VW Golf er Årets Brugtbil

Årets brugtbil Golf
For første gang vinder en VW titlen som Årets Brugtbil med syvende generation af Golf. Ford Fiesta blev toer foran Skoda Octavia.

En jury af danske bileksperter har for 14. gang kåret Årets Brugtbil. Denne gang blev det syvende generation af VW Golf, der vandt titlen som årets bedste brugtbilskøb. Golf VII vandt foran et skarpt finalefelt bestående af populære bilmodeller som Ford Fiesta, Skoda Octavia, Nissan Qashqai og Skoda Superb samt vinderen.

”Volkswagen Golf i 7. generation er den mest overbevisende Golf længe. Teknikken er selv i dag på højde med helt nye biler, og generelt er det en meget solid bil. Udvalget af brugte biler er enormt, ja der er faktisk en Golf til alles smag, og der er endda plug-in-hybrider og elbiler til salg,” siger biljournalist Christian Schacht. Han repræsenterer Jyllands-Posten i kåringen.

Faktisk er det lidt en overraskelse, at VW ikke tidligere har vundet titlen som Årets Brugtbil. VW har nemlig gennem mange år været det bedst sælgende bilmærke i Danmark, og generelt er VW efterspurgt på brugtmarkedet. Det er dog først nu, at VW Golf ud fra en række tekniske kriterier vurderes til at være den bedste brugtbil af juryen.

”Volkswagen har afhjulpet de kedelige tekniske problemer med benzinturbomotorer og gearkasser, som opstod for efterhånden en del år siden. Derfor er det på tide at vurdere Golf som et fremragende brugtkøb. Golf VII er ekstremt populær hos ejerne, og er en allroundbil med god plads, der kan det hele. Jeg ville tage en 1,6 diesel med DSG-gear, der er billig i drift. Bemærk i øvrigt, at Golf VII er blandt de billigste brugte biler, når man ser på kroner pr. kilometer, ” lyder vurderingen fra biljournalist og jurymedlem Steen Bachmann fra Bilmagasinet.

Juryen, der består af tekniske eksperter og biljournalister, vurderer brugtbilerne ud fra en række kriterier såsom teknisk kvalitet, service- og reparationsomkostninger og værdi for pengene.

Mange til salg

I øjeblikket er der omkring 500 eksemplarer af vindermodellen til salg på brugtbilmarkedet, når man ser på årgangene 2013 til 2016, og de koster i gennemsnit 168.000 kroner. Der er i øvrigt hele 1.350 Golf VII til salg i årgangene fra 2012 til 2019, hvilket er det højeste antal for en brugtbil i øjeblikket. Ifølge beregninger fra Bilbasen koster det godt to kroner pr. kilometer at køre i Årets Brugtbil, hvilket er blandt de billigste i mellemklassen som VW Golf tilhører.

“Da syvende generation af Golf var ny fremstod den slet og ret som bilen uden fejl. Og nu som Årets Brugtbil er den fortsat bilen uden fejl. Lige nu kører den samlede bilverden i den grad i retning af elbiler – underforstået i retning af mindre CO2-udslip. Vel er Golf VII ikke nødvendigvis en elbil, men den moderne benzinmotor med miljøteknik er med til at gøre netop denne bil tidssvarende også ind i 20’erne,” siger Flemming Haslund, chefredaktør på Motormagasinet.

Det er 14. gang, at kåringen af Årets Brugtbil finder sted. Juryen vælger bilerne blandt det seneste års 125 mest solgte brugtbiler, der er fra tre til syv år gamle. Årets Brugtbil sætter fokus på de egenskaber, der gør en brugtbil til et godt køb. Det er en yderst relevant øvelse i Danmark, hvor der hvert år handles over 500.000 brugte biler.

Årets Brugtbil 2019:

1. VW Golf VII 2013-2016 – 155 point
2. Ford Fiesta 2013-2017 – 120 point
3. Skoda Octavia 2013-2017 – 105 point
4. Nissan Qashqai 2014-2017– 75 point
5. Skoda Superb 2015-2017 – 55 point

Tidligere vindere af Årets Brugtbil

2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015
2017: Ford C-Max, årgangene 2010-2015
2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012
2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia Ceed, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here