de mindre veje, skriver Jyllands-Posten.

Det får nu Dansk Industri, DI, til at foreslå, at man sætter bulldozere ind for at rydde hurtigt op efter trafikuheld, når en lastbil er havareret, eller når ødelagte personbiler skaber lange køer.

Branchedirektør Michael Svane fra DI Transport:

»Det er nødvendigt at gå mere hårdhændet til værks efter et uheld. Hvor længe skal man sidde i en bilkø og vente på, at nogen tager stilling til, om lasten på en lastbil vil tage skade af at blive fjernet fra vejen?« spørger han i Jyllands-Posten.

I Singapore bulldozer man straks et køretøj ud til siden, mens man gør noget tilsvarende i Tyskland, Sverige og Holland. Vi er også nødt til at gribe ind,” siger Michael Svane.

Hos FDM er afdelingschef Torben Lund Kudsk enig:
”Situationen er uholdbar. Vi må finde en model, hvor man står klar med det nødvendige materiel til hurtigt at reagere.”

Transportminister Hans Christian Schmidt er positiv over for forslaget:
”Det er vigtigt med en effektiv håndtering af uheld, så vejtrafikken ikke blokeres i længere tid. Jeg vil derfor bede Vejdirektoratet tage en dialog med DI. Vi kan komme langt, hvis vi bliver bedre til at samarbejde.”

Hos Rigspolitiet indgår man gerne i en dialog om at indsætte bulldozere. Men hvis der er sket alvorlige lovovertrædelser i forbindelse med en ulykke, er politiets efterforskere og teknikere nødt til at have tid til at undersøge åstedet, før oprydningen kan sættes i gang, forklarer vicepolitiinspektør Ole Kristensen til Jylland-Posten.

Problemerne er særligt store på den østjyske motorvej E45, hvor lastbilchaufførerne i stedet tager A13, A170, A457 og A511 som alternative ruter.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here