Tørsten stiger i den høje SUV

Samme motor i forskellige karrosserier, men med vidt forskelligt forbrug: En høj SUV er stadig mere forslugen end en lavere stationcar, afslører tysk undersøgelse.

For blot få år siden, før finanskrisen satte ind, kunne bilerne ikke blive store nok. Firehjulstrukne ‘autosaurusser’ som Porsche Cayenne, VW Touareg og Volvo XC90 var det ultimative statussymbol på villavejen – og så pyt med, at den vildeste udfordring for det avancerede firehjulstræk og alle hestekræfterne som regel var turen i perlegruset på p-pladsen foran golf-klubben.

Så styrtdykkede aktiekurserne og SUVernes værditab fulgte med ned i frit fald. Statussymbolet var forvandlet til syndebuk – pludselig handlede det ikke om, hvem der kunne trække den største speedbåd, men om at køre langt på literen.

Nu har økonomien fået det lidt bedre – og SUVerne er midt i et både massivt og overraskende comeback. Vi vil nemlig så gerne sidde højt i trafikken og ligne nogle, der deltager i Dakar-rallyet – og kan det ikke lige være i en Q7 eller Cayenne, så er nogle af de kompakte, forhjulstrukne crossovers som Renault Captur, Opel Mokka og Nissan Qashqai også helt OK.

Faktisk er de høje biler – hvad enten vi kalder dem crossovers, offroadere, SUVere eller firehjulstrækkere og selv om mange af dem nøjes med træk på to hjul i dag – den hurtigst voksende bilklasse i verden i dag. Skal vi tro prognoserne, har vi endda kun set begyndelsen: Salgstallene går bare op og op som højden på de eventyrlystne SUV-typer.

Ganske interessant i en tid, hvor bilproducenterne mødes med stadigt skrappere lovkrav til forbrug og CO2-udledning. Bilfabrikkerne bruger milliarder på at nedbringe bilernes forbrug – og udviklingen går utvivlsomt den rette vej. Men forbrugerne vil noget andet. De vil have høje biler – og det er skidt for forbruget, viser en undersøgelse, som det tyske bilblad AutoBild har foretaget.

Firehjulstræk er særligt forslugent
AutoBild har gransket forbrugstallene for de sidste par års testkørsler. Ikke mellem forskellige biler, men mellem sammenlignelige biler fra samme mærke: F.eks. mellem en almindelig VW Golf og den tilsvarende SUV-udgave VW Tiguan. De to biler deler teknik og motor, men AutoBild s undersøgelse viser, at forbruget ofte stiger med 10 – 20 procent, når karrosseriet bliver højere og tungere. Helt galt går det, når SUV’en også trækker på alle fire hjul. Så stiger forbruget helt op til 30 pct. Så det kan godt være, at SUVere er krøbet i størrelse, men de er fortsat mere tørstige end alle andre biltyper.

Men ingen regler uden undtagelse. Det kan faktisk godt lade sig gøre at køre i en høj SUV uden at øge CO2-udslippet. Modeller som Toyota RAV4 og Mercedes GLA sluger kun få dråber mere end deres mere jordnære søsterbiler Toyota Auris og Mercedes A-klasse. Og hos Opel har de lige frem opnået et næsten naturstridigt resultat med Mokka: Den kompakte crossover kører nemlig 2,8 pct. længere på literen end den tilsvarende Opel Astra.

Så meget mere sluger SUV-udgaven

AutoBild har sammenlignet forbruget mellem en høj SUV med en tilsvarende sedan eller stationcar fra samme mærke og med nøjagtig samme motor og med enten 2- eller 4-hjulstræk. Herunder kan du se, hvor meget mere brændstof SUV-udgaven bruger:

Audi A3 2.0 TDI (2WD) vs. Audi Q3 2,0 TDI (2WD): 9,3 pct.
Audi A3 2.0 TDI (2WD) vs. Audi Q3 2,0 TDI (4WD): 23,0 pct.
Audi A4 Avant 2,0 TDI (2WD) vs. Audi Q5 2,0 TDI (4WD): 33,3 pct.
BMW 118d (2WD) vs. BMW X1 sDrive18d (2WD): 13,0 pct.
BMW 118d (2WD) vs. BMW X1 sDrive18d (4WD): 20,4 pct.
BMW 530d xDrive (4WD) vs. BMW X5 xDrive 30d (4WD): 17,6 pct.
Ford Focus EcoBoost 1,6 (2WD) vs. Ford Kuga EcoBoost 1,6 (2WD): 6,9 pct.
Honda Civic Tourer 1,6 DTEC (2WD) vs. Honda CR-V 1,6 DTEC (2WD): 18,0 pct.
Mazda 6 Touring 2,2 diesel (2WD) vs. Mazda CX-5 2,2 diesel (4WD): 20,6 pct.
Mercedes A 200 CDI (2WD) vs. Mercedes GLA 200 CDI (2WD): 3,6 pct.
Opel Astra 1,4 Turbo stc (2WD) vs. Opel Mokka 1,4 Turbo EcoFlex (2WD): – 2,8 pct.
Toyota Audi 2,0 D4-D stc. (2WD) vs. Toyota RAV4 2,0 D4-D (2WD): 3,4 pct.
Volvo S60 D5 (2WD) vs. Volvo XC60 D5 (4WD): 14,1 pct.
VW Golf 2,0 TDI 4motion (4WD) vs. VW Tiguan 2,0 TDI 4motion (4WD): 11,5 pct.
VW Golf 1,4 TSI (2WD) vs. VW Tiguan 1,4 TSI 4motion (4WD): 14,1 pct.

kilde: AutoBild

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here