31 biler vil være årets bedste i Danmark

I løbet af den næste måned skal 19 danske motorjournalister kåre Årets Bil i Danmark. 31 biler stiller op – halvdelen af dem er højbenede crossovers.

To dage på racerbanen, en måneds tænkepause og så falder dommen. Sådan lyder opskriften på kåringen af Årets Bil i Danmark 2016, der i år afholdes for 52. gang.

Bag kåringen står Motorjournalisternes Klub Danmark. Juryen udgøres af 19 journalister – i øvrigt den mindste jury i mange år – og de får travlt: Hele 31 biler er nomineret til titlen – og her finder vi vel nok den mest interessante nyhed bag årets kåring:

Sædvanligvis skeler juryen til de høje danske afgifter og vægter derfor begrebet ‘værdi for pengene højt’. Resultatet kan ses på listen over tidligere vindere, der domineres af relativt billige hverdagsbiler som eksempelvis VW Polo, Skoda Fabia, VW Up, Honda Jazz og Mazda 2. Af samme grund har dyrere bilmodeller i flere år mere eller mindre frivilligt end ikke være nomineret – heller ikke selv om de ofte er først med innovativ teknologi.

Men sådan ser det ikke ud i år. Hele 14 biler – eller knapt halvdelen af de håbefulde nominerede – kommer for eksempel fra crossover- og SUV-klassen, der ikke kan siges at være drevet af fornuft. Da slet ikke enorme luksusbiler som Audi Q7 og Volvo XC90, som kun promiller af de danske bilkøbere har råd til.

Når de og mindre SUV’ere overhovedet stiller op, er det udtryk for, at juryen formentlig vil lægge større vægt på innovation og teknologi – og samtidig sikre sig, at man er med på bilmoden. Efter at være blevet skammet ud af det danske bilmarked som indbegrebet af 00ernes friværdi-fikserede overforbrugssamfund, har de højbenede livsstilsbiler nemlig foretaget et bemærkelsesværdigt comeback.

På finaledagen vil man dog næppe finde hverken Q7 eller XC90 øverst på sejrspodiet. Dertil er de trods alt for dyre. Men andre, lidt større og i dansk sammenhæng luksuriøse modeller som Skoda Superb og Audi A4 har en reel vinderchance – simpelthen fordi de tilbyder bilteknologi af høj klasse til relativt rimelige priser.

Opel Astra ligner en klar favorit
Her på redaktionen har vi dog en klar favorit: Opel Astra ligner en bil, der er skræddersyet til den danske kåring: Mellemstor, rummelig og alligevel til at betale og dermed interessant for det stigende antal danske bilkøbere, der rykker en klasse eller to op fra den stadig populære mikroklasse. Til basisprisen lige under den psykologisk vigtige 200.000 kroners grænse byder Astra nemlig på en del udstyr, en moderne tre-cylindret turbobenziner og så den tyske byggekvalitet, som vi danskere har en forkærlighed for – trods VW-skandalen.

Og så ligner Opel Astra ikke mindst en bil, som de evige to fraktioner i dansk biljournalistik – de hurtige drengerøve på bilmagasinerne og de mere nøgterne familiefædre fra dagbladene – kan enes om.

Bliver det ikke Astra, er her tre bud på biler med vinderchancer:

VW Touran: Helt ny udgave af en danskerfavorit, der oven i købet kommer til en særdeles stærk indgangspris på 300.000 kr. Selv om den ikke vinder titlen som Årets Bil i Danmark, skal den nok vinde hjerter hos tusindvis af familier med sammenbragte børn og brug for et par ekstra sæder.

Honda Jazz: Outsider, men den kompakte japaners geniale indretning og cementerede ry for holdbarhed har tidligere skaffet den titlen. Og denne gang kommer Jazz til en stærk fra-pris på 150.000 kr.

Toyota Mirai: Verdens første seriefremstillede brintbil er her – og Danmark er blandt de første lande, der får fornøjelsen. Teknologisk feltets mest spændende bil. Men mon ikke juryen har lært en lektie af 2012-kåringen, hvor man kårede den 600.000 kr. dyre ladehybrid Opel Ampera, som ingen danskere gad købe. Der var juryen så langt forud for sin tid, at det virkede småpinligt – det sker næppe igen.

Kåringen begynder med to dages kørsel på Jyllandsringen 20. og 21. oktober, hvorefter der nomineres biler til finalen. Den endelige kåring finder sted 26. november.

De vil være Årets Bil i Danmark:

Mikro:
Opel Karl
Suzuki Celerio
Mini:
Honda Jazz
Hyundai i20
Mazda 2
Skoda Fabia
Lille mellemklasse:
Mini Clubman
Opel Astra
Mellemklasse:
Audi A4
Jaguar XE
Skoda Suberb
Subaru Levorg
Luksusklasse:
Jaguar XF
Crossover/SUV:
BMW X1
Fiat 500X
Honda HR-V
Hyundai Tucson
Jeep Renegade
Mazda CX-3
Renault Kadjar
Subaru Outback
Suzuki Vitara
Audi Q7
Kia Sorento
Land Rover Discovery Sport
Mercedes-Benz GLC
Volvo XC90
MPV:
Ford S-Max
Renault Espace
VW Touran
Miljøbil:
Toyota Mirai

Læs også: Ny Opel Astra fra 200.000 kr.

jensv@hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here