Mercedes slår ’bule-alarm’

Flere Mercedes-modeller kan nu øjeblikkeligt slå alarm, hvis bilen påkøres og får en bule. Systemet kan også fotografere synderen – men indtil videre er det dog ikke tilladt at bruge dén funktion.

Moderne biler har assistenter til snart sagt hvad som helst: Til at bremse, holde sporet eller minde dig om at tage en kaffepause. Nu lancerer Mercedes en ny af slagsen, som vi ikke vidste, vi havde brug for – men som faktisk opfylder et reelt behov.

Assistenten hedder ’Parking Damage Notification’ og kan måle, hvis din fine, nye Mercedes bliver påkørt – for eksempel mens den er parkeret uden for Føtex. Den slags sker jo – og desværre oplever rigtigt mange bilejere, at synderen blot fordufter uden at lægge en seddel med en klædelig tilståelse og kontaktinfo under vinduesviskeren.

Mercedes' 'bule-alarm' er en del af 'Mercedes Me' app'en til din smartphone.
Mercedes’ ‘bule-alarm’ er en del af ‘Mercedes Me’ app’en til din smartphone.

Her kommer Mercedes’ nye assistent til undsætning: Straks bilen har mærket en rystelse, sender den omgående en besked til din smartphone om, at den med stor sandsynlighed har fået en bule. Du får også besked om, på hvilken side af bilen skaden er sket. Teknisk kan systemet også tage et billede af synderen – men det er bare ikke lovligt at bruge den feature. I hvert fald ikke, som lovgivningen er strikket sammen i dag.

Men fordi du omgående får besked, kan du måske selv nå ud på p-pladsen og notere nummerpladen på modparten. Måske tænker du, at du næppe får brug for dette stykke udstyr, men ifølge en tysk undersøgelse sker 40 procent af alle biluheld i forbindelse med parkeringsmanøvrer.

Parking Damage Notification fås foreløbig til den nye A-klasse, C-klassen, S-klassen, CLS og senere i år til E-klassen. Du skal dog sætte kryds i listen over ekstraudstyr, for bule-alarmen er en del af Mercedes’ omfattende ’Anti-Theft Alarm’, ATA, der koster ekstra.

Læs også: EU kræver mere sikre biler

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here