Ny plan for Fiat – punktum for Punto

På vej ud af døren udstikker Fiat-chef Sergio Marchionne fremtidens kurs for Fiat: Der skal satses på mikrobiler som 500-serien, Panda og eldrift, mens det er ’ciao’ til Punto og snart den nye Tipo.

Da Sergio Marchionne for 14 år siden indtog chef-kontoret i den italienske bilkoncern, var forretningen i en miserabel tilstand. I dag ser det langt bedre ud. Marchionne har fusioneret Fiat med amerikanske Chrysler, øget salget af det ikoniske Jeep-mærke markant og først og fremmest fået Fiat til at tjene penge igen. Marchionne er med andre ord en mand, man lytter til i Torino og omegn, og derfor var hans fremlægning den netop overståede weekend af en ny fem-års plan for Fiat-Chrysler koncernen imødeset med enorm spænding. Ikke mindst fordi planen også er Sergio Marchionnes svanesang – han pensionerer sig selv i begyndelsen af 2019.

Planen bærer præg af Marchionnes mest udprægede kendetræk; at han tør skære igennem og tage dristige beslutninger. Fiat-fans risikerer da også at få cappucinoen galt i halsen, når vi her gennemgår de vigtigste konsekvenser af planen:

Fiat har succes med 500-serien, så den fortsætter og udvides. Sidste år solgte Fiat flere end 190.000 model 500 og næsten 188.000 styk af søstermodellen Panda. Det gør suverænt Fiat til kongen af mikroklassen i Europa, hvor nummer tre – VW Up – ligger på et årligt salg på knapt 99.000 biler.

Der ventes tidligst en afløser for den nuværende, otte år gamle model 500 i 2020. Når den kommer, bliver det i udgaver med enten ren eldrift eller mild-hybrid teknik i forbindelse med en benzinmotor. Samtidig udvides serien med en stationcar-udgave af den tredørs 500. Igen bliver der tale om rendyrket retro med en genoplivning af navnet Giardiniera, en stationcar-udgave af Fiat 500 der blev bygget i 70erne.

Søsterbilen Panda fortsætter også, og det samme gælder SUVen 500X og formentlig også mpv-udgaverne 500L og 500L Wagon.

Det træk var ventet. 500-serien er blevet en pengemaskine for Fiat, der typisk sælger den til priser 20 procent højere end konkurrenterne, så ingen grund til at eksperimentere dér.

Ingen afløser til Punto
Mere overraskende er det, at Fiat ifølge branchemagasinet Automotive News Europe sætter punktum for Punto. Den aldrende mini har efterhånden nået en rekordhøj alder på 13 år, men får ikke en afløser, når den udfases af produktionen. Hvornår det sker vides ikke, men i Danmark sælges Punto p.t. som kampagnemodel til reducerede priser.

Tipo blev lanceret sidste år, men kan få et kort liv ifølge Fiats nye femårs-plan.
Tipo blev lanceret sidste år, men kan få et kort liv ifølge Fiats nye femårs-plan.

En endnu større overraskelse er det, at Marchionne varsler et snarligt farvel til den nye Tipo. Fiats udspil i Golf-klassen produceres i Tyrkiet og blev sidste år lanceret som et prisbilligt alternativ med fokus på plads og praktisk sans frem for den sidste nye teknologi.

”Pladsen for Fiat i Europa skal redefineres i et mere eksklusivt område – Fiat vil fokusere på modeller, der kan betale for udviklingsomkostninger til nye, eldrevne modeller,” forklarede Sergio Marchionne i forbindelse med offentliggørelsen af den nye fem-års plan for Fiat. Om fremtiden for den nye Tipo forklarende han, at den vil blive trukket ud af det europæiske marked, i takt med at miljøkravene skærpes:

”Teknologien, der er nødvendig for at leve op til EU-kravene, er for dyr.”

Tipo skal dog fortsat sælges i lande uden for EU-lande og på udviklingsmarkeder i Afrika og Mellemøsten.

Dermed bekræfter Sergio Marchionne sit berømte fokus på profit: Fem-års planen skærer simpelthen alle de modeller fra, som Fiat tjener for lidt på. Det betyder også, at kommer til at bruge den produktionskapacitet, der bliver ledig med et farvel til Punto på at fremstille flere Alfa og Maserati-modeller, som Fiat-Chrysler koncernen tjener gode penge på.

En sidste, mere positiv overraskelse er, at Fiat vil fortsætte med at tilbyde den to-personers roadster, Fiat 124 Spider. Sportsvognen er Fiats udgave af verdens bedste sælgende roadster, Mazda MX-5, og bygges på Mazdas fabrik i Hiroshima, Japan. 124 Spider fortsætter dog nok mest fordi Fiat bliver nødt til det:

”Produktionen fortsætter især, fordi vi er forpligtiget til at købe den af Mazda,” indrømmer Sergio Marchionne.

Læs også: Fiat er ikke længere italiensk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here