Ældre biler presser dansk klimamål

8
klimamål

I 2030 vil 6 ud af ti biler med forbrændingsmotorer stadig køre rundt på de danske veje. Det kan gøre det svært at det ønskede klimamål.

Før jul indgik regeringen en aftale med sine støttepartier med en målsætning om 775.000 el- og hybridbiler på de danske veje i 2030. Den anslås at give en samlet CO2-reduktion på 2,1 mio. tons, når ændringerne er fuldt indfaset i 2030.

Men virkeligheden kan spænde ben for, at det danske klimamål nås.

Vi danskere beholder nemlig vores biler længe – godt 9 år i snit – og faktisk lidt længere end tidligere, viser tal fra Danmarks Statistik. Desuden er den forventede middellevetid for en 0-årig bil fra 2020 steget til 16,0 år mod omkring 15 år de foregående år.

I begyndelsen af 2021 kørte der 2,72 mio. personbiler på de danske veje. 1,65 mio. af disse, svarende til 61 pct., vil stadig køre på de danske veje i 2030, hvis det nuværende mønster for den aldersbetingede afgang fra bilbestanden fortsætter.

Det betyder, at 1,07 mio. biler fra den nuværende bilpark vil være forsvundet i 2030. Hvis 775.000 af dem skal være erstattet af en el- eller hybrid bil, betyder det, at kun ca. 28 pct. af de nye biler, der kommer på gaden fra nu og frem mod 2030 må være benzin- eller dieselbiler.

Langt fra målet

Lige nu er andelen af opladelige biler langt mindre end de 72 pct, der altså skal til for at nå målet.

I februar udgjorde de opladelige biler således kun 17,2 procent af nyregistreringerne – fordelt med 3,5 pct. til elbilerne og 13,7 pct. til de opladelige hybridbiler. Sidstnævnte har både en elmotor og en motor på benzin eller diesel kombineret med et batteri.

Til sammenligning var andelen af nye opladelige biler 7,3 pct. i samme måned sidste år.

”Udviklingen går den rigtige vej, men skal virkelig speedes op, hvis vi skal nå det her klimamål. Der kommer dog mange elbiler på markedet i år, og flere og flere bilfabrikker erklærer, at de stopper med at producere biler på fossilt brændstof om ganske få år,” siger Jens Velling, der er redaktør på Hvilkenbil.dk.

”Udviklingen går stærkt, og omkring 2025 kan vi meget vel have glemt alt om diesel- og benzinbiler,” forudser redaktøren, der har fulgt bilmarkedet tæt i mere end 20 år.

Uforståelig fordel for luksushybrider

Han hæfter sig dog ved, at langt de fleste af de opladelige biler, der sælges herhjemme, er opladningshybrider med relativ kort rækkevidde på el, der i princippet kan køre rundt uden at blive ladet op.

”De store, tunge luksusladehybrider fra Audi, BMW og Mercedes osv. er styrtdykket i pris – ofte med 150.000 kroner eller mere – mens elbilerne fortsat hjælpes af lave afgifter, som dog hæves fra årsskiftet. Til gengæld er små hybrider som fx Toyota Yaris blevet langt dyrere. Den prioritering kan kun undre ud fra et miljømæssigt perspektiv,” siger Jens Velling.

henrikh@hvilkenbil.dk

8 KOMMENTARER

  1. Al den her snak om el-biler er jo fin nok, men kræver det ikke, at der er et netværk af lade standere / noget infrastruktur?
    Jeg selv og flere af mine bekendte bor i lejlighed, hvor det ikke lige er til at montere en ladeboks på huset, og boligselskabet virker ikke specielt interesseret i at opsætte ladestandere – som de siger, hvis vi skal have fx. Clever til at sætte standere op, så skal de være offentligt tilgængelige, og så risikerer vi at alle mulige fremmede kommer og parkere på vores beboerparkering, og hvis vi ikke vil have offentlige ladestandere, så skal vi selv betale hele udgiften…

    Det næste er rækkevidden – når jeg tanker min benzinbil, kan jeg gøre det i løbet af max 10 minutter, og så har jeg fuld rækkevidde, som er minimum 500km også selv i frostvejr.
    Hvad jeg kan læse mig frem til, så er elbiler lang tid om at oplade, og man får ikke fuld rækkevidde og den bliver yderligere nedsat i koldt vejr – og yderligere har jeg læst en artikel her på siden om en tur til udlandet, hvor det var et gedemarked / en jungle af forskellige udbydere og problemer sammenlignet med at svinge ind og tanke sin almindelige benzinbil

    Hvorfor satser man ikke på E-fuel – så vil man kunne køre i vores biler i mange år endnu og det er rent og godt for miljøet…

    • @Brian Jensen: Jeg har kørt i elbil i knap et år med en officiel rækkevidde på 270 km (WLTP), reelt nok omkring 200 km, og jeg oplever kun sjældent rækkevidden som et problem og slet ikke i det daglige. Det er sjældent, at jeg har brug for at køre mere end 200 km i et stræk. Har man det, skal man nok ud i en Tesla Model 3 Performance eller Long Range, men det er jo også en ganske fin bil. I øvrigt anbefales det ikke at køre for længe uden pause, og hvis man har småbørn med på langtur, giver pauserne sig selv. Og ellers er det ikke et problem at hurtiglade undervejs: Jeg bruger sms-betaling uden abonnement som regel hos Eon eller Clever. Det tager ca. 35 min. at lade og koster ca. 80 kr. Med 15.000 km om året betaler i gennemsnit 400 kr. om måneden for strøm (primært ladeboks derhjemme og en smule ad hoc hurtigladning i løbet af året).

      Lidt over halvdelen af danskerne bor i parcelhus med egen indkørsel, og så er det bare om at investere i en ladeboks, hvor bilen til at lade natten over. Det tager ca. 15 sekunder at sætte bilen i stik og ca. 1 minut at aktivere timeren via bilens app. I praksis lader jeg derhjemme 2-3 gange om ugen. Mere er der som regel ikke brug for.

      Det er naturligvis en udfordring, når man bor i lejlighed, men der er fokus på dette – se link nedenfor.

      Generelt kan du med fordel læse dette FDM-tema om fup og fakta om elbiler: https://fdm.dk/alt-om-biler/elbil-hybridbil/alt-om-livet-med-elbil/her-er-35-myter-om-elbiler-faa-styr-paa-fup

      I forhold til ladestandere og infrastruktur. Se bilkommissionens anbefalinger fra den 12. februar 2021: https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/februar/kommissionen-for-groen-omstilling-af-personbiler-offentliggoer-sin-anden-delrapport-veje-til-en-veludbygget-ladeinfrastruktur/

  2. Tak for god artikel!

    @Brian Jensen, Hvis du med e fuel mener biobrændsel, så er det en katastrofe for miljøet, da det er på bekostning af fri natur (som jo bekendt optager CO2). Hvis du mener syntetisk, så er det stadig kun fugle på taget. Porsche er vist i gang, lad os håbe det bliver en succes 🤞

    Jeg synes bare I skal få investeret i et par ladebokse. Det gør os der bor i hus jo også.

    • Nu er det jo ikke bare sådan lige at investere i et par ladebokse.
      Og bare fordi man bor i hus, er det jo heller ikke en selvfølge, at man kan få en ladeboks – kender en som bor i et byhus, hvor han kun kan parkere på gaden, men det er ulovligt at have et kabel liggende ind over fortovet… så selvom han parkerer lovligt på gaden og godt kan få monteret en ladeboks på sit hus, så må han i praksis ikke bruge den…

      Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi i lille Danmark skal sætte himmel og hav i bevægelse, når man er ligeglad med miljøet i Kina, Indien, USA og Rusland.
      Det er fint, hvis vi kan få et erhvervseventyr ud af det og tjene penge på det, men ellers batter det ikke noget i det store billede, at vi vimser rundt i vores el-biler

      Hvad med produktionen af elbiler? Hvad med produktionen af batteriet? Hvad med produktionen af strøm? Hvad med dem der siger, man skal køre 219000km i en ny og moderne dieselbil, før at det miljømæssigt er lige meget, hvad man har gjort?
      Hvad med gensalgsværdien på en elbil? hvad koster det når batteriet går i stykker og skal skiftes?

      • Hej,

        Om du vil gøre noget for miljøet eller ej, vil jeg lade være op til din egen samvittighed. Jeg påpegede blot, at når nu du er i en boligforening med egne parkeringspladser, så kan I da ‘bare’ få sat ladebokse op. Jeg er godt klar over, at der er flere, der skal blive enige samt lidt økonomi, der skal prioriteres.. Der er mange lejlighedsejere, der ikke har parkeringspladser, hvor skiftet til el pt. ser rigtig bøvlet ud.

        De andre spørgsmål om forurening fra diesel samt en række store lande skal jeg ikke kloge mig på. I hvert fald ikke i dag 😉

      • @Brian:

        Hvorfor skal et lille land som Danmark gøre en indsats for miljøet? Det skal vi, fordi vi har samme relative moralske forpligtelse som alle andre lande til at reducere vores CO2-udledning, og fordi vi har tiltrådt Parisaftalen om at gøre vores del for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader i forhold til det førindustrielle niveau. Privatbilismen er et de af få områder, hvor vi rent faktisk allerede med dagens teknologi har mulighed for at mindske CO2-udslippet markant uden at skulle ændre fundamentale vaner.

        I forhold til moderne dieselbilers kontra elbilers miljøaftryk: I hvilken garage vil du helst opholde dig? I den hvor en elbil holder med motoren tændt eller i den hvor der holder en moderne dieselbil med motoren tændt?

        I dette indlæg fra Klaus Kongsted er der mere om fup og fakta om elbiler:
        https://www.linkedin.com/pulse/eldrup-kommissionen-og-den-offentlige-debat-om-elbiler-klaus-kongsted/

  3. Vi er i en overgangsfase, og det er spændende at se udviklingen.

    Jeg så at SHELL (gå ind og kigge) har en ordning med CO2 kompensering, som jeg fandt fornuftigt. Nej, jeg er ikke lønnet af SHELL, men skriver dette af ren idealisme af hensyn til klimaet og naturen.

  4. Hej

    De kunne jo også fjerne den vildt åbenlyse uretfærdighed, der er med ladestandere og forskellen på kw prisen “refusion”, såfremt man er en af de borgere, der er tvunget til fjernvarme og dermed en merpris for, at fyre sit hus op på ca. 6 til 8 tusinde kr. om året, så bliver man yderligere straffet med, at skulle betale mere end 1 kr. mere pr. kw for strømmen til sin bil, end dem der har el varme eller anden form for el varme. Det er direkte hetz mod dem, der er tvunget til fjernvarme af regeringen.

    Så er der nogle, der siger, så kan du bare leje en stander til el, så kan du få refunderet noget af strømregningen. Men hvorfor tvinge folk til et lejeforhold, når man principielt ikke vil ud i gældsætning og hellere vil eje end leje, og så betale for sit forbrug men ikke vil straffes for at være økonomisk fornuftig?

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Din kommentar afventer moderation